Haderslev: Lige nu høster Benny Bonde (LA), formand for udvalget for plan og miljø, klapsalver hos mange borgere for at have forsvaret den terrasse, som restaurant Fratelli opførte på dispensation, men som restauranten nu har været tvunget til at rive ned tirsdag.
Men nu får Bonde også svar på tiltale i sin kritik af, at et politisk flertal i byrådet 29. september har valgt at insistere på, at der skal laves en gennemgribende plan for udviklingen af midtbyen, før der gives flere dispensationer til udestuer hos Buchs Vinstue eller terrasser hos Fratelli.
- Det er trist, at Benny Bonde himler op om udestuer og enkeltsager, når det, vi faktisk står overfor, er en ændring af midtbyen på størrelse med den, Haderslev gennemgik, da omfartsvejen blev bygget i 1950'erne. Vi vil ikke have, at vores forvaltning skal bruge mere tid på dispensationer til enkeltsager. Nu gælder det den midtbyplan, som er blevet forsinket med mere end år, blandt andet på grund af formandsskabet i udvalget for plan og miljø, siger Carsten Leth-Schmidt, der opfordrer Benny Bonde til at smøge ærmerne op.
Carsten Leth-Schmidt, Slesvigsk PartiDet er trist, at Benny Bonde himler op om udestuer og enkeltsager, når det vi faktisk står overfor er en ændring af midtbyen på størrelse med den, Haderslev gennemgik, da omfartsvejen blev bygget i 1950'erne
Undgå Kolding Storcenter
Men hvorfor mener du, at midtbystrategien er blevet forsinket med mere end et år?
- Det må du spørge Geil og den seneste formand for udvalget for plan og miljø om. Det undrer også mig. Men jeg kan konstatere, at der ikke er sket en skid, for nu at sige det på godt dansk, siger Carsten Leth-Schmidt.
Han er udmærket klar over, at en masterplan for trafikafviklingen i midtbyen ligner en syltekrukke, men det ændrer ikke ved, at det er vigtigt arbejde.
- Vi har en konsulentrapport, som er udarbejdet for RealDania, der kort sagt siger, at Haderslevs midtby er ved at dø og vi ender alle med at skulle køre til Kolding Storcenter i 2030, hvis vi ikke tænker nyt. Vores midtbystrategi skal tage højde for, at vi blandt andet handler mere på nettet og derfor vil vores byer ændre sig. Og derfor skal vi have - gerne med betalt eksperthjælp udefra - en samlet plan for, hvordan byen skal se ud. Når det er klar, kan vi begynde at se på, hvor der skal være terrasser og udeservering og den slags enkeltsager, forklarer Carsten Leth-Schmidt.