Annonce
Tønder

Computerspil skal være for alle

Counterstrike er i centrum for den nye foreningssatsning. Arkivfoto: Hans Chr. Gabelgaard
Mike Dyrby Petersen er valgt som formand i Tønder Sport og Fritidscenters nye satsning på e-sport. Første mål er, at man senere i år kan løfte sløret for et spritnyt eSports-center.

TØNDER: Kursen er sat. Tønder Sport og Fritidscenter sætter lige om lidt strøm til sporten, for centret får efter sommerferien et nyt eSportscenter, som skal skabe en ny ramme for lokale computerspillere i alle aldre - og på alle niveauer.

Mens e-sport som helhed har set en nærmest eksplosiv opblomstring i de seneste par år, anført af blandt andet danske Astralis, som markerer sig helt i toppen i spillet Counterstrike, så har organiseret computerspil også fået vind i sejlene på foreningsplan.

Det er baggrunden for, at Tønder Sport og Fritidscenter nu har kastet sig helhjertet ind i projektet. Det har et samlet budget på 280.000 kroner, og bestyrelsen for den spritnye forening Tønder ESport er netop kommet på plads. Formand bliver Mike Dyrby Petersen, som har sat sig for, at Tønders nye mekka for e-sportsudøvere i alle aldre, skal være et tilbud for alle:

- Vi skal både være et tilbud for dem, der spiller for sjov, og dem, der er meget målrettede med deres spil - og det mener jeg bestemt vi får setuppet til. Bestyrelsen blev konstitueret i går (torsdag, red.), så vi er ikke helt konkrete på det hele endnu. Men det er i hvert fald vores vision, at e-sport i Tønder Sport og Fritidscenter er for aktive gamere, og at netop aktivitetsdelen og samspillet med centrets øvrige aktiviteter er i centrum, forklarer den nye formand og tilføjer:

- Samtidigt er det vigtigt at understrege, at vi mener, at e-sport er for alle. Det er for begge køn og for spillere i alle aldre. Der har været en tendens til nogle steder, at pigerne har haft deres egne rum til LAN-parties og så videre, men her vil vi gerne åbne op og invitere alle ind.

Annonce
Mike Dyrby Petersen er valgt ind som formand for foreningen. Han står til daglig for Tønder Distriktsskoles IT, og er selv en dreven gamer. Foto: Foreningen eSport Tønder

Forbinder computerspil og sport

Kevin Martin Petersen, der står bag den lokale virksomhed ESports udvikling, kommer blandt andet til at stå som foreningens instruktør. Som tidligere Counterstrikespiller på højt niveau, ser han frem mod det nye samarbejde, og håber, at det kan blive starten på noget stort for sporten:

- Det er fantastisk at vi kan lave et godt samlingssted, hvor vi kan kombinere e-sport med de rette rammer og en aktiv livsstil. Vi håber, at det her kan munde ud i en seriøs satsning.

Samtidigt vurderer Kevin Martin Petersen, at talentmassen er der - og at det kommende center bliver et afgørende samlingspunkt:

- Med det nye center får vi et grundlag, hvor vi håber at kunne skabe en god udvikling. Jeg ved, at talenterne sidder derude, men vi skal have dem ud af værelserne og herind, slår han fast.

Kommunens største computertræf

For den nyudnævnte formand er der også en anden, stor ambition på tegnebrættet. Der er flere aktører som arrangerer LAN - eller på godt dansk computertræf - i Tønder Kommune, men Mike Dyrby Petersen håber at den nye forening kan være med til at samle kræfterne om det, der efter planen skal blive Tønder Kommunes største af slagsen:

- Vi vil meget gerne skabe et Tønder LAN, så én af mine arbejdsopgaver er at få skabt grobund for det. Derfor vil jeg også gerne række hånden ud og opfordre til et samarbejde med de andre, der allerede laver gode arrangementer her i området, lyder opfordringen fra Mike Dyrby Petersen.

Kevin Martin Petersen, her forrest, er den ene af to instruktører på det nye center. Han håber, at den nye satsning kan blive startskuddet til noget stort for den lokale e-sport. Arkivfoto: Hans Chr. Gabelgaard
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Indvandreres efterkommere fornægter ytringsfrihed: Hvad bilder de sig ind?

Det skriger til himlen. Hundredtusinder på flugt har fået lov at opholde sig i Danmark, men langt fra alle siger tak ved at respektere vores demokrati. 48 procent af efterkommerne af ikke-vestlige indvandrere mener, at det skal være forbudt at kritisere religion. Det kan man læse i Udlændinge- og Integrationsministeriets årlige undersøgelse af ikke-vestlige indvandrere og efterkommeres medborgerskab. Det er rystende. De fleste af efterkommernes forældre har fået lov at være her, fordi de er flygtet fra diktaturer, hvor man kan risikere livet ved at ytre sig, tro på andet end islam, være homoseksuel eller i opposition til diktatoren. Lande, hvor individets frihed intet betyder. Vi giver deres børn alle muligheder. Og så fornægter halvdelen af efterkommerne helt grundlæggende rettigheder som at måtte kritisere alt, også religion. Hvad bilder de sig ind? Formanden for Rådet for Etniske Minoriteter, Halima El Abassi, siger, at efterkommere står uden for samfundet og ikke føler sig som en del af fællesskabet. Forfatter Tarek Hussein taler om "dagligdagens hetz" mod muslimer og siger, at den får dem til at hæve paraderne. Begge repræsenterer en offermentalitet, der ikke er til at holde ud. Den kan heller ikke begrundes i fakta. Dagen efter nyheden om efterkommernes mentale fravalg af Danmark kan Kristeligt Dagblad fortælle om en undersøgelse fra det amerikanske Pew Research Center. Man har interviewet 24.599 mennesker i 15 vestlige lande og kan konkludere, at danskerne er de tredjemest positive over for muslimer efter nordmænd og hollændere. Det er altså ikke danskerne, der ikke er tolerante. Tværtimod kan man nu med god ret spørge, hvor stor en andel af mennesker med foragt for demokratiske værdier vi vil acceptere i vores land. At stille spørgsmålet har intet med racisme at gøre, men alene med det allervigtigste: demokrati, ytringsfrihed og frihedsrettigheder. Værdier, vi skal insistere på som altafgørende i vores land. Også for vores gæster.

Annonce