Annonce
Billund

Corona-krise: Rådhuset ansatte har hjulpet i børnehaver med leg og rengøring

Kommunaldirektør Ole Bladt-Hansen har været nødt til at flytte rundt på de kommunale ansatte, fordi arbejdsmængden også har været flyttet under coronakrisen. Arkivfoto
Flere kommunale medarbejdere har under coronakrisen måttet skifte skrivebordet ud med sandkasse og børneleg. For en stund måtte de være de ekstra hænder, der manglede i puslespillet - og ifølge børnehaveleder har det fungeret godt.

Billund Kommune: I øjeblikket er seks medarbejdere fra Billund Kommune, der normalt har et job på rådhuset, sendt ud af huset til andre opgaver - primært i dagtilbud.

- Der har været flere i den seneste tid i kortere perioder - når det har givet mening, siger kommunaldirektør Ole Bladt-Hansen, der har fundet det meget naturligt at vælge den ordning i tilfælde, hvor et arbejdsområde har været ramt af coronakrisen i en grad, hvor der ikke har været arbejde til medarbejderen.

- Når kampen ændrer karakter, må man også ændre holdopstillingen, hvis man vælger at bruge sportssprog, siger Ole Bladt-Hansen.

Medarbejderne, der er blevet sendt ud i felten i børnehaver og institutioner, har således været forhindret i at arbejde med deres egne arbejdsopgaver.

- Men vi arbejder jo i en fælles organisation og er sat i verden for at servicere og løse opgaver i forhold til borgerne så godt som muligt, siger Ole Bladt-Hansen - og netop i institutionerne har der været en ekstraopgave i forhold til coronakrisen:

- Her har været pålagt en del ekstra foranstaltninger i forhold til at have børn i mindre grupper, håndvask og øget rengøring og hygiejne, siger Ole Bladt-Hansen, der oplever, at der er rigtig meget læring at komme efter i coronakrisen.

- Der er skrevet rigtig meget om forandringsledelse, og mange ledere har teoretiseret meget over meget små forandring over meget lang tid, men her kunne man på landsplan - ved fælles fodslag - faktisk gå i en anden retning på ganske få dage, fordi vi har nogle medarbejdere og decentrale ledere der er parate til at tage ansvaret på sig nede fra, siger Ole Bladt-Hansen.

Annonce

Små børnegrupper har været et hit

Kommunens måde at håndtere krisen på har været en god oplevelse for leder af Børnehuset Andedammen i Vorbasse, Søs Nielsen, der ved hjælp af de ekstra ressourcer, der blev stillet til rådighed, formåede at skabe ro og tryghed omkring både børn og voksne.

- Vi har haft tre ekstra mand inde, samtidig med at vi har skåret diverse mødeaktiviteter væk og dermed i højere grad har kunnet koncentrere os om kerneopgaven, siger Søs Nielsen, der erkender, at hun har fået øjnene op for nye måder at gøre tingene på i den seneste periode, som hun i nogen grad vil arbejde på at integrere også efter coronakrisen:

- Vi har haft en fast garderobevagt, som har taget imod ved døren, og det har vist sig at være rigtig godt. De ældste børn er blevet mere selvhjulpne, og afleveringen er foregået hurtigere, siger Søs Nielsen.

Også små grupper med børn tilknyttet en fast voksen har vist sig at være godt for de mindste - og så har det givet meget at være ude hele tiden.

- Det har i den grad styrket nogle andre af børnenes kompetencer med de mange timer i uderummet. Det har selvfølgelig også betydet noget, at de små har været hjemme og er blevet tanket godt op med nærvær fra mor og far, og at mange forældre har givet korte dage og flere fridage, siger Søs Nielsen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Voldsom bilbrand vækkede beboere

Erhverv

Klar melding: Tyskland byder inden for hos Poetzsch og Calle fra 15. juni

Annonce