Annonce
Kolding

Corona ændrer Violas hverdag på plejehjemmet: Jeg er ræd for at få corona

Viola Gudrun Holm er glad for at bo på plejehjemmet Toftegården. Lige nu savner hun rigtig meget muligheden for at spise og snakke sammen med alle de andre beboere. Foto: Søren Gylling
79-årige Viola Gudrun Holm bor på Koldings mindste plejehjem. Hun fortæller, at hun skal blive i sin lejlighed, men hun snakker meget med personalet om corona-situationen. - Bare det snart kunne blive hverdag igen, ønsker hun.
Annonce

Kolding: 79-årige Viola Gudrun Holm lægger ikke skjul på, at hun er bange for at blive smittet med corona-virus. Hun bor på Toftegården i Jordrup, der med 12 lejligheder er Kolding Kommunes mindste plejehjem.

- Jeg er ræd for at blive smittet med corona. Når jeg tænker på virussen, kan jeg godt få hovedpine og blive lidt dårlig tilpas. Jeg snakker meget med medarbejderne om det. De kan godt forstå mig og siger, at jeg skal tage det roligt, og det gør jeg.

For at undgå at Viola Gudrun Holm og andre beboere bliver smittet, må gæster og frivillige ikke længere komme ind på plejehjem. Og hun og de øvrige beboere skal så vidt muligt blive i deres lejligheder.

- Jeg er lidt ked af, at jeg ikke må få besøg, men det er der ikke noget at gøre ved. Hellere holde sig i isolation end at blive smittet. Jeg har ikke så meget familie mere. Min bror døde i 2014, men hans to voksne børn besøger mig et par gange om måneden.

For hende er det et plaster på såret at tale med dem i telefon.

- Jeg vil jo gerne høre nyt fra dem, og hvordan de har det.

Bare vi kunne komme tilbage til det gamle. Jeg savner meget at komme op og spise og snakke med de andre beboere, sådan som jeg er vant til. For normalt er hverdagen dejlig.

Viola Gudrun Holm, beboer på Plejehjemmet Toftegården

Annonce

Følger med i fjernsynet

Det gør hende ikke så meget at blive i lejligheden.

- Jeg har mit fjernsyn og sidder og følger med i udsendelser om corona og ser en film indimellem. Jeg keder mig ikke.

Det er mest fakta om antal smittede, antal indlagte på intensivafdelingerne, og hvordan corona kan forebygges, der interesserer hende.

- Jeg følger med i det hele. Noget bliver jeg klogere af, og andet forstår jeg ikke en skid af, siger hun og griner.

Det gør hende ikke så meget, at de frivillige ikke arrangerer aktiviteter på plejehjemmet.

- Banko, fællessang og sådan noget er bare ikke mig. Hvis der sker noget ud over det sædvanlige, som dengang da der kom en herud og optrådte med Kim Larsen-sange, så deltager jeg. Der kunne vi alle synge med.

Viola Gudrun Holm flyttede ind på Toftegården for halvandet år siden.

- Jeg sidder i kørestol og kom herud, efter jeg fik det ene ben sat af. Det var nødvendigt, fordi den var hel gal med blodomløbet, så jeg til sidst ikke kunne gå på det, forklarer hun.

- Her på plejehjemmet får vi det hele serveret, vores tøj bliver vasket, og vi har det rigtig godt og kan ikke forlange mere, så jeg er meget glad for at bo her, siger hun, men hun savner hverdagen.

- Bare vi kunne komme tilbage til det gamle. Jeg savner meget, at vi snakker og spiser sammen, sådan som jeg er vant til. For normalt er hverdagen dejlig.

Uden for hendes lejlighed er en lang gang.

- Den må jeg gerne køre på. Jeg tager et par ture frem og tilbage ind imellem for at holde mine armkræfter ved lige.

Hvis plejehjemsbeboerne ses, så bliver det få ad gangen, og der bliver lagt vægt på at holde afstand og på alle andre måder at forbygge risikoen for smitte.

Annonce

Holder humøret oppe

De eneste mennesker, som Viola Gudrun Holm har fysisk kontakt med, er personalet. Medarbejderne hjælper hende blandt andet op om morgenen og i seng om aftenen.

- Jeg føler mig ikke ensom, for normalt er jeg ikke med til ret mange af de ting, der foregår på plejehjemmet.

Corona-krisen ser hun som noget, der skal overstås.

- Nu har de aflyst EM i fodbold og Eurovision, så jeg er alvorligt bange for, at det kommer til at stå på nogle måneder endnu. Jeg prøver at holde humøret oppe. Og det er lettere, når man har det godt, der hvor man er. Det hjælper jo heller ikke at være negativ. Jeg ser corona-krisen som noget, der skal overstås, siger hun.

Kort om Viola

Viola Gudrun Holm er 79 år og har i halvandet år boet på Plejehjemmet Toftegården i Jordrup.

Allerede som 14 år blev hun sendt ud at arbejde. Hun begyndte som bybud og har også arbejdet 29 år på fabrik.

Den nærmeste familie, der besøger hende på plejehjemmet, er hendes afdøde brors to voksne børn.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Alarm 112

Peter Madsens flugtforsøg: Truede med bombeattrap og hoppede ind i hvid varevogn

Varde

Så er det nu: Syv dage til Rema åbner

Indland

Fængselsansattes formand venter Madsen flyttet til nyt fængsel: Enner Mark og Nyborg er i spil

Annonce