Annonce
Sydjylland

Carl Holst: Lose tillod folk i regionen at svine mig til

Regionshuset i Vejle, november 2015. Regionsrådsformand Stephanie Lose (V) udtaler sig på ny til pressen efter et møde i regionen om Carl Holst-sagen. Ifølge Carl Holst (V) gav Lose folk i regionen lov til anonymt at udtale sig kritisk om ham til en advokatrapport. Det skriver han i en bog, der udkommer mandag. Lose har ingen kommentarer til bogen. Arkivfoto: Mette Mørk
Carl Holst retter i sin nye bog en skarp kritik af partifællen Stephanie Lose, der som regionsrådsformand ifølge Holst tillod folk i Region Syddanmark at udtale sig anonymt i en advokatundersøgelse. Både politikere og embedsfolk bidrog med kritik af Carl Holst i rapporten, der tegnede et billede af en magtsyg politiker.

Sag: Nuværende regionsrådsformand Stephanie Lose (V) var med til at bære brænde til det bål, der brændte omkring Carl Holst (V) i slutningen af 2015.

Så hård er anklagen fra den tidligere regionsrådsformand i Region Syddanmark og tidligere forsvarsminister i en bog, der udkommer mandag. Her retter Carl Holst en skarp kritik mod en lang række personer både i sit eget parti og i Region Syddanmark. Carl Holst, der stopper i politik ved det kommende valg, kritiserer Stephanie Loses angivelige rolle i forbindelse med advokatfirmaet Kromann Reumerts undersøgelse af forhold omkring hans ledelsesperiode. Det førte til en rapport i november 2015, som blev lækket og indeholdt flere forkerte oplysninger. Både ansatte og politikere kunne udtale sig anonymt til rapporten. Mange udtalte sig angiveligt kritisk om Carl Holst, idet den endelige rapport tegnede et ganske negativt billede af Venstre-manden, som ifølge rapporten havde skabt en "frygtkultur" i regionen. En påstand, hovedpersonen selv har afvist.

I bogen, som JydskeVestkysten har læst, beskriver Carl Holst på baggrund af et tip fra en anonym person, at flere regionsrådspolitikere var meget optaget af rapporten.

- De havde blandt andet fortalt, hvordan de havde et virkelig godt samarbejde med den nye regionsrådsformand, Stephanie Lose. Hver gang de havde bedt hende om at få yderligere ting undersøgt om mig eller bedt om, at folk kunne få lov til at udtale sig anonymt, havde hun givet dem tilladelse til det, lyder anklagen fra Carl Holst.

Stephanie Lose har ingen kommentarer til bogen.

Annonce

Carl Holst-sagen

  • I juni 2015 bliver Carl Holst (V) valgt ind i folketinget. Med over 12.000 personlige stemmer er han topscorer blandt Venstre-folkene i Sydjyllands Storkreds.
  • Kort efter bliver han udnævnt som forsvarsminister.
  • I løbet af sommeren 2015 er Carl Holst under hård kritik blandt andet for ikke at forholde sig til kritik fra udsendte flymekanikere om nedslidte kampfly.
  • I september bliver han mistænkt for at have brugt en embedsmand i Region Syddanmark til at føre personlig valgkamp til Folketinget.
  • I slutningen af september træder han tilbage som minister.
  • I november 2015 tager Carl Holst orlov fra Folketinget, efter at regionen har meldt ham til politiet for embedsmisbrug.
  • Han vender tilbage til Folketinget i marts 2016.
  • I marts 2017 dropper anklagemyndigheden at rejse tiltale mod Carl Holst.
  • Carl Holst bliver genvalgt som folketingskandidat i Esbjerg Omegnskreds i maj 2017. Til opstillingsmødet stemmer 12 medlemmer blankt i protest mod ham, mens 25 stemmer for.
  • I august 2018 meddeler Carl Holst, at han ikke stiller op til det kommende folketingsvalg.
  • Kulturminister Mette Bock gør i november 2018 Carl Holst til bestyrelsesformand for Idrættens Analyseinstitut.

Faktura

Advokatundersøgelsen blev iværksat, fordi Carl Holst blev mistænkt for at have anonymiseret en faktura for at dække over, at en række taler blev betalt af regionen, selvom de ikke havde noget med Holsts job som regionsrådsformand at gøre. I bogen hævder Carl Holst, at Kromann Reumert hurtigt måtte sande, at der intet var at komme efter i forhold til fakturaen, men at de i stedet gik på målrettet jagt efter andet snavs på ham.

- I slutningen af oktober ringede flere af de personer, som Kromann Reumert havde interviewet, til mig og fortalte, at samtalerne med firmaet havde været meget underlige. De havde næsten ikke handlet om selve hændelsesforløbet omkring anonymiseringen, som jo ellers var det oprindelige formål med undersøgelsen. I stedet havde advokatfirmaet spurgt til, om der var ting, jeg havde foretaget mig, som var kritisable, skriver Holst.

I den endelige rapport måtte Kromann Reumert rette en række faktuelle fejl. Blandt andet påstod advokatselskabet, at Carl Holst holdt 47 aviser på regionens regning. Det tal viste sig kun at være seks.

Sammen med sin advokat Karoly Németh klagede Carl Holst i en lang række punkter over Kromann Reumert til Advokatnævnet. Nævnet vurderede i 2017, at der ikke var noget at komme efter i de konkrete kritikpunkter, som vedrørte advokaternes metoder. Advokatnævnet forholdt sig ikke til, hvorvidt advokaternes konklusioner i rapporten var korrekte.

Kromann Reumert KR har ingen kommentarer til bogen, da den ifølge advokatselskabet ikke rummer nye kritikpunkter. Selskabet henviser til, at Advokatnævnet har afvist, at der var grundlag for kritik af advokaternes arbejde.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Digte fra voldsmanden: Stor kunst eller ubehjælpsomt ævl?

JEG SAGDE SMUT/MEN HAN FORFULGTE MIG I HALVANDET MINUT/OG ENDTE MED AT BLIVE SKUDT/DET HAR JEG IKKE FORTRUDT/SELV OM DET ER FORBUDT/AT PRUTTE MED KRUDT. Stor kunst eller ubehjælpsomt ævl fra Yahya Hassan, der fra sin tidsubestemte psykiatriske anbringelse sender "Yahya Hassan 2" på gaden? Anmelderne på dagbladsredaktionerne i København er ikke i tvivl. Stjernerne vælter ned over lyrikeren. "En overrumplende karakterfuld og kanongod bog", mener eksempelvis anmelderen i Weekendavisen, der brugte hele sin forside på et interview med digteren, som chefredaktør Martin Krasnik i sagens anledning personligt udførte. Andre uden for den kulturelle indercirkel er uenige i, at den dømte voldsforbryder er en befriende stemme fra den kulturelt så berigende ghetto. Den tidligere krimireporter på Ekstra-Bladet, Dan Bjerregaard, siger til journalisten.dk, at Hassan har "chikaneret folk, han har truet folk, og han har skudt en mand i foden. Han har et voldsomt forbrug af narkotika, han flasher våben, og jeg mener, at man skal overveje det meget nøje, hvis man gerne vil bidrage til det liv." Og det mener Bjerregaard, medierne gør ved at lade Hassan fylde så meget, og at danskerne gør, hvis de køber hans "banale børnerim". At medier beskæftiger sig med værk nummer to fra en skribent, hvis første bog for seks år siden solgte over 100.000, er kun naturligt. Så lader man sig nok let rive med, men det er altså ikke i sig selv en adgangsbillet til omtale og hyldest, at man er af anden etnisk afstamning, opvokset i en ghetto, notorisk voldsforbryder og indsat på retspsykiatrisk afdeling. Produktet må være det afgørende. Der er kun én konklusion: Danskerne må vurdere, om det er stor kunst eller ubehjælpsomt ævl, så vi slutter med endnu et citat fra den nye "karakterfulde og kanongode bog": "JEG HAR HAFT SKUDSIKKER VEST PÅ UNDER JAKKEN/SIDEN ÅR 2013/TRO MIG JEG ER TRÆT AF DEN/DENS LUGT ER BLEVET LED SOM OKSESVED/OG JEG ER BLEVET EN JAGET GED". Versalerne er forfatterens valg.

Annonce