Annonce
Kolding

Connie sender et rungende nødråb: Jeg dør, hvis jeg bliver smittet med corona

Connie Johansen frygter i den grad at blive smittet med corona-virus. Og genåbningen af samfundet får den frygt til at vokse. Foto: Søren Gylling
At skolerne nu åbner igen, får 65-årige Connie Johansens frygt for at blive smittet med corona-virus til at vokse. Hun er en af de særligt udsatte. Hun lider af svær KOL og får ilt døgnet rundt.
Annonce

Kolding: 65-årige Connie Johansen er nervøs for at blive smittet med coronavirus, hvor gang døren til hendes lejlighed går op. Og genåbningen af skolerne får hendes frygt til at vokse. Hun er nemlig en af de særligt udsatte borgere, for hun har KOL og en lungekapacitet på 22 procent.

- Det svarer til, hvis en rask tager en klemme på næsen og et sugerør i munden og trækker vejret igennem det, så jeg får ilt døgnet rundt.

Hun er bange, fordi hun er afhængig af at få hjælp i hjemmet mindst tre gange i døgnet.

- En af dem, der hjælper mig, har to børn, der nu skal gå i skole igen. Hun må ikke holde børnene hjemme og risikerer derfor, at børnene tager smitte med hjem fra skolen. En smitte, som hun så kan tage med på arbejde. Det er en ekstra smittekilde, og bliver jeg smittet, så dør jeg af corona, for jeg har næsten ingen lungekapacitet.

Connie Johansen appellerer til, at ansatte i hjemmehjælpen og hjemmesygeplejen løbende testes for coronasmitte.

- Jeg sender et højt, rungende nødråb til politikerne på Christiansborg. Test dog det personale, der skal omgås os særligt udsatte.

Medarbejdere på blandt andet ældreområdet kan ifølge Sundhedsstyrelsens nyeste retningslinjer af deres nærmeste overordnede henvises til at få taget en test, hvis de har milde symptomer på corona. Til gengæld anbefaler Sundhedsstyrelsen som udgangspunkt ikke af test af medarbejdere uden symptomer.

- Jeg sender et højt, rungende nødråb til politikerne på Christiansborg. Test dog det personale, der skal omgås os særligt udsatte.

Connie Johansen

Annonce

Sprit og masker

Siden statsministeren lukkede Danmark ned den 11. marts, har Connie Johansen holdt sig hjemme for at undgå at gå ud og blive smittet. Hun har også taget forholdsregler, der skal forhindre, at smitten bliver båret ind i hendes hjem.

- Jeg prøver at passe på mig selv og har sat en seddel på døren. På den står, at hjemmehjælperen skal vente med at spritte hænder, til han eller hun er kommet herind. Lige inden for døren står der sprit, og på den måde kan jeg se, at de spritter. Jeg har også købt en kasse med masker, som jeg beder dem tage på i situationer, hvor de ikke kan holde afstand. Det er for eksempel, når de giver mig støttestrømper på. Nogle er mugne over, at jeg er så hysterisk, men det er jeg ligeglad med. Bruger de ikke maske, skal jeg ikke have støttestrømper på.

Hvis hun selv tager en af maskerne på, er det svært for hende at få luft.

- Men jeg har klippet en trøje i stykker, som jeg godt kunne trække vejret igennem og syet et par elastikker i, så jeg har fået en hjemmelavet maske.

Venner og familie bliver slet ikke lukket ind.

- Jeg har fået et lille barnebarn, som jeg ikke kan få lov til at holde. En gang om ugen kommer min datter med barnevognen, så stopper hun uden for min terrasse og tager den lille op, så jeg lige kan se hende på tre meters afstand. De sender også billeder, og jeg skyper med min datter og resten af familien.

Annonce

Nabohjælp

Connie Johansen bor i et boligkompleks med 44 lejligheder.

- En veninde, der bor skråt over for, køber ind for mig. Jeg skriver til hende, hvad jeg mangler, og så stiller hun det uden for min dør. Når jeg henter varerne og pakker dem ud, har jeg handsker på. Jeg bestræber mig på at gøre alt det rigtige.

Inden corona-smitten kom til landet var hun ude af lejligheden næsten hver dag.

- Jeg plejer at gå til træning to gange om ugen, men det er lukket. Det samme er fredagens bankospil. Jeg plejer også at være på tilskuerpladserne, når KIF spiller håndbold. Og så elsker jeg blomster og har handlet ved Billigblomst. Det er ikke sådan, at jeg farer og fiser rundt normalt, men jeg har en hjælper og en rollator, hvis jeg skal ud på korte ture og en kørestol til længere strækninger.

Hendes appel er som nævnt, at medarbejdere i hjemmehjælpen skal testes for coronavirus.

- Vi svage skal være de stærke, men jeg synes, at sundhedsmyndighederne lægger for meget over på vores skuldre. Nu skal samfundet åbnes mere op, og ferietiden med flere afløsere i hjemmeplejen står for døren, og det er endnu en grund til at teste de hjemmehjælpere, der kommer ud til udsatte borgere. Jeg ved godt, at tests ikke kan gøre hjælpen 100 procent sikker, men hvis man bare kunne gøre det 40, 50 eller måske 80 procent mere sikkert, så ville det gøre en stor forskel.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce