Annonce
Udland

Cohen hævder at have manipuleret meningsmålinger for Trump

Michael Cohen skal have betalt et it-firma for at manipulere med to meningsmålinger for Trump i 2014 og 2015. Og så skal han have betalt firmaet for at oprette en Twitter-konto, der priser hans eget udseende.

Trumps tidligere advokat siger, at han i 2014 og 2015 betalte et firma for at manipulere med meningsmålinger.

Den amerikanske præsident Donald Trumps tidligere advokat Michael Cohen hævder, at han har betalt et firma for at manipulere med meningsmålinger i 2014 og 2015 på opfordring fra Trump.

Det skriver Michael Cohen på Twitter.

Han skal have betalt it-firmaet RedFinch for at manipulere med to online meningsmålinger om Trump, skriver The Wall Street Journal torsdag.

I 2014 skulle firmaet forsøge at give Trump en god placering i en meningsmåling om erhvervsledere.

Og i 2015 skulle Trump sikres en god placering i en meningsmåling om potentielle præsidentkandidater.

Beskyldningerne har fået Michael Cohen til tasterne, og han retter skytset mod Trump.

- Med hensyn til artiklen i The Wall Street Journal om manipulation af meningsmålinger, så gjorde jeg det på anvisning fra og udelukkende til fordel for Donald Trump, skriver han på Twitter.

- Jeg fortryder inderligt min blinde loyalitet til en mand, som ikke fortjener det, fortsætter han.

Trumps advokat, Rudy Giuliani, afviser overfor AP, at Trump skulle have haft noget kendskab til Cohens forsøg på at manipulere med meningsmålinger.

Ifølge The Wall Street Journal var det dog ikke kun Trumps omdømme, som Cohen forsøgte at manipulere.

Cohen skal ligeledes have instrueret firmaet i at oprette en Twitter-konto, der skulle lovprise Cohens udseende og seksuelle udstråling.

Kontoen med navnet Women For Cohen (Kvinder for Cohen, red.) blev oprettet i 2016 og hævder at være drevet af "kvinder, som elsker og støtter Michael Cohen".

På kontoen bliver Cohen blandt andet beskrevet som en "pit bull" og et "sexsymbol", der er "klar til at gøre en forskel".

Ifølge John Gauger, der driver RedFinch, lovede Cohen ham 50.000 dollar for tjenesterne. Han hævder dog kun at have fået mellem 13.000 og 14.000 dollar.

Cohen får 7. februar mulighed for at forklare sig over for USA's Kongres, hvor han er blevet inviteret til at indgive offentlig vidneforklaring i Repræsentanternes Hus.

Cohen har tidligere accepteret invitationen. Men natten til fredag dansk tid oplyser hans advokat, Lanny Davis, at Cohen genovervejer situationen.

Det skyldes frygt for hans families sikkerhed, oplyser Davis ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Cohen blev i december idømt tre års fængsel ved en domstol i New York. Han blev kendt skyldig i skatteunddragelse for 1,4 millioner dollar og for at have vildledt Kongressen om sine kontakter til russere angående et byggeprojekt for Trump i Moskva.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Kommentar: Et ja er et ja og binder alle partier i et forlig

Seks partier står bag. Seks partier fra Dansk Folkeparti til SF gik sammen og fik forhandlet et budget hjem – fint og uden de store problemer i øvrigt. For modsat naboerne i Haderslev og større kommuner som Kolding og Esbjerg er der styr på økonomien i Aabenraa. Ikke store og uhyggelige besparelser på børn, unge og ældre her. Tværtimod blev der råd til blandt andet at give skolerne lidt ekstra. Det var dog også helt nødvendigt. Penge til de ældre var der ikke, og det har fået kommunens seniorråd til i et høringssvar til budgettet at komme med dette krav til politikerne: Send flere penge, tak. ET NATURLIGT KRAV, for det er jo nærmest det, rådet er dannet for. At skabe så gode betingelser for kommunens ældre som muligt. Herunder at forlange flere penge i forbindelse med budgetforhandlinger. Kravene bliver ikke efterkommet, selv om byrådets populist par excellence, viceborgmester Ejler Schütt, selvfølgelig ikke kunne dy sig. Jamen, det må vi da se på, lød det sammenfattende fra DF’eren til jv.dk og JydskeVestkysten i begyndelsen af ugen, da vi skrev om Seniorrådets ønsker, og han understregede sin pointe ved at foreslå et møde i forligsgruppen inden for et par uger. Hvorfor sige nej til politisk sympati fra nogle vælgere, når muligheden nu bød sig? Nej vel, dertil er Ejler Schütts politiske næse alt for veludviklet. TIL GENGÆLD VAR der ikke megen respekt eller sympati at hente hos borgmester Thomas Andresen (V). – Undskyld mig, men hvor skal pengene komme fra, lød det nærmest arrigt fra borgmesteren, der bestemt ikke ser nogen anledning til at indkalde forligspartierne igen. Socialdemokratiets nye gruppeformand og nyudnævnte borgmesterkandidat, Erik Uldall Hansen, lod sig ikke friste. Også han står bag det forlig, partiet har givet og taget i. Selvfølgelig gør han det. – Vi har valgt, at børnene og folkeskolerne skulle have, sagde Uldall Hansen som begrundelse. Godt for det. Et ja er et ja, og et forlig er et forlig. Det ville tendere det useriøse at genåbne budgettet, blot et par uger efter det blev underskrevet, fordi man lige kom i tanke om, at der var nogle vælgergrupper, der ikke havde fået. Som om de var glemt. SÅDAN KAN DET POLITISKE arbejde ikke foregå. Nok er den økonomiske situation i Aabenraa fin, nok er der råd til lidt ekstra i 2020, men Aabenraa var for omkring et årti tilbage igennem store og voldsomme besparelser, og en gentagelse af dengang ønsker ingen i byrådet. Slet ikke ved at ødsle i gode tider. Derfor får Seniorrådet et klart nej til sine ønsker om flere penge. Og Schütt må naturligvis stå bag det forlig, han på sit partis vegne har indgået med Venstre, Socialdemokratiet, Slesvigsk Parti, De Konservative og SF. Eller vælge at træde helt ud. Borgmesteren behøver ikke DF’s stemmer i byrådssalen. Men så langt går Ejler Schütt selvfølgelig ikke, og det var heller ikke tanken bag hans udmeldinger. Han fiskede såmænd bare efter lidt sympati. GOD WEEKEND

Annonce