Kolding: I løbet af den forgangne weekend blev fire elever på Sdr. Bjert Centralskole testet positive for coronavirus.
Det har ikke kun betydet hjemsendelse af 125 af skolens cirka 420 elever, da de vurderes til at være nære kontakter til de smittede elever. Det har også betydet hjemsendelse af 17 medarbejdere og fire vikarer på skolen.
De vurderes nemlig ligeledes til at være nære kontakter til de smittede elever, og er derfor ligesom de mange elever sendt hjem i isolation og til to gange test.
Faktisk er over halvdelen af medarbejderne på Sdr. Bjert Centralskole blevet sendt hjem som nære kontakter, oplyser børne- og uddannelsesdirektør i Kolding Kommune, Michael Petterson.
Da de første to tilfælde tikkede ind hos skoleledelsen lørdag, blev 10 medarbejdere sendt hjem som nære kontakter. Da yderligere to smittetilfælde dukkede op søndag, fik syv ansatte mere besked om at holde sig hjemme i isolation og ikke komme i skole, før de er blevet testet første gang tirsdag og har fået et negativt svar på denne test. Dertil kommer fire vikarer, der også er vurderet som nære kontakter.
Store elever sendes hjem
For at kunne få undervisningen til at hænge sammen på skolen med de mange hjemsendte ansatte, der ikke må komme fysisk på skolen, men kun kan arbejde hjemmefra, besluttede man i weekenden, at de to ældste årgange på skolen, 8. og 9. årgang, skal blive hjemme for at modtage fjernundervisning mandag til onsdag i denne uge.
Michael Petterson forklarer, at man ikke har kunnet nå at indkalde tilstrækkeligt mange vikarer og sætte dem ind i undervisningen. Og da de ældste elever på skolen bedre kan håndtere fjernundervisning, har man sat det i gang i en del af ugen, og hermed kan de hjemsendte medarbejdere lave onlineundervisning hjemmefra.
Begge 0. klasser er sendt hjem på grund af smitte, og det samme er en 5. klasse, en 6. klasse og begge skolens 7. klasser. Eleverne i disse klasser modtager også fjernundervisning i de kommende dage. Det drejer sig om i alt 10 klasser, som bliver undervist online i nogle dage. De 10 øvrige klasser på Sdr. Bjert Centralskole får fysisk undervisning på skolen.
Region Syddanmarks testbil var ved skolen i Sdr. Bjert søndag, så de første af de hjemsendte kunne få foretaget deres første test der. Tirsdag i denne uge kommer testbilen igen, og her kan de få foretaget deres anden test da, mens dem, som først blev sendt i isolation søndag, kan få taget deres første test.
Ifølge Michael Petterson forventer man at have svar på de fleste test i løbet af onsdag, og at store dele af den fysiske undervisning kan genoptages i kølvandet på det.
Smitte på Brændkjærskolen
- I løbet af søndag har en elev i 9. klasse på Brændkjærskolen fået et positivt svar på sin coronatest.
- Det betyder, at vedkommendes klasse er vurderet som nære kontakter og er derfor sendt hjem i isolation og til test. De skal testes tirsdag og torsdag i denne uge.
- Der gennemføres fjernundervisning, mens eleverne er hjemsendt.