Annonce
Danmark

Comeback til Marianne Eihilt: Afløser 'Vild Med Dans'-legende ved dommerbordet

Fra danser til dommer: Marianne Eihilt får ny rolle i 'Vild med dans'. Pressefoto
Århusianske Marianne Eihilt ser sig selv som dansernes guide og hjælpende hånd i 2019-udgaven af 'Vild med dans'.

AARHUS: Marianne Eihilt afløser Britt Bendixen som dommer i 2019-udgaven af 'Vild med dans'.

Dermed gør den århusianske danser comeback i 'Vild med dans', hvor hun i seks sæsoner tidligere har optrådt som danser. Første gang i foråret 2005 i den allerførste udgave af underholdningsprogrammet.

- Det bliver jo en helt anden rolle, men jeg glæder mig meget til det, fortæller den tidligere dobbelte 'Vild med dans'-vinder til Århus Stiftstidende.

Selvom det er en garvet danser og dommer, der skal dømme deltagerne i 'Vild med dans', behøver de ikke frygte hendes dom.

- Jeg bliver ikke nogen hård dommer. Jeg bliver nok mere dansernes guide og deres hjælpende hånd. Jeg ved, hvor svært det er at stille op til 'Vild med dans', og jeg kan blive helt nervøs på deres vegne, så jeg kommer til at være på deltagernes side, forklarer Marianne Eihilt.

Annonce

Marianne Eihilt

  • 44 år og mor til to.
  • Danseinstruktør og ejer af Let's Dance.
  • Marianne Eihilt blev landskendt i forbindelse med sin medvirken i 'Vild med dans' på TV2, hvor hun igennem seks sæsoner var en af de mest populære deltagere. Hun har vundet dansekonkurrencen to gange - og det er også blevet til en andenplads to gange.
  • I 2006 etablerede hun danseskolen Let's Dance med sin mangeårige dansepartner Brian Eriksen. Allerede efter et år voksede danseskolen ud af lokalerne i Østergade i Aarhus og flyttede ind i store og nyrenoverede lokaler på Lystrupvej i Risskov. I august er Viby-afdelingen flyttet i nye lokaler på Damagervej.
  • Marianne Eihilt begyndte sin dansekarriere med Brian Eriksen som 16-årig, først som ynglingedanser og senere som voksenpar, hvor de i de efterfølgende 17 år dansede op mod 30 turneringer om året i det meste af verden.
  • Undervejs opnåede parret at vinde ti danske mesterskaber. I 2004 valgte Marianne Eihilt og Brian Eriksen at blive professionelle, indtil de i 2006 valgte at stoppe for den del af karrieren.
  • Marianne Eihilt står blandt andet bag konceptet Hit Fit Dance, der har vundet stor udbredelse med kombinationen af musik, dans og høj forbrænding.

Let's Dance i nye lokaler

Hun var både beæret og begejstret, da hun tidligere på året fik tilbuddet om at blive dommer i 'Vild med dans', men måtte lige overveje grundigt, om det også var en god idé.

- Jeg måtte lige tænke det igennem og overveje, om jeg kunne finde tid til 'Vild med dans' mellem danseskolen og små børn.

Det kunne hun godt.

Det har ellers været en travl sommer for Marianne Eihilt, der har brugt tid på at få Viby-afdelingen af danseskolen Let's Dance op at stå i nye lokaler på Damagervej i Viby som erstatning for de lejede lokaler på Århus Privatskole.

- Jeg har haft travlt, men det har længe været en drøm at flytte i bedre lokaler. Nu har vi to sale og mulighed for at have dobbelt så mange hold, som tidligere, siger den kommende 'Vild med dans'-dommer, der udover de nye lokaler i Viby stadig har lokaler i Risskov.

To gange til tops

Marianne Eihilt var senest med som professionel danser, da hun i 2011 dansede med Tommy Kenter, og hun har ligeledes gæsteoptrådt i programmet i forbindelse med 'Vild med dans – Knæk Cancer'.

Hun har to sejre - i 2007 og 2008 med henholdsvis Robert Hansen og Joachim B. Olsen - i 'Vild med dans'.

Som dommer erstatter hun Britt Bendixen, der i juli gennemgik en dobbelt bypass-operation og derfor måtte melde afbud til 'Vild med dans' 2019. Hun havde ellers sagt ja til at deltage som dommer.

- Det er en stor operation, og det har været en voldsom omgang, men jeg får det bedre og bedre, for hver dag der går, så jeg forventer igen at kunne danse fandango om godt og vel to måneder, sagde hun for kort tid siden til tv2.dk.

I 2018 hed dommerne Anne Laxholm, Jens Werner, Nikolaj Hübbe og Britt Bendixen. I 2019 er Britt Bendixen skiftet ud med Marianne Eihilt. Arkivfoto: Liselotte Sabroe/Scanpix
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Covid 19: Lad os nu bare få ro på

I Italien er syv personer døde af covid 19 også kaldet coronavirus. Omkring 300 er smittet. Også i Storbritannien er der smittede og så at sige på vores dørtrin er der mistanke om et tilfælde i Hamborg. På Tenerife er danskere i isolation på et hotel, efter en italiensk gæst åbenbart har bragt smitten med sig.På den baggrund er det sandsynligt, at smitten kan nå os. Er det en alvorlig situation? Ja, bestemt. Men der er ikke tale om en katastrofe.Det indtryk kunne nemt opstå, hvis man kaster et blik på børserne. De danske aktier har haft de største kurstab i årevis. På de internationale børser er billedet det samme.Kursfaldene er ikke noget bevis på faren fra covid 19, men bekræfter blot, at Mogens Lykketoft havde ret, da han i sin tid og med noget grovere ord konstaterede, at finanssektoren var befolket af sensitive sjæle.Covid 19 er en ny sygdom. Derfor har vi ikke noget naturligt immunforsvar, ligesom det foreløbig kun er en påstand, at Kina skulle have udviklet en vaccine.Men med alle disse forbehold er coronavirus slet og ret influenza. Den sygdom er bestemt ikke til at spøge med. Således døde godt 1600 danske af influenza i sæsonen 2017/2018.For hver af disse afdøde og deres pårørende var der tale om en tragedie. Men influenzadødsfaldene har vi år efter år, uden det udløser panik endsige styrtdyk på børserne.En angstprovokerende kendsgerning er, at vi alle på et tidspunkt skal dø. Den gode nyhed er, at der kun er ringe sandsynlighed for, at coronavirus koster os livet.I sygdommens epicenter, Kina, er omkring 80.000 med sikkerhed smittet, og knap 3000 dødsfald er officielt registreret. Det svarer til en dødelighed med rigtig mange nuller på førstepladsen i procenten af døde i forhold til Kinas enorme befolkning på næsten 1,4 milliarder mennesker. Selv hvis mørketallet i antallet af døde er tre, fire eller endog ti gange højere, er regnestykket det samme.Det er således ikke den sorte død, der hærger. Lad os være vagtsomme, men ikke paniske.

Annonce