Annonce
Tønder

Center Royal er klar til genåbning i en ny udgave

Center Royal i Løgumkloster er renoveret og klar til genåbning. Liljan Knudsen, Loise Larsen og formand Poul Abild glæder sig til at komme i gang. Genåbningen fejres på mandag. Foto: Sarah Nørgaard
Center Royal i Løgumkloster slår på mandag den 3. august dørene op til en ny sæson efter corona-nedlukningen. Nedlukningen er blandt andet blevet brugt på omfattende renovering.
Annonce

Løgumkloster: Snart går dørene igen til aktivitetscenteret Center Royal på Markledsgade i Løgumkloster.

På mandag inviteres brugere og gæster indenfor til åbent hus, der markerer starten på en ny sæson med aktiviteter. Samtidig glæder bestyrelsen sig til at vise det "nye" Center Royal frem. Centeret har nemlig gennemgået en omfattende renovering i løbet af sommeren.

- Der er kommet nye gulve i otte af vores ti rum, ny maling på væggene, og gardinerne er blevet skiftet ud, fortæller formand for Centerrådet, Poul Abild.

Renoveringen løber op i omkring 150.000 kroner, som Tønder Kommune har finansieret sammen med egne midler fra centeret.

Annonce

Åbning i coronaens skygge

Bestyrelsen for Center Royal, der på gode uger har flere end 450 besøgende om ugen, glæder sig til igen at åbne for aktiviteterne efter en sommerlukning, der har været længere end normalt, da centeret blev tvunget til at lukke ned i lighed med resten af Danmark i marts.

Der har dog også været lyspunkter under nedlukningen.

- Vi fik startet et par nye aktiviteter op. Blandt andet har vi tilbudt krolf, og så har vi sat gang i nogle gåture, som der har været god opbakning til. Faktisk så god, at vi har besluttet at føje dem til vores almindelige program, fortæller næstformand Ruth Rosenbæk.

Udover gåturene omfatter programmet, der sættes officielt i gang på tirsdag, blandt andet billard, knipling, stenslibning, kortspil og slægtsforskning.

Lokalerne i Center Royal har fået en ordentlig overhaling. Renoveringen løber op i omkring 150.000 kroner. Foto: Sarah Nørgaard
Annonce

Venteliste på rengøringsholdet

Der er tilknyttet hele 87 frivillige til Center Royal, og de sørger for de mange praktiske ting, der blandt andet omfatter vigtige poster som kagebagning og kaffebrygning.

For kaffe og kage spiller en vigtig rolle for centerets brugere. Ikke så meget for kaffen og kagen i sig selv, men fordi en god kop kaffe altid afstedkommer en god snak. Og det er en af de vigtigste formål for centeret.

- Mange kommer her for det sociale samvær. Her kommer mange enlige, som har brug for at komme lidt ud blandt andre og få en god snak, forklarer køkkenleder Liljan Knudsen, der også lover at sørge for - sammen med de andre frivillige - at der altid er kaffe og kage til brugerne.

Det er også en frivillig tjans at sørge for, at centeret altid fremstår rent og pænt. Den opgave har en særlig rengøringsgruppe ansvaret for. Gruppen består af otte mænd og to kvinder, og selvom man måske skulle tro, at rengøring ikke står højt på manges liste, så er det en meget populær tjans. Faktisk så populær, at der ligefrem er oprettet en venteliste for at komme på rengøringsholdet.

- De har det utrolig godt sammen på rengøringsholdet, og så trækker det jo heller ikke ned, at der ofte vanker en snaps til kaffen, når rengøringen er overstået, lyder det med et smil fra Ruth Rosenbæk.

Annonce

25 års jubilæum næste år

Center Royal fremstår nu i flot stand, og er klar til at fejre sit 25 års jubilæum til næste år.

- Nu har vi fået tingene gjort i stand, og så kan det sikkert holde 25 år endnu, konstaterer Poul Abild.


Så har vi sat gang i nogle gåture, som der har været god opbakning til. Faktisk så god, at vi har besluttet at føje dem til vores almindelige program.

Ruth Rosenbæk, næstformand for centerrådet i Center Royal


Mandag bliver en travl dag på centeret. Allerede klokken 9.30 åbner dørene, hvor gruppelederne møder ind. Klokken 10 er leverandører og håndværkere inviteret, og mellem klokken 13.30 og 17 kan brugere, frivillige og andre interesserede møde op for at se de nyrenoverede lokaler. Og ja - der bliver naturligvis serveret kaffe og kage.

Center Royal i Løgumkloster er renoveret og klar til genåbning.
Formand Poul Abild. Foto: Sarah Nørgaard
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Varde

Skræmmende godt - Twenty er i finalen

Ribe Esbjerg HH For abonnenter

Fjerde gang var lykkens gang: Ribe-Esbjerg på pointtavlen efter fredagsdrama i Lemvig

Annonce