Annonce
Tønder

Corona i Tyskland sender 80 slagteriarbejdere i Skærbæk hjem

Omkring 120 medarbejdere måtte her til morgen forlade Danish Crown slagteriet i Skærbæk.Arkiv/modelfoto
Et udbrud af corona-smitte blandt tyske slagteriarbejdere betyder, at 80 er sendt hjem fra Danish Crown i Skærbæk. Slagteriet i Skærbæk kan ikke komme af med de slagtede søer.

Skærbæk: Der er ingen aktivitet denne mandag på slagteriet Danish Crown i Skærbæk.

Slagteriets 80 medarbejdere blev mandag morgen sendt hjem efter en kort orientering om, at Danish Crowns tyske aftager af søer, Westcrown, har valgt at lukke ned efter et omfattende udbrud af corona-virus blandt medarbejderne. Der er således ingen smitte i Skærbæk, men slagteriet kan ikke komme af med de slagtede søer.

Nedlukningen i Skærbæk gælder foreløbigt for mandag, og der er endnu ikke nogen afklaring på, om de 80 medarbejdere kan komme på arbejde i morgen.

- Der bliver arbejdet hårdt på at finde alternativer til, hvor vi kan komme af med søerne. Men vi har ingen afklaring på det endnu, siger pressechef fra Danish Crown, Jens Hansen.

Han forventer, at der kommer en afklaring en gang i løbet af mandag eftermiddag eller aften.

Annonce

Mange smittede i Tyskland

I de seneste uger er flere tyske slagterier blevet tvunget til at lukke ned, fordi en stor del af deres medarbejdere er blevet smittet med corona-virus. Det fik i sidste uge myndighederne i flere tyske delstater til at teste alle medarbejdere på slagterier og udbeningsvirksomheder.

En af de virksomheder, der har fået alle medarbejderne testet, er Westcrown, der er et joint venture mellem Danish Crown og tyske Westfleisch. Virksomheden ligger i Dissen i Nordrhein-Westphalen, som er en af de delstater, der har valgt at teste alle slagteriarbejdere.

I slutningen af sidste uge blev 280 medarbejdere testet, og søndag aften stod det klart, at 90 medarbejdere er smittet med corona-virus.

Derfor har ledelsen i Westcrown efter samråd med de tyske myndigheder valgt at indstille produktionen indtil videre.

- Det vigtigste lige nu er, at der bliver taget hånd om medarbejderne i Westcrown. Den opgave ligger i hænderne på den tyske ledelse med opbakning fra både os i Danish Crown og folk fra vores tyske partner Westfleisch, siger Søren F. Eriksen, der er CEO i Danish Crown Pork i en pressemeddelelse.

Opdateret den 19. maj kl. 8.50: Oprindeligt stod der, at der på Danish Crown i Skærbæk arbejder 120 medarbejdere. Dette er ikke korrekt. Det korrekte medarbejderantal er 80 medarbejdere. Det er nu rettet i artiklen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Voldsom bilbrand vækkede beboere

Erhverv

Klar melding: Tyskland byder inden for hos Poetzsch og Calle fra 15. juni

Annonce