Sønderjylland: Det er svært at være et cykelhold for tiden. Endnu sværere er det at være et velgørenhedscykelhold, der udover at træde i pedalerne sammen for at samle penge ind også hjælper til ved diverse arrangementer for at få lidt mere i kassen.
Det har Team Rynkeby Sønderjylland fået at mærke i en tid med corona.
- Vi har blandt andet ikke kunne servere, hvilket vi tidligere har tjent en del ved. Derfor må vi gøre noget andet. Som noget helt nyt vil vi samle flaskepant. Det er vores håb, at både private og virksomheder også vil donere deres pant til os, siger Jan Petersen, som er holdkaptajn.
Team Rynkeby har også solgt gin, snaps og chokoladeæsker, der var dekoreret af lokale kunstnere fra Sønderborg, for at fastholde en indsamling under coronapandemien.
Men det er ikke kun indsamlingen, som er ramt af alle coronarestriktionerne. De påvirker også det sociale fællesskab, der ifølge holdkaptajnen er en stor del af at køre for Team Rynkeby. Derfor har cykelholdet også sat gang i nye initiativer for at opretholde holdånden.
Sammenholdet fastholdes
Et af de nye tiltag er cykelstafet - og sådan en blev der kørt af en gruppe ryttere fra Sønderborg-området sidste weekend med start ved Dybbøl Mølle.
Vivi Brit Nielsen, rytter hos Team Rynkeby SønderjyllandEn overskrift for holdet er, at vi gør noget godt for os selv, mens vi gør noget godt for andre
Stafetten blev givet videre ved, at de hilste på hinanden med afstand og vinkede den næste rytter afsted. Der var kun de to ryttere til stede ad gangen.
- Vores sammenhold betyder rigtig meget. Det er en stor del af det at være med omkring Team Rynkeby. At cykle på holdet er ikke kun noget, man gør for sin egen skyld. En overskrift for holdet er, at vi gør noget godt for os selv, mens vi gør noget godt for andre, siger Vivi Brit Nielsen med henvisning til, at alle de indsamlede penge bliver doneret til Børnecancerfonden og Børnelungefonden.
Hun var en af de ryttere, som var ude at cykle. For hende har det stor værdi, at Jan Petersen og det øvrige træningsteam gør det muligt at bibeholde et fællesskab, selv om de er tvunget til at cykle hver for sig.
- Vi motivere og passer på hinanden. Personligt handler det for mig om at være noget for nogen samt gøre en forskel for dem. Det kan jeg her, mens jeg også føler min deltagelse værdsat. Som 50-årig er det ret fedt, at en som Jan forbereder et setup, der får mig ud på landevejen, siger Vivi Brit Nielsen, der er blevet en del af cykelteamet efter at have været med hos serviceholdet, som sørgede for mad til rytterne på vej til Paris.
Turen til Paris, hvor holdet samler størstedelen af pengene ind til de syge børn, tror både hun og Jan Petersen, bliver til noget i år trods corona.
- Det ser lysere ud nu end sidste år, fordi der er kommet vacciner, siger han.
Skulle cykelturen blive aflyst, har teamet en plan B. Den lyder, at holdet cykler rundt i Danmark i syv dage - medmindre der til den tid stadig er et forsamlingsforbud, som vil betyde, at hele holdet på 62 ryttere ikke vil kunne køre sammen.