Annonce
Indland

Chefredaktør finder vej til Radio- og tv-nævnet

Chefredaktør på Fyns Amts Avis, Rikke Bekker. Foto: Katrine Becher Damkjær

En lovændring betød, der skulle flere mediefaglige kompetencer i Radio- og tv-nævnet. De er nu udpeget.

Annonce

Radio- og tv-nævnet, som rådgiver kulturministeren i radio- og tv-spørgsmål, får nu tilført brancheviden fra redaktionslokalerne.

En chefredaktør og to journalister er blevet udpeget til nævnet, oplyser Kulturministeriet i en pressemeddelelse.

Et bredt flertal i Folketinget besluttede før jul, at der skulle være kompetencer inden for praktisk mediefaglighed i nævnet.

Forslag kom efter en heftig debat, der opstod i kølvandet på sidste års udbud af en ny DAB-kanal.

Her vandt Radio Loud udbuddet frem for blandt andet Radio24syv, som dermed måtte lukke og slukke helt.

En af de nye medlemmer i nævnet er Rikke Bekker, chefredaktør på Fyns Amts Avis.

Det samme er Kristian Danholm, presse og kommunikationschef for folkekirken Vesterbro, og tidligere mediedirektør i DR Gitte Rabøl.

- Jeg synes, at vi har fået sammensat et stærkt og fagligt kompetent Radio- og tv-nævn med kvalificeret praktisk medieerfaring og juridisk tyngde, lyder det fra kulturminister Joy Mogensen (S).

- Det er vigtigt, vi har et kompetent Radio- og tv-nævn, der kan løse de mange og komplekse opgaver, nævnet er sat i verden for at løse, siger hun i pressemeddelelsen.

Nævnet skal blandt andet hvert år vurdere, om public service-medier lever op til de politiske krav. Det står også for at tildele sendetilladelser.

Nævnet er blevet udvidet, så det nu tæller 11 medlemmer. Før var der 10 medlemmer. De er valgt frem til 2025.

Med den nye lov skal mindst tre af medlemmerne repræsentere praktisk mediefaglighed inden for tv, radio og nye medier.

Ny formand for nævnet er Søren Sandfeld Jakobsen, der er professor i jura ved Copenhagen Business School.

Den nye næstformand er direktør Lisbet Dyerberg fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Aabenraa

Sønnen ramt af covid-19: Byrådsmedlem rasende over udelukkelse fra byrådsmøde

Annonce