Annonce
Tønder

Claus Hansen: Helt i orden at vi får sådan en på kasketten

Claus Hansen mener, at Liberal Alliance fik som fortjent ved folketingsvalget. Arkivfoto: Hans Chr. Gabelgaard
Liberal Alliances Claus Hansen fik 32 personlige stemmer i Tønder-kredsen. Han er ikke overrasket over partiets dårlige valg.

Tønder: 32.

Så mange - eller så få - valgte at sætte krydset ved Liberal Alliances Claus Hansen i Tønder-kredsen. Politikeren selv er afklaret.

- Det er jeg ikke overrasket over. Det er fordi, det følger landsresultatet, og vi har simpelthen bare været for dårlige. Vi har ikke været gode nok, lyder det fra Claus Hansen, der sidder i kommunalbestyrelsen i Tønder.

Han vurderer, at folk har fravalgt ham, fordi de ikke ønskede at sende en stemme i retning af den nu forhenværende partileder Anders Samuelsen.

Partiet blev på landsplan decimeret, og det kom ikke bag på Claus Hansen.

- For mig at se var det et forventet resultat, og jeg synes sådan set, det er i helt orden, at vi får sådan en på kasketten, når vi simpelthen ikke er bedre til: Et - at forklare det vi gerne vil. To - rent faktisk at være troværdige og tillidsskabende, lyder det fra den lokale politiker.

Annonce

Når selv min mor ikke vil stemme på mig, så er det lidt op ad bakke.

Claus Hansen

"Stor fejl"

Anders Samuelsen trak sig torsdag som partileder, og Claus Hansen mener ikke, det kunne være anderledes efter valgresultatet.

Han mener, man var utroværdige, da man stillede ultimative krav for derefter at gå i regering og slække på kravene.

- For mig at se, der var det en stor fejl, at vi gik i regering, siger han.

Claus Hansen er ikke afvisende over for at stille op for partiet igen ved et folketingsvalg, men:

- Det forudsætter dog, at vi får en ny ledelse i partiet, og at vi bliver i stand til at forklare borgerne det, vi står for.

Han havde ikke på forhånd gjort op med sig selv, hvor mange personlige stemmer han forventede lokalt - nu blev det altså til de 32.

- Når selv min mor ikke vil stemme på mig, så er det lidt op ad bakke, lyder det fra Claus Hansen.

- Hun sagde: Jeg vil hellere have, at du er i Tønder Kommune, end at du er på Christiansborg.

Ved kommunalvalget i 2017 fik Claus Hansen 209 personlige stemmer i Tønder Kommune.

Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Kommentar: Et ja er et ja og binder alle partier i et forlig

Seks partier står bag. Seks partier fra Dansk Folkeparti til SF gik sammen og fik forhandlet et budget hjem – fint og uden de store problemer i øvrigt. For modsat naboerne i Haderslev og større kommuner som Kolding og Esbjerg er der styr på økonomien i Aabenraa. Ikke store og uhyggelige besparelser på børn, unge og ældre her. Tværtimod blev der råd til blandt andet at give skolerne lidt ekstra. Det var dog også helt nødvendigt. Penge til de ældre var der ikke, og det har fået kommunens seniorråd til i et høringssvar til budgettet at komme med dette krav til politikerne: Send flere penge, tak. ET NATURLIGT KRAV, for det er jo nærmest det, rådet er dannet for. At skabe så gode betingelser for kommunens ældre som muligt. Herunder at forlange flere penge i forbindelse med budgetforhandlinger. Kravene bliver ikke efterkommet, selv om byrådets populist par excellence, viceborgmester Ejler Schütt, selvfølgelig ikke kunne dy sig. Jamen, det må vi da se på, lød det sammenfattende fra DF’eren til jv.dk og JydskeVestkysten i begyndelsen af ugen, da vi skrev om Seniorrådets ønsker, og han understregede sin pointe ved at foreslå et møde i forligsgruppen inden for et par uger. Hvorfor sige nej til politisk sympati fra nogle vælgere, når muligheden nu bød sig? Nej vel, dertil er Ejler Schütts politiske næse alt for veludviklet. TIL GENGÆLD VAR der ikke megen respekt eller sympati at hente hos borgmester Thomas Andresen (V). – Undskyld mig, men hvor skal pengene komme fra, lød det nærmest arrigt fra borgmesteren, der bestemt ikke ser nogen anledning til at indkalde forligspartierne igen. Socialdemokratiets nye gruppeformand og nyudnævnte borgmesterkandidat, Erik Uldall Hansen, lod sig ikke friste. Også han står bag det forlig, partiet har givet og taget i. Selvfølgelig gør han det. – Vi har valgt, at børnene og folkeskolerne skulle have, sagde Uldall Hansen som begrundelse. Godt for det. Et ja er et ja, og et forlig er et forlig. Det ville tendere det useriøse at genåbne budgettet, blot et par uger efter det blev underskrevet, fordi man lige kom i tanke om, at der var nogle vælgergrupper, der ikke havde fået. Som om de var glemt. SÅDAN KAN DET POLITISKE arbejde ikke foregå. Nok er den økonomiske situation i Aabenraa fin, nok er der råd til lidt ekstra i 2020, men Aabenraa var for omkring et årti tilbage igennem store og voldsomme besparelser, og en gentagelse af dengang ønsker ingen i byrådet. Slet ikke ved at ødsle i gode tider. Derfor får Seniorrådet et klart nej til sine ønsker om flere penge. Og Schütt må naturligvis stå bag det forlig, han på sit partis vegne har indgået med Venstre, Socialdemokratiet, Slesvigsk Parti, De Konservative og SF. Eller vælge at træde helt ud. Borgmesteren behøver ikke DF’s stemmer i byrådssalen. Men så langt går Ejler Schütt selvfølgelig ikke, og det var heller ikke tanken bag hans udmeldinger. Han fiskede såmænd bare efter lidt sympati. GOD WEEKEND

Annonce