Annonce
Sydjylland

Corona spænder ben for fejring af Genforeningen

I januar var der gallaforestilling på Det Kongelige Teater i anledning af Genforeningen, hvor dronningen blandt andet deltog. Nu står flere kommende arrangementer til at blive aflyst på grund af coronavirussen. Arkivfoto: Søren Gylling
Midt i genforeningsfesten har coronacvirussen gjort sit indtog og sat en markant dæmper på festlighederne. Hundredevis af arrangementer er allerede aflyst og flere hænger i en tynd tråd. Det ærgrer de sønderjyske borgmestre.
Annonce

Aflysning: I år fejres 100-året for Sønderjyllands genforening med Danmark. Det markeres med en række store arrangementer, men nu sætter coronavirussen en stopper for mange af festlighederne.

Myndighedernes påbud om at undlade forsamlinger med flere end 100 mennesker har nemlig allerede ført flere hundrede aflysninger af arrangementer med sig.

- Det er enormt beklageligt. Der er rigtig mange mennesker, der har brugt tid og kræfter på at få de her arrangementer op at stå, siger Thomas Andresen (V), der er borgmester i Aabenraa Kommune og formand for Det Sønderjyske Præsidium, der er styregruppen bag jubilæumsaktiviteterne.

Han hæfter sig ved symbolikken i, at fejringen af grænsedragning netop falder sammen med, at grænserne nu er lukket ned fra både tysk og dansk side.

- Der er noget symbolsk over, at grænsen lukker tilbage til tilstanden i 1920, hvor der jo også var grænsekontrol. Nu har vi igennem 100 år arbejdet os frem til en Schengen- aftale og den frie bevægelighed. I det lys er det her da et tilbageskridt, siger Thomas Andresen, som dog er sikker på, at den frie bevægelighed vil vende tilbage, når virussen er under kontrol.

- Der er ikke andre interesser i grænselukningen end at stoppe smitten over grænsen, men det kommer bare på et uheldigt tidspunkt, siger han.

Annonce

Udnytte stærkt bånd

Også hos de øvrige sønderjyske borgmestre er der skuffelse over, at store dele af genforeningsfesten nu går i vasken.

- Det er ærgerligt. Vi er rigtig mange, der har glædet os til at fejre Genforeningen og den fredelige sameksistens i grænselandet, siger Henrik Frandsen (V) fra Tønder Kommune.

Ifølge Erik Lauritzen (S), borgmester i Sønderborg, skal aflysningerne og grænselukningen dog ikke betyde, at man ikke fortsat kan fejre, at Sønderjylland for 100 år siden blev dansk.

- Det er det, genforeningsfesten handler om, og det kommer vi til at fejre om end i en amputeret udgave, siger borgmesteren, der ser den særlige situation som en mulighed for at gøre gavn af det stærke bånd mellem Danmark og Tyskland.

- Vi kan bruge de stærke relationer til at finde fælles løsninger og klare de udfordringer, vi nu står over for.

Annonce

Stor fejring i fare

Den helt store fejring af Genforeningen venter i juli, hvor der blandt andet er planlagt besøg af dronningen. Ifølge Thomas Andresen er det dog endnu for tidligt at sige, om det bliver til noget eller ej.

- Vi må følge udviklingen og tage bestik af situationen efter påske engang, siger han.

I Haderslev Kommune er borgmester H.P. Geil (V) sikker på, at sønderjyderne vil acceptere, hvis fejringen udsættes.

- Genforeningen er i vores hjerter, men hvis jeg kender den sønderjyske smidighed ret, så finder vi en anden anledning til at feste på et senere tidspunkt.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Esbjerg

Maria starter som mobilfrisør

Leder

Hvorfor er aktivister så forudsigelige?

Annonce