Annonce
Sydjylland

Chok-analyse: Syd- og sønderjyske virksomheder skriger efter arbejdskraft

Byggebranchen er et af de områder, hvor a-kasserne i de syd- og sønderjyske kommuner melder om næsten fuldt hus: I eksempelvis Billund Kommune er der en ledighed på blot en procent, hvilket langt under det, man betegner som fuld beskæftigelse. Arkivfoto: André Thorup

En række syd- og sønderjyske kommuner er ved at løbe tør for ledige. I Billund og Varde melder over halvdelen af a-kasserne om fuld beskæftigelse, og en række virksomheder i Aabenraa og Tønder melder også om mangel på arbejdskraft.

Ledighed: Hjælp, vi er ved at løbe tør for ledige.

Sådan lyder konklusionen på den analyse, som Dansk Arbejdsgiverforenings nyhedsbrev Agenda har foretaget blandt 24 a-kasser, der er til stede i de syd- og sønderjyske kommuner.

Analysen viser, at virksomhederne i en lang række brancher i flere de lokale kommuner skriger på arbejdskraft, fordi der er tale om en fuld beskæftigelse med en ledighed på under to procent.

Allerværst for virksomhederne og allerbedst for lønmodtagerne ser det ud i Billund, Varde og Tønder, hvor henholdsvis 16, 13 og 10 a-kasser i de tre kommuner kan melde om fuld beskæftigelse.

Hos Dansk Arbejdsgiverforening glæder underdirektør Erik Simonsen sig naturligvis over tallene, der dog også skaber bekymring, da manglen på arbejdskraft er med til at bremse virksomhedernes vækst, fordi de eksempelvis må drosle ned eller afvise ordrer på grund af manglende arbejdskraft:

- Den lave ledighed er gældende i hele landet, men der er især udbredt i det midt- og vestjyske samt dele af det sydlige Jylland. Tallene viser således også, at der ikke er et opdelt Danmark, som man ellers snakker om, fortæller Erik Simonsen.

Han tilføjer samtidig, at det nu gælder om at finde de medarbejdere og ressourcer inden for de brancher og de kommuner, der mangler arbejdskraft, hvis virksomhedernes vækst ikke skal bremses.

Annonce

Tallene viser også, at der ikke er et opdelt Danmark, som man ellers snakker om.

Erik Simonsen, underdirektør i Dansk Arbejdsgiverforening. 

Manglen på arbejdskraft i de syd- og sønderjyske kommuner

Dansk Arbejdsgiverforenings nyhedsbrev Agenda har analyseret ledigheden i 24 a-kasser på tværs af landets kommuner.Analysen viser, at i næsten hver fjerde af landets kommuner er der mindst otte a-kasser, der har en ledighed på under to procent, hvilket betegnes som fuld beskæftigelse.

I de ni analyserede syd- og sønderjyske kommuner er ledigheden endnu mindre, og antallet af de i alt 24 a-kasser, der melder om fuldbeskæftigelse med en ledighed på under to procent, fordeler sig således:

1. Billund: 16

2. Varde: 13

3. Tønder: 10

4. Aabenraa: 8

5. Vejen: 7

6. Esbjerg: 6

7. Haderslev: 6

8. Kolding: 5

9. Sønderborg: 5

El, metal og byggeri

Analysen fra Dansk Arbejdsgiverforening blandt de 24 a-kasser viser, at det især er indenfor el-fagene, metalområdet og byggefagene, at der er opstået flaskehalse på grund af de markante fald i ledigheden.

For Billund Kommune, der er den værst ramte kommune i Syd- og Sønderjylland, viser tallene fra juni måned i år således, at der slet ikke var nogen ledige i el-faget eller byggebranchen, mens der blot var seks fuldtidsledige metalarbejdere.

Analysen bekræfter også, at det især er Jylland, der foreløbig nyder godt af den høje vækst og opsvinget. 15 af de i alt 21 kommuner, hvor mindst otte a-kasser kan melde om fuld beskæftigelse med en ledighed på under to procent, er således placeret i Jylland.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Borgerlige må ind i kampen

Socialdemokratiet kan glæde sig over det borgerlige Danmarks tillid. Den kommer til udtryk, hver gang socialdemokraterne overtager regeringsmagten. Det er jo ikke verdens undergang og skal såmænd nok gå alt sammen. Sådan plejer det jo at være, lyder det borgerlige kor så. Erkendelsen er korrekt. Med de ulyksalige 1970-ere som den eneste, alvorlige undtagelse har ingen regeringer i efterkrigstiden uanset kulør ført en politik, som tilnærmelsesvis har bragt vores sikkerhed eller velstand i fare. Den nuværende regering er ingen undtagelse. En stram udlændingepolitik, endnu hårdere kurs mod kriminelle, et robust forsvar samt velfærd er mærkesager. Alt dette skal gå hånd i hånd med en ansvarlig økonomi, som den skarpe, interne debat med støttepartierne om minimumsnormeringer viste. Og så skal der kæmpes for klimaet. Ovenstående turde også være målene for enhver borgerlig regering, efter man også til højre for midten har sat miljø øverst på dagsordnen. Eneste stridspunkt mellem regeringen og de borgerlige kunne være skattepolitik og marginale forskelle på, hvordan man vil fordele samfundskagen. Er der et borgerligt projekt? Spørgsmålet er berettiget, for vi har intet hørt om det. Blandt andet lover Venstre blot, at være endnu grønnere end regeringen. Til gengæld hersker der åbenbart intern uenighed om udlændingepolitikken i det største borgerlige parti, hvis profil for øjeblikket står alt andet end skarpt. Alt dette må udløse selvransagelse hos deltagerne i Venstres landsmøde i denne weekend. Men også fra de øvrige, borgerlige partier savner vi visioner. Måske var det ikke blot en påstand, men den fulde sandhed , da Venstre i valgkampen forklarede, partiet ville ganske det samme som Socialdemokratiet – blot uden skattestigninger. Ja, det kan såmænd vise sig at være fortællingen om hele det borgerlige Danmark. Det er - undskyld udtrykket – fesent. Det borgerlige projekt er for vigtigt til, at ansvaret for det (alene) kan betros Socialdemokratiet.

Annonce