Annonce
Esbjerg

Central del af Esbjerg står til opgradering for 60 millioner

Pladsen foran Banegården, hvor der i dag er korttidsparkering, skal åbnes op og gøres grønnere og bilfri, fremgår det af vinderprojektet. Der er dog fortsat gjort plads til pølsevognen, der bliver på sin faste plads ud mod Jernbanegade. Illustration: Tegnestuen Vandkunsten
Stregerne er tegnet op til en gennemgribende fornyelse af banegårdsområdet og Museumspladsen. Torsdag blev vinderen af projektkonkurrencen afsløret, og der er blandt andet planer om et stort karrebyggeri, nye parkeringsløsninger og et hotel i seks etager.

Esbjerg: Torsdag kulminerede flere års udviklingsarbejde med en helhedsplan for Museumspladsen og banegårdsområdet, da borgmester Jesper Frost Rasmussen (V) afslørede vinderne af den tre millioner kroner dyre arkitektkonkurrence, der har været i gang siden august.

Tre teams af arkitekter, ingeniører, erhvervsmæglere og landskabsarkitekter har skitseret hver deres version af fremtiden for den centrale del af Esbjerg by, og det var et enigt dommerpanel bestående af kommunale spidser og repræsentanter fra DSB, der torsdag kunne udnævne vinderen.

Team Vandkunsten, anført af den københavnske tegnestue af samme navn, vandt for deres planer om et stort karrébyggeri med både private og almene boliger og en halvt nedgravet parkeringskælder på Museumspladsen, to nye parkeringshuse i Jernbanegade, en komplet makeover af arealet foran Esbjerg Banegård, et iværksættermiljø i det gamle pakhus og et stort privat hotelbyggeri syd for Broen Shopping.

- Vi har fået tre gode forslag, men vinderprojektet er veldisponeret og meget præcis i sine byplanmæssige dispositioner. Vi var i dommerkomiteen enige om, at Team Vandkunsten har fundet den bedste løsning på Museumspladsen, og det har vejet tungt, siger borgmester Jesper Frost Rasmussen (V), der var formand for dommerkomitéen.

Annonce

Parallelkonkurrencen

Konkurrencen, der er blevet til i et samarbejde mellem Esbjerg Kommune og DSB Ejendomme, omfatter banegårdsbygningerne, banegårdspladsen, Norgesgade, Museumspladsen og DSB-grunden syd for shoppingcenter Broen.

Konkurrencen har kostet tre millioner kroner, hvoraf Esbjerg Kommune har afsat de to millioner kroner, mens DSB har betalt én million kroner.

Dommerkomiteen bestod af borgmester Jesper Frost Rasmussen (V), formand for Plan & Miljøudvalget Karen Sandrini (S), formand for Teknik & Byggeudvalget Søren Heide Lambertsen (løsgænger), direktør for Teknik & Miljø Erik Jespersen, chef hos DSB Ejendomme Niels A. Dam, projektleder hos DSB Ejendomme Mette Nielsen samt tre fagdommere. Der har været tilknyttet rådgivere til dommerkomiteen, herunder en særlig rådgiver vedrørende bedømmelsen af investeringsstrategien i konkurrenceforslagene.

Kontroversielt byggeri

Byggedrømmene på Museumspladsen har været årsag til megen debat. Ungdomsbos planlagte byggeri blev reelt skrottet på valgnatten i kraft af det ultimatum, Borgerlistens Henrik Vallø stillede op som afgørende for, at han ville levere mandatmæssig opbakning til Jesper Frost Rasmussen (V) som borgmester. Det skete efter forudgående massiv modstand blandt borgerne, der hverken brød sig om det høje boligbyggeri eller sløjfningen af parkeringspladser på den hårdt belagte Museumsplads.

Borgmesteren er dog optimistisk omkring realiseringen af de nye byggeplaner.

- Det forholder sig jo heldigvis ikke sådan, at fordi de første byggeplaner blev mødt med modstand, er det ensbetydende med, at der aldrig kan bygges noget på grunden. Det ville være kedeligt, for området har et stort uudnyttet potentiale, siger Jesper Frost Rasmussen.

Han påpeger desuden, at noget af det, der gik galt med Ungdomsbo-projektet var, at der ikke var tænkt parkeringsløsninger ind i planen fra starten. Det er der denne gang.

- Projektet indeholder en underjordisk parkeringsløsning på Museumspladsen foruden to parkeringshuse i Jernbanegade. Jeg vil da håbe, at der politisk er vilje til at have endnu større ambitioner, så man måske kan tilføje flere parkeringsdæk under museumspladsen. Det er i hvert fald noget, vi skal have kigget og regnet på, inden vi sætter gang i den politiske proces.

Dyre drømme

Det er planen, at gennemførelsen af helhedsplanen skal ske i flere etaper over en længere årrække. Tempoet afhænger i høj grad af, om man kan finde finansiering. Hvis alle projekterne skal realiseres, vil det kræve investeringer for over 60 millioner kroner, hvoraf Esbjerg Kommune i så fald står for de 40 millioner, mens DSB skal tage sig af de sidste 20 millioner kroner.

- Helhedsplanen er et godt udgangspunkt, som vi kan arbejde videre med i en proces, hvor der også skal tages politisk stilling til de muligheder, planen peger på. Det kan være, at det bliver relevant at tilføre elementer som for eksempel flere p-pladser, hvis ambitionerne og midlerne er til det, siger Jesper Frost Rasmussen.

Torsdag blev de tre projekter fremlagt på rådhuset i Esbjerg, og vinderen, Team Vandkunsten, blev afsløret. Vinderholdet fik især ros for deres projekt på den omdiskuterede Museumsplads. Foto: André Thorup
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Live: Nu er 187 døde med coronavirus i Danmark

Annonce