Annonce
Udland

Chokerede forskere varsler stor fuglekrise i USA og Canada

Larry Downing/Reuters
Antallet af fugle i USA og Canada er faldet med knap tre milliarder siden 1970, lyder det fra forskere.

Den nordamerikanske himmel bliver mere og mere tom.

Antallet af fugle i USA og Canada er siden 1970 således faldet med hele 29 procent - svarende til omkring 2,9 milliarder fugle.

Det konkluderer en undersøgelse i vidensmagasinet Science.

Ifølge den amerikanske avis The New York Times har undersøgelsen chokeret både forskere og organisationer.

I undersøgelsen lyder det, at årsagerne er menneskeskabte. Blandt andet udpeges kemikalier, der bruges i landbruget, som en synder. Kemikalierne dræber insekter, der udgør en vigtig del af fuglenes føde.

- Fugle er i krise, siger Peter Marra.

Han er direktør i miljøafdelingen på Georgetown University. Han er desuden medforfatter til studiet, der er bragt i Science.

- Den konklusion, som vi tager med os hjem, er, at vores fund lægger sig i en allerede stor bunke af beviser, der viser et massivt fald i antallet af insekter, amfibier og andre dyregrupper.

- Det signalerer en udbredt miljømæssig krise, siger Peter Marra.

De fleste af de fugle, der er forsvundet, er ikke sjældne arter. Det er udbredte fugle som eksempelvis spurve, svaler, solsorte, drosler og finker.

Ifølge forskerne har en række andre studier allerede vist de bekymrende tendenser om fuglebestanden.

- Fugle er en vigtig del af mange økosystemer. De fungerer både som rovdyr og som bytte i fødenet. De spreder korn, og de hjælper økosystemer ved eksempelvis at spise insekter, siger studiets hovedforfatter, Ken Rosenberg.

- Når vi mister et stort antal fugle, så forstyrrer vi hele systemet, som vi alle er afhængige af, lyder det fra den erfarne forsker.

Enkelte fuglearter risikerer helt at uddø, advarer forskerne.

De peger på, at blandt andet vandreduen på kort tid uddøde i begyndelsen af 1900-tallet, selv om den var meget udbredt.

/ritzau/Reuters

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Nye tegn på jødehad er skændige

I disse dage er det 81 år siden den uhæmmede ondskab blev sluppet løs, da nazisterne og deres medløbere angreb jødiske synagoger, forretninger og hjem. Cirka 600 værgeløse mennesker blev myrdet i perioden mellem den 7. og den 13. november, mens omkring 30.000 blev sendt i koncentrationslejre som optakt til en forfølgelse, der senere blev uendelig meget værre med seks millioner myrdede jøder i den tysk kontrollerede del af Europa. Men en af de sørgeligste og mest tåbelige fordomme, nemlig antisemitismen, lever stadig – også her i Danmark. Således kan Randers Amtsavis berette, hvordan flere end 80 gravsteder på byens jødiske begravelsesplads natten til søndag blev skændet med maling og klistermærker i form af gule davidsstjerner med påskriften ”Jude”. Denne stjerne blev forfølgelsens symbol for ofrene, der var tvunget til at bære tegnet på deres religiøse tilhørsforhold fra 1941 og indtil deres død eller for de få heldiges vedkommende frem til krigens afslutning. Samme afskyelige klistermærke er også blevet placeret på postkassen foran en jødisk families bopæl i Silkeborg. Blandt antisemitismens mange fædre er uvidenhed, fordomme og banal trang til at gøre andre mennesker ondt. For rationelt tænkende mennesker er fænomenet derfor uforståeligt. I Danmark har der levet jøder i hvert fald siden 1600-tallet og måske endnu længere tilbage. Siden 1814 har jøderne haft nøjagtig de samme rettigheder som alle deres øvrige danske landsmænd og er en fuldt integreret del af vores fælles fædreland. Naturligvis har jødiske danskere ydet enorme bidrag til dansk kultur, videnskab og økonomi. Men reelt er der ingen grund til specielt at fremhæve den dansk-jødiske histories stjerner. Vores indbyggere med jødisk baggrund bidrager uanset deres position til vores samfund ganske som alle andre danskere. Og uanset religiøs baggrund har alle danskere ret til et liv i frihed og tryghed. Disse fornyede tegn på jødehad er ganske enkelt skændige.

Annonce