x
Annonce
Sydjylland

Claus rejste fra dødelig virus: Kan koste millioner

På BarkerBilles fabrik i Ningbo bliver de ansatte hver morgen undersøgt. De skal være ved godt helbred. Ellers bliver de sendt hjem i karantæne. Privatfoto/Claus Rasmussen
Claus Rasmussen rejste hjem til Danmark med det sidste SAS-fly fra Kina. I øjeblikket er han i Holsted, mens hans fabrik i Kina er udfordret af corona-virus.

Erhverv: - Vi skulle gennemgå lægetjek. Vi fik målt vores temperaturer. Vi skulle redegøre for, hvor vi havde været op til rejsen. Og alle i flyet skulle have masker på, fortæller Claus Rasmussen:

Til daglig arbejder han som direktør for den sønderjyske virksomhed BarkerBilles fabrik i Kina. På fabrikken producerer BarkerBille industriventilatorer.

Claus Rasmussen var med det sidste fly fra Kina til Danmark, inden flyvning fra Kina til Danmark blev midlertidigt standset for at undgå spredning af corona-virus.

- Vi anede ikke, at det ville være det sidste fly fra Kina til Danmark, da vi satte os ind, fortæller han.

Efter at have forladt fabrikken i Kina befinder han sig sammen med familien i Holsted. Her passer han midlertidigt sit arbejde fra BarkerBilles hovedkontor.

Annonce
Claus Rasmussen var med det sidste SAS-fly fra Kina til Danmark. Han vurderer, at det er sikkert for ham at rejse tilbage til Kina. Foto: Claus Rasmussen

Udfordringer i Kina

BarkerBilles fabrik befinder sig i storbyen Ningbo. Fabrikken er over 900 kilometer fra Wuhan i Hubei-provinsen, hvor corona-virus første gang blev opdaget, men alligevel er virksomheden påvirket.

Siden opdagelsen af corona-virus er flere dele af Kina nemlig erklæret som "risikozoner," og det betyder, at det er svært for virksomheder at fragte gods på tværs af landet.

- Vores lastbilchauffører skal bevise, hvor de har været de sidste tre uger. Hvis de har været en i risikozone, bliver de sendt hjem og skal være i karantæne i to uger, indtil de kan bevise, at de er raske, fortæller Claus Rasmussen.

Han fortæller, at alle fabrikkens ansatte er blevet overrakt såkaldte "arbejdspas." De skal redegøre for deres færden. Og politiet kontrollerer dem dagligt. Man må forlade sit hjem en gang om dagen.

- Normalt rejser mange kinesere på tværs af hele landet under det kinesiske nytår, fortæller direktøren:

- Heldigvis for os var informationerne om sygdommen kommet hertil i god tid. Så vores ansatte blev i området. Det betyder, at alle er kommet direkte tilbage på arbejde efter nytårsferien, fortæller Claus Rasmussen.

Manglende import

BarkerBille er bare en af de små eller mellemstore syd- og sønderjyske virksomheder, der ifølge Erhvervshuset Sydjylland har mødt udfordringer på grund af corona-virus.

Claus Rasmussen beretter, at virksomheden og fabrikken på trods af udfordringer stadig er i funktion. Nogle af deres sendinger og produkter er forsinket på grund af eksportproblemer. Men i øjeblikket er BarkerBilles største trussel den manglende import.

- Uden nye komponenter kan vi holde fabrikken kørende i omkring to uger mere. Men hvis vores lastbilchauffører bliver ved med at blive stoppet, så kan vi ikke modtage komponenter til vores produktion, fortæller Claus Rasmussen:

- Hvis det ikke ændrer sig, begynder vi snart at miste rigtig mange millioner, fortæller Claus Rasmussen, der dog stadig er optimistisk omkring, at virksomheden nok skal komme tilbage i sit vanlige tempo meget snart.

Sprit og termometre

Claus Rasmussen og fabrikkens andre ansatte kunne glæde sig over, at ingen af dem blev tvunget i karantæne efter nytårsferien. Selvom de alle var sikkerhedsgodkendte, måtte Claus Rasmussen dog sande, at han og personalet ikke vendte hjem til en almindelig hverdag.

Fabrikken skulle sikkerhedsgodkendes af regeringen, og alle sikkerhedsprocedurene er stadig aktive.

- Vores ansatte bliver målt med termometer i starten af alle arbejdsdage. Alle arbejdsstationer skal sprittes af, hver eneste dag. Og alle skal udstyres med ansigtsmasker, fortæller Claus Rasmussen:

Den kinesiske regering har udstedt sikkerhedsreglementerne, og hvis virksomheder ikke lever op til dem, kan de ikke fortsætte deres produktion.

Venter i Danmark

Claus Rasmussen, er i øjeblikket stadig i Danmark. Han mener, at det er sikkert for ham at vende tilbage til sit arbejde i Kina, men han regner ikke med at sætte sig i et fly før om en uge eller to.

- Det er mest på grund af tilstanden i Ningbo. Skolerne er lukket. Gaderne er tomme, og butikkernes hylder har ingen varer. Lige nu bliver jeg og familien her i Danmark, fortæller han.

Han frygter ikke for, at fabrikkens ansatte er i nogen form for smittefare.

- Hvad vi ved, er, at smitten efterhånden er under kontrol. Den spredes ikke på tværs af landet på samme måde som før, så den burde heller ikke komme til vores fabrik eller ansatte, fortæller Claus Rasmussen:

- Det ser ud til, at det hele bliver bedre fra nu af.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Sydjylland

Farvel til Tønder Festival, Vorbasse Marked, genforeningsfest, ringridning og alle de andre

Tønder

Tønder Festival 2020 er aflyst

Danmark

Live efter statsministerens pressemøde: Få overblikket over planerne her

Annonce