Annonce
Udland

Corbyn: Brexit-aftale må være op til befolkningen

Tolga Akmen/Ritzau Scanpix

BBC: Johnsons regering har formentligt det antal stemmer, der skal til for at få godkendt brexit-aftale.

Den britiske Labourleder, Jeremy Corbyn, siger, at han er imod premierminister Boris Johnsons "udsalgsaftale".

Han vil udnytte enhver chance til at sikre, at befolkningen kommer til at træffe den endelige afgørelse.

Udtalelsen fra oppositionslederen kommer forud for en parlamentssamling tirsdag.

- Labour er imod Johnson, som sælger helt ud med sin aftale, siger Corbyn .

Johnson vil forsøge at få vedtaget brexit-aftalen samt brexit-relateret lovgivning og få det gennem parlamentet på kun ti dage, så briterne kan forlade EU den 31. oktober.

Johnson står over for to afgørende afstemninger i det splittede parlament tirsdag.

BBC siger, at det har foretaget en rundspørge i parlamentet, som viser, at Johnsons regering "formentligt har det antal stemmer, der skal til for at få godkendt brexit-aftalen".

Men BBC skriver, at det ikke er sikkert, at regeringen har den fornødne opbakning til dens tidsplan for lovgivningen.

Premierministeren blev af sine modstandere i weekenden tvunget til ydmygt at spørge EU om endnu en udskydelse af brexit, hvilket han havde svoret, at han aldrig ville gøre.

Parlamentet ventes klokken 19.00 (klokken 20.00 dansk tid) at stemme om den 115 sider lange tilbagetrækningsaftale.

Derefter skal parlamentet stemme om regeringens ekstremt pressede tidsplan om den brexit-relaterede lovgivning.

- Jeg håber parlamentet i dag selv overtager kontrollen igen. Befolkningen ønsker ikke flere udsættelser. Det gør EU heller ikke. Lad brexit ske, siger Boris Johnson.

Et nederlag i blot en af afstemninger vil blokere for Johnsons plan om at træde ud af EU den 31. oktober - med eller uden en skilsmisseaftale.

En sejr ved afstemningerne vil være en indikator om støtte til Johnsons aftale, men modstanderne af aftalen vil kunne fremlægge flere ændringsforslag og dermed forhale brexit.

/ritzau/Reuters

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Kan vi i det mindste få ærlig kommunikation?

Det lover simpelt hen ikke godt for regeringens troværdighed. I ni ministerier har man skiftet kommunikationschef efter valget. I syv tilfælde er der blevet ansat en kommunikationschef, der træder ind ad døren med et cv præget af tætte personlige eller politiske relationer til den socialdemokratiske minister, der netop har sat sig til rette i ministerkontoret. Der er tale om tidligere personlige rådgivere, valgkoordinatorer og politisk frivillige i valgkampe. Det er dog et tilfælde, insisterer regeringen. Et helt ufatteligt tilfælde, fristes man til at tilføje. Alt er gået rigtigt til. De bedste er valgt, i hvert eneste tilfælde. Og ministrene har overhovedet ikke blandet sig. Hedder det sig. I Danmark er embedsmandskorpset ikke politisk udpegede. Der er godt nok en tendens til, at politikere omgiver sig med flere og flere rådgivere, men kommunikationschefer i ministerier er ikke rådgivere. De er embedsmænd, de arbejder for staten og dermed for borgerne. De får løn af statskassen. De er ikke socialdemokrater eller noget andet - de er upolitiske. Det er derfor, at ansættelserne af de syv kommunikationschefer stikker sådan ud. Det er derfor oppositionen - ført an af Ole Birk Olesen, Liberal Alliance, i en stadig mere og mere kontant retorik insisterer på at få svar fra ministrene på spørgsmålet: Er alt gået rigtigt til? Man forstår den stigende irritation, som bortforklaringerne fortsætter. Det er en dybt beklagelig udvikling. Det er muligt, at politikere har brug for mere og mere politisk rådgivning, og derfor har behov for politiske rådgivere. I så fald er det rådgivere, de skal ansætte, og det skal selvfølgelig ske transparent for alverden. Stå ved det, tag det efterfølgende politiske slagsmål i Folketinget, for ærligt talt vil det være en kamp, der er til at klare. Uanset hvad der siges lige nu på tværs af folketingssalen, vil den næste regering formentlig ansætte endnu flere politiske rådgivere, end denne har gjort. Sådan er trenden. Men vær dog ærlig. Drop skuespillet. Hellere politisk udvalgte kommunikationschefer end fordækte udnævnelser, der skaber tvivl om afsenderen på de budskaber, som vil komme ud af samtlige ministerier de kommende år.

Annonce