Annonce
Sydjylland

Cirkus Trapez er politianmeldt for vanrøgt af heste

Flere fotos af Cirkus Trapezs dyr er blevet delt på Facebook, som led i en stor kritik af deres dyrehold. Dette foto er et af dem. JydskeVestkysten har været i kontakt med fotografen, der fortæller, at billedet er taget, da cirkusset var i Grindsted den 26. april. Privatfoto

Cirkus Trapez, som sidste år endte i stiv modvind i forbindelse med en sag om to tynde heste, er nu blevet politianmeldt for vanrøgt af to andre heste af en dyrlæge og en cirkusgæst.

Annonce

Familiecirkusset Cirkus Trapez er blevet politianmeldt for vanrøgt af to heste. Det sker umiddelbart efter den 26. og 27 april, hvor cirkusset var i Grindsted og Varde, og flere besøgende udtrykte bekymring over to hestes stand. Efterfølgende er debatten blusset op på Facebook, og Dyrenes Beskyttelse, Hestens Værn og Fødevarestyrelsen har modtaget talrige bekymrede henvendelser. Syd- og Sønderjyllands Politi oplyser nu, at det har modtaget to anmeldelser.

Den ene af politianmeldelserne kommer fra en dyrlæge, som i starten af maj har tilset de to heste. Han ønsker ikke at stå frem med navn, men fortæller til JydskeVestkysten, at det er første gang i 10 år, at han som dyrlæge har anmeldt en sag til politiet, og han valgte anmelde sagen for at myndighederne skal komme til bunds i sagen.

- Hestene var noget magre. Specielt den ene af dem. Det var grelt. Ellers havde jeg ikke meldt det til politiet, siger han.

Sagen kort

Fødevarestyrelsen modtog den 26. april den første ud af seks henvendelser om tynde heste i Cirkus Trapez. Dagen efter var politiet tilstede i cirkusset, og den 28. april var Fødevarestyrelsen tilstede med en embedsdyrlæge.Politiet har modtaget to anmeldelser på de tynde heste: En fra en bekymret cirkusgæst og en anden fra en dyrlæge, som har set dyrene.

Sagen om de efter sigende vanrøgtede heste er blevet overdraget fra politiet til Fødevarestyrelsen, som er myndighed på området, og bliver i øjeblikket behandlet.

Isabella Enoch er ejer af Cirkus Trapez og afviser kritkken af cirkussets dyrehold. Hendes mand, Bernhard Kaselowsky, er ejer af cirkusdyrene. Arkivfoto
Annonce

Anden sag på et år

Isabella Enoch, ejer af cirkusset, afviser, at der er hold i anklagerne. Ifølge hende er der i år tale om to heste, der har svært ved at tage på. Den ene, der ikke optræder, efter sigende på grund af alderdom, og den anden, som er nyindkøbt, på grund af dårlige tænder, som den også er blevet opereret for.

- Det er ikke, fordi de ikke får nok at spise. Vi lever jo af dyrene, og det ville latterligt ikke at fodre dem. Vi gør alt for vores dyr. De hører med til familien, og vi sulter dem ikke, siger hun og fortæller, at begge heste er blevet tilset af en dyrlæge, der afviser, at der skulle være tale om vanrøgt.

Hvordan har du det med, at der er en anden dyrlæge, der har politianmeldt jer?

- Det viser jo, at han ikke ved nok om det, han anmelder. Har han spurgt os? Har han set den i munden? Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Han burde spørge os, hvorfor den er så tynd, og ikke bare politianmelde det.

Hvorfor tror du, I har fået så massiv kritik af flere omgange?

- Det er fordi, der er mange mennesker, der er i mod, at der er dyr i cirkus, og nu vil de have os ned med nakken. Længere er den ikke, siger hun.

Hvis det er generelt, hvorfor er I så det eneste cirkus, som for eksempel Hestens Værn har modtaget henvendelser om?

- Enten er det en tilfældighed eller nogle, der er direkte ude efter os.

Efter politiets besøg har cirkusset valgt at flytte de to heste til vinterlogi for at dulme debatten, som også har medført flere trusler rettet imod cirkusset.

Sagen bliver i øjeblikket behandlet af Fødevarestyrrelsen. Syd- og Sønderjyllands Politi bekræfter, at have modtaget to henvendelser, hvoraf én er fra en dyrlæge, men hverken Fødevarestyrelsen eller politiet kan oplyse yderligere.

En privatperson fortæller til avisen, at vedkommende har taget ovenstående billede, da Cirkus Trapez var i Grindsted den 26. april. Det har dannet grobund for stor kritik af cirkusset på de sociale medier og er i skrivende stund blevet delt mere end 5000 gange. Privatfoto
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Ny aftale om genåbningen på plads: Forsamlingsforbud opretholdes, og baråbningstider udvides i fase 4  

Esbjerg

Skole, gymnasium og fodboldklub sender hundredevis af unge i selvkarantæne: Mundbind kan være på vej til skolerne

Annonce