Annonce
Erhverv

Carlsberg vil spare på vandet: Søger om miljøgodkendelse til nyt anlæg

Carlsbergs kommende vandgenvindingsanlæg skal stå færdigt i første kvartal 2021. Det skal sikre en halvering af bryggeriets vandforbrug i produktionen. Arkivfoto: Michael Svenningsen
Carlsbergs bryggeri i Fredericia bliver teststed for et nyt vandgenvindingsanlæg, der skal halvere forbruget af vand.
Annonce

Fredericia: Da Carlsberg 25. september 2019 kunne fejre sit 40 års jubilæum i Fredericia, var det med nyheden om, at bryggeriet bliver teststed for et genvindingsanlæg, som skal halvere bryggeriets forbrug af vand inden 2030.

Carlsbergs ambition er at sikre nul CO2-udledning og nul vandspild på bryggerne.

Fredericia Kommune har derfor for nylig modtaget en ansøgning fra Carlsberg om en miljøgodkendelse til anlægget.

Det kommende vandgenvindingsanlæg kommer til at fungere som en læringsplatform for alle Carlsbergs bryggerier. Det oplyser Kasper Elbjørn, der er informationschef i Carlsberg til Fredericia Dagblad.

- Vandgenvindingsanlægget i Fredericia er et partnerskabsprojekt, der er blevet til gennem det offentligt-private partnerskab DRIP. Det involverer veterinær-, miljø- og fødevaremyndigheder samt universiteter og teknologileverandører. Carlsberg har også samarbejdet med kommunen og Fredericia Spildevand og Energi, men derfor skal det jo stadig miljøgodkendes. Den proces er nu i gang, fortæller Kasper Elbjørn.

Annonce

Anlæg skal stå færdig i 2021

Da bryggeriet blev indviet i Fredericia 25. september 1979, blev der brugt fire liter vand for hver liter øl, der blev produceret. Det var på et tidspunkt, hvor den globale norm var seks liter vand per liter øl.

Siden er vandforbruget faldet til 2,9 liter per produceret øl.

Efter en screening og evaluering udført af Carlsbergs Integrated Supply Chain blev bryggeriet i Fredericia valgt som det første sted, hvor man vil teste et helt nyt vandgenvindingsanlæg, som rådgivervirksomheden Niras har været med til at udvikle.

Det er altså Carlsbergs ambition at reducere forbruget yderligere - ned til 1,4 liter vand per liter øl. Det vil gøre Carlsberg-bryggeriet til det første i verden, der eliminerer vandspild.

Anlægget vil stå færdigt i første kvartal af 2021.

Eventuelle kommentarer til ansøgningen om miljøgodkendelse skal sendes til Fredericia Kommune inden 22. januar.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce