Annonce
Esbjerg

Citychef afviser deltagelse i konkurrence om årets handelsby: Vi skal ikke betale for en titel

Brigitta Christensen, chef for Esbjerg City, vil ikke afvise deltagelse i konkurrencen om at bliver årets danske handelsby på et senere tidspunkt, men det bliver ikke i år. Arkivfoto: Annett Bruhn
Esbjerg er ikke med, når Danmarks bedste handelsby skal kåres. Forklaringen er ifølge citychefen, at man principielt er imod at betale for deltagelsen. Hun siger dog også, at Esbjerg muligvis er med næste gang årets handelsby skal kåres.
Annonce

Esbjerg: I modsætning til Esbjerg vokser indbyggertallet i Vejle, og det har ikke mindst detailhandlen i den østjyske by gavn af. Således er Vejle et par gange de seneste år blevet kåret som Danmarks Bedste Handelsby, hvilket selvsagt bidrager med væsentlig markedsføring af byen.

I år kårer Institut for Center-Planlægning (ICP) igen året handelsby, og Vejle er ”forsvarende mester”. Derimod er Esbjerg ikke at finde blandt de i alt 25 handelsbyer i konkurrencen, og det beror på en principiel holdning, oplyser citychef i Esbjerg, Brigitta Christensen.

Det koster nemlig omkring 11.000 kroner at deltage i konkurrencen, som foruden muligheden for at snuppe en af de i alt seks priser, herunder hovedprisen – Danmarks Bedste Handelsby – også medfører udarbejdelse af en analyserapport, der giver et fingerpeg om, hvordan byen klarer sig i forhold til landets øvrige byer på en lang række parametre som eksempelvis kundeservice og parkeringsforhold.

- Vi er ikke med i konkurrencen, fordi man betaler sig til at være med, og det er imod vores principper. Vi synes lidt, det er forkert, at man skal betale for at være med, siger Brigitta Christensen, der også mener, at det er vanskeligt at lave en decideret sammenligning af de forskellige byer, eftersom også en del mindre handelsbyer deltager i konkurrencen.

Annonce

Måske næste gang

Også i Kolding har man tidligere givet udtryk for den samme holdning, men også den i mange år verserende renovering af gågaden, som nu synger på sidste vers, har spillet ind i Esbjergs overvejelser.


I mange år har kommunen jo været i gang med renovering af gågaden, og så har det måske ikke lige været det rigtige tidspunkt at bruge penge på deltagelse i konkurrencen.

Brigitta Christensen, Esbjerg City


- I mange år har kommunen jo været i gang med renovering af gågaden, og så har det måske ikke lige været det rigtige tidspunkt at bruge penge på deltagelse i konkurrencen, fortæller Brigitta Christensen, der dog ikke vil udelukke, at Esbjerg kan være med i konkurrencen på et senere tidspunkt. Sidst Esbjerg deltog var tilbage i 2012.

- Det er med i vores overvejelser, siger hun og peger samtidig på, at hun også gerne ser Esbjerg Kommune, som formentlig selv lander en omfattende detailhandelsanalyse næste år, være med på ideen.

I den forbindelse kan det nævnes, at Vejles Venstre-borgmester Jens Ejner Christensen er aktiv fortaler for Vejles deltagelse.

Årets handelsby

Det er Institut for Center-Planlægning A/S (ICP) i Rødovre, der kårer årets handelsbyer. Udvælgelsen af vinderen sker på baggrund af 100 interviews med stamkunder i hver by samt en bedømmelse af de enkelte handelsbyer ud fra en række spørgsmål om byen.

Det er i sidste ende en fagjury, der står for den endelige bedømmelse.

Disse byer er tidligere kåret som Danmarks Bedste Handelsby: Vejle (2018), Køge (2016), Vejle (2014), Roskilde (2012), Køge (2010), Aalborg (2008) og Holstebro (2006).

De deltagende byer i konkurrencen Danmarks Bedste Handelsby er indtil videre Fredericia, Asnæs, Herning, Holstebro, Køge, Middelfart, Nykøbing Sjælland, Næstved, Præstø, Ringe, Roskilde, Slagelse, Stege, Svendborg, Sønderborg, Tønder, Vejen, Vejle, Viborg, Vordingborg, Aabenraa og Aalborg.

Foruden hovedprisen er kategorierne: Danmarks hyggeligste handelsby, Danmarks flotteste handelsby, Danmarks bedst markedsførte handelsby, Danmarks mest servicemindede handelsby og Danmarks mest innovative handelsby.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Søren Brostrøm øjner smittens skyer over efteråret - og en fremtid med mere hygiejne

Regionalt

Politiet i Syd- og Sønderjylland råber vagt i gevær: Boom i sager om digitale sexkrænkelser

Trekantområdet

Covid-19: Smittetal stiger mere i Fredericia end i nabokommuner

Annonce