Annonce
forside

Charlotte er tidligere skuespiller og mødte sin mand i Legoland: Teatret skal have en chance til

54-årige Charlotte Wangel var en anelse nervøs, da hun skulle ind til audition til forårets musical "Alle sømand er glade for piger". Forstillingen er instrueret af Marco Goth Thorsen. Foto: Søren Gylling

Nervøsiteten sitrede i rummet, da Dronning Dorothea Teatret lørdag holdt audition til forårets musical "Alle sømænd er glade for piger". 27 havde tilmeldt sig auditionen i håb om at få en af de ti roller i forestillingen. Blandt de fremmødte var Charlotte Wangel, som ikke har lavet teater i mange år.

Kolding: Rundt omkring i krogene bliver der øvet og mumlet små monologer. Den summende lyd fra flere personers småhvisken bliver afbrudt, da den første pige bliver kaldt ind til audition.

- Held og lykke, siger en mand, idet pigen forlader lokalet.

- Det må man ikke sige. Jeg kender en, som engang brækkede en arm på scenen efter, at der var nogen, som havde sagt held og lykke, tilføjer en pige med det samme.

Nervøsiteten er til at føle på, og de fremmødte venter blot på at blive kaldt ind, når det bliver deres tur. I alt 27 skal igennem i løbet af dagen. Alle har de det til fælles, at de håber på at lande en rolle i forårets musical "Alle sømænd er glade for piger".

Ved bordet sidder 54-årige Charlotte Wangel. Hun er førtidspensionist og bor i Give.

- Jeg har aldrig været til audition før, siger hun nærmest hviskende henover bordet, da hun venter på, at det bliver hendes tur.

- Jeg er slet ikke nervøs, tilføjer hun og ryster på hånden.

Annonce

Musical

Musicalen "Alle sømænd er glade for piger" kan opleves i perioden den 3. april til den 11. maj 2019, hvor der er forestillinger torsdag til lørdag begge dage inklusiv i hele perioden. Dog er der ingen forestillinger i påsken.

Stykket opføres på Dronning Dorothea Teatret. Adresse: Zahnsgade 53, 6000 Kolding

Du kan læse mere på www.dorothea.dk

Der skulle både synges og fremføres en kort monolog foran juryen. Charlotte Wangel havde valgt sangen "Jeg sætter min hat som jeg vil". Foto: Søren Gylling

Teater var terapi

Selvom Charlotte Wangel lige skulle få styr på nerverne, har hun tidligere erfaring med teater. Hun har spillet teater i mange år i Vejle.

- Jeg skal bare i gang igen, fordi det er fedt at spille teater. Man lærer meget om sig selv.

Som ung havde hun dårlig selvtillid, og det var en af årsagerne til, at hun startede med at spille teater.

- Jeg hadede mig selv, og der brugte jeg teater til at komme ud over det problem. Netop fordi jeg lærte meget om mig selv, og det virker terapeutisk.

I dramaturgiens verden var det for Charlotte Wangel ikke noget problem med den manglende selvtillid, fordi her kunne hun få lov til at være i en anden karakter.

- Hvis jeg blev bange, kunne jeg vende den om og sige, hvad ville min karakter gøre i situationen. Det var netop, det, jeg gjorde dengang, jeg manglede selvtillid. Jeg tog det, jeg havde på scenen og puttede det ind i min hverdag. Måske mere eller mindre ubevist. Ganske langsomt fik jeg bygget mig selv op.

Undervejs i auditionen blev der taget noter, så juryen kunne beslutte, hvem af de 27 deltagere, som skulle besætte de ti roller i musicalen. Foto: Søren Gylling

Legoland

Hun stoppede med at lave teater, da hun stiftede familie. Men som et sidste minde fra sit teaterliv husker hun tilbage på dengang i 1991, hvor hun var entertainer i Legoland. Her mødte hun sin mand. Han var udklædt som sheriff og Charlotte Wangel selv spillede landsbytossen Silly Sally. En dag blev hun "anholdt" af sheriffen, og det udviklede sig.

- Jeg gik rundt med en heksekost og fejede småsten. Lige så snart folk gik forbi mig, så klappede jeg dem bagi. Det lykkedes mig kun en gang at klappe et kamera i stykker. Jeg var derude i to sæsoner og fik godt nok klappet mange, siger hun og griner.

Men i dag var hun klar til at give teateret en chance til. Det var hendes datter, som fik sparket hende afsted.

- Så er det din tur, Charlotte, siger en ung pige og viser vej mod auditionlokalet.

I alt havde 27 tilmeldt sig dagens audition, som blev holdt i Nicolai i Kolding. Flere af de fremmødte kendte hinanden fra tidligere forestillinger. Foto: Søren Gylling
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

JV mener om Radio24syv: Man kan både vinde og tabe udbud

Når det offentlige sender opgaver i udbud, ligger det i sagens natur, at man som byder både kan vinde og tabe. Og det er også naturligt, at når en udbudsperiode udløber, risikerer det firma, der hidtil har løst opgaven, at tabe kampen om et nyt udbud. Men de selvfølgeligheder anfægter ikke de mange tilhængere af Radio24syv, der er dybt skuffede og vrede over, at radiokanalen ikke kan fortsætte efter denne måneds udgang. Lukningen af Radio24syv bliver af kritikere set som politikeres bevidste forsøg på at stoppe en kanal, der har lavet magtkritiske nyheder og satire. Dette blev også af disse kritikere set som årsagen til, at det daværende borgerlige flertal besluttede, at det nye udbud af Radio24syvs sendetilladelse skulle føre til en radiostation med hovedsæde i provinsen. Radio24syvs ejere ønskede på de forudsætninger ikke at søge. Det vakte så stor kritik, at et politisk flertal reagerede med at beslutte et udbud af en internetbaseret DAB-kanal, som ville give Radio24syv en chance for at fortsætte. Men i et udbud hverken kan eller skal politikerne bestemme hvem, der skal løse opgaven. Det har det politisk uafhængige radio og tv-nævn under Kulturministeriet haft til opgave at afgøre. Nævnet valgte så tirsdag eftermiddag, at Radio24syv ikke får den opgave. Det var et chok for mange medarbejdere og lyttere af en station, der i løbet af otte år har revolutioneret taleradio i Danmark. Tak for det. Men det er forkert, at politikerne har lukket Radio24syv. Stationen har tabt til konkurrenten Radio Loud, som af Radio og tv-nævnet er vurderet til på en række opstillede kriterier at have indgivet det bedste bud. På FM-båndet er Radio4 med hovedsæde i Aarhus klar til fra 1. november at blive afløseren for Radio24syv. Radio4 er ejet af en række lokale og regionale medier, herunder Jysk Fynske Medier, hvis største dagblad er JydskeVestkysten. Også Radio4 må risikere at kunne tabe et eventuelt nyt udbud, når den nuværende sendetilladelse udløber om otte år. For den slags udbud kan man både vinde og tabe.

Annonce