Annonce
Tarm

Caspers søster anklager systemet: Den uvirkelige virkelighed efter min brors urimelige død

Camilla Lassen
Annonce

Vi er tvunget til at leve en uvirkelig virkelighed, fordi der er nogen, der ikke har passet deres arbejde.

Vi er alle mennesker, og vi begår allesammen fejl, men at et enormt svigt kan ske gentagne gange, imens flere involverede parter ser til, mens et ungt menneske skriger efter hjælp, er for mig som efterladt hjerteknusende. Det gør ondt, det gør så forfærdelig ondt, at man krampagtigt ligger i fosterstilling og skriger over den afmagt, den urimelighed.

Det er jo ikke bare, at man ved uheld tre gange i streg har kommet til at ødelægge et vindue. Man har ødelagt et ungt menneskes liv, gennem mange års flytten, piller, meningsløse forsøg på behandling uden nogen nytte.

Flere pædagoger, flere praktikanter, flere vikarer. Og ikke skyggen af noget, der kunne ligne hjælp. Det skal gå rigtig galt før der sker noget. Denne gang gik det alt for langt. En person har betalt den dyreste pris og mistet livet. Tre pårørende står tilbage med et enormt savn.


Det gør ondt, det gør så forfærdelig ondt, at man krampagtigt ligger i fosterstilling og skriger over den afmagt, den urimelighed.


Jeg ville ønske, jeg kunne få Casper tilbage, men det ønske kan jeg ikke få opfyldt. Faktum er at han ikke er her mere.

Jeg må se i øjnene at jeg aldrig mere kan ringe til ham og spørge om han vil med på McDonald's. Jeg ville aldrig kunne overraske ham med to billetter til et comedy show, eller biografbilletter til den nye Batman, en til ham og en til mig. Vi vil aldrig kunne planlægge den store rejse til USA. Jeg vil aldrig mere kunne sige tillykke til ham på hans fødselsdag, give ham en gave og lave en kage til ham.

Jeg vil heller aldrig kunne dele vigtige begivenheder med ham. Når der sker noget betydningsfuldt i mit liv kan han ikke være den første til at få det at vide. Eller når der sker noget sjovt, som jeg ved, at han ville have skreget af grin over, kan jeg ikke ringe til ham og fortælle ham det. Jeg må indse, at den pludselige lyst til at tage telefonen og ringe til ham og snakke om vind og vejr, aldrig mere bliver en realitet. Ligeledes må jeg indse, at jeg aldrig kan se min bror få det bedre - en drøm, jeg har haft i mange år.

Camilla og Casper

Kort tid efter jeg mistede min bror, havde jeg et stort had til alle, der havde haft noget med ham at gøre. Jeg ønskede, at de skulle føle den samme smerte, som jeg føler, og som jeg er tvunget til at bære på resten af mit liv. Resten af mit liv… På daværende tidspunkt var jeg 27, den gennemsnitlige levealder for kvinder i Danmark er 82,9, hvis jeg lever efter gennemsnittet gav det mig på daværende tidspunkt 55,9 år… Det er næsten en menneskealder. Det er urimeligt.

Hvis man skal ramme folk, hvor det gør rigtig ondt, hvad skal man så tage fra dem, udover at tage deres elskede fra dem? Man skal tage deres økonomiske frihed fra dem. Vil du tjene penge på din brors død, fristes man til at spørge? Nej, det vil jeg ikke, der er heller ikke et beløb, der retfærdiggør hans korte liv. Men det kan give de involverede parter, som så til, mens ulykken stille og rolig skete, samme spilleregler i livet som jeg.

Har jeg råd til at tage min søn med på McDonald's? Har jeg råd til at tage med mine søskende til USA næste sommer? Har jeg råd til at give min far den fødselsdagsgave, som han allerhelst vil have?

Jeg ønsker, at alle livets betydningsfulde øjeblikke - store som små - bliver taget fra dem, ligesom alle min brors betydningsfulde begivenheder er blevet taget fra ham og mig. Alle de fremtidige minder og gode stunder, vi kunne have haft sammen, vil for evigt blive i det uvisse. En virkelighed, som jeg er tvunget til at leve med, fordi der ikke var nogen, der reagerede.

Min bror havde ret til at få det bedre, han havde ret til at få den rigtige hjælp. Han havde ret til et bedre liv. Han havde ret til de betydningsfulde begivenheder i livet. Det var jo derfor, han boede på et bosted.

Jeg ønsker at alle de involverede parter, som så til, mens ulykken indtraf, aldrig mere skal arbejde inden for samme fag. De har tydeligt vist, at de ikke er kompetente til at håndtere deres arbejde.

De skal betale for det, de ikke gjorde. De alene skal tage ansvaret, ikke en højerestående organisation. De skal kunne mærke konsekvensen af deres handlinger, eller rettere mangel på handlinger.

Hvis du ude i en privat virksomhed laver en stor fejl, så har det store konsekvenser. Men hvis du laver en fejl inden for det offentlige, mere specifikt handicap og psykiatri, så sker der ikke så meget.

Som pårørende ser det ud som en rotterede af usle skadedyr, der dækker over hinanden, bare for at sikre deres lækre job, som giver en god sjat penge og et minimum af krav og ansvar overfor omgivelserne.

Jeg sidder tilbage med en tom følelse indeni, og de store ubesvarede spørgsmål nu, et år efter. Hvad skete der i dagene op til den 16 august 2019? Hvorfor kunne det gå så galt? Hvorfor mistede min bror livet? Hvorfor var der skærpet opsyn med min bror? Og på trods af det skærpede opsyn, hvorfor gik det så galt? Udøver de ikke førstehjælp på Sønderparken?

Jeg ønsker at få hele den skinbarlige sandhed at vide, ikke flere løgne eller hvis'er, ikke flere uprofessionelle personer, der skal gøre sig vigtige. I dag ved jeg stadig ikke helt, hvad dødsårsagen er, jeg har hørt lidt her og lidt der. Jeg har ikke lyst og jeg kan ikke overskue at høre gætterier, jeg har brug for den konkrete årsag.

Det er ikke en skam at have en psykisk sygdom, men det er en skam ikke at hjælpe de sårbare, nu hvor personen bor på et behandlingssted. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor mange stakkels liv der er gået til på Sønderparken eller andre bosteder for psykiske sårbare mennesker.

Jeg ønsker, at alle bosteder skal offentliggøre, hvor mange dødsfald der har fundet sted de pågældende steder. Så kan fremtidige sårbare og pårørende overveje, om det er det rigtige sted. Ligesom en smiley-ordning. Du spiser jo ikke din pizza et sted med en sur smiley? Så må det jo være, fordi at ham der laver pizzaen ikke har helt styr på det.

Jeg ønsker, at der på Sønderparken kommer en mindeplads for min bror og andre stakkels unge mennesker der måtte lade livet, fordi deres hjemmekommune og Sønderparken svigtede dem, både med mangel på omsorg, moral og helt nede på jorden menneskelighed.

Jeg ønsker at der på alle bosteder skal være en markering af alle de stakkels mennesker hvis håb om en bedre fremtid, et bedre liv blev taget fra dem, fordi personalet og kommunen ikke gjorde deres arbejde ordentligt.


Man kan tage mange ting væk fra en psykisk sårbar, men du kan aldrig tage håbet væk. Selvom deres tilværelse er uvirkelig for almindelige mennesker og svær at holde ud for den sårbare, kan du stadig finde håb og drømme gemt i dem.


Man kan tage mange ting væk fra en psykisk sårbar, men du kan aldrig tage håbet væk. Selvom deres tilværelse er uvirkelig for almindelige mennesker og svær at holde ud for den sårbare, kan du stadig finde håb og drømme gemt i dem. Hvis bare du stiller de rigtige spørgsmål, lytter og giver det tid. Tid og overskud, som Ringkøbing Skjern Kommune og Sønderparken aldrig har givet min bror.

Jeg husker noget så simpelt, som at en medarbejder ikke ville se en film sammen med ham. Det er sørgeligt og det er ikke retfærdigt. Det var ikke et urimeligt ønske at bede om.

Jeg har ikke noget godt at sige om Sønderparken, og jeg ønsker heller ikke at besøge stedet igen. Det gør alt for ondt. Men min brors død skal ikke bare fejes ind under gulvtæppet. Det skal kunne ses, at han har været her.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Alarm 112

Peter Madsens flugtforsøg: Truede med bombeattrap og hoppede ind i hvid varevogn

Varde

Så er det nu: Syv dage til Rema åbner

Indland

Fængselsansattes formand venter Madsen flyttet til nyt fængsel: Enner Mark og Nyborg er i spil

Annonce