Annonce
Portræt

Coronaen spænder ben for Bents sidste hæder af veteranerne

Bent Juhler fra Haderslev Kaserne går glip af sit 25-års jubilæum med ceremonier i forbindelse med årsdagen for den tyske besættelse og lysfesten. Han arbejder nu hjemmefra på grund af faren for corona-smitte. Foto: Jacob Schultz
For 25. og sidste gang skulle seniorsergent Bent Juhler fra Haderslev Kaserne i år have organiseret mindehøjtideligheden for 9. april og lysfesten den 4. maj. Begge arrangementer bliver ikke som de plejer på grund af smittefare. En flad fornemmelse, siger Bent Juhler.

9. april skulle seniorsergent Bent Juhler fra Haderslev Kaserne for 25. og sidste gang have stået for det traditionsrige mindearrangement i Haderslev i anledning af 80-året for Danmarks besættelse i 1940.

Corona-pandemien har dog sat en stopper for enhver stor sammenstrimlen, og for kasernens ceremonimester, Bent Juhler, der 1. august efter 42 år i forsvaret fratræder sin stilling. Afslutningen på det sidste år bliver dermed ikke helt, som han havde håbet. Også lysfesten, som han skulle have fejret 25 års jubilæum med som kaserne-ansvarlig 4. maj, er blevet aflyst på grund af smitterisikoen.

- Det er jo da en lidt flad fornemmelse. Men der er jo ikke noget at gøre, lyder det fra Bent Juhler, der i år nu nøjes med sammen en lille håndfuld repræsentanter fra kasernen - og i behørig afstand til hinanden - at lægge en enkelt krans ved Haderslev Kaserne og ved mindeobelisken for de faldne ved Hertug Hans Kirke.

Annonce
Den største udfordring, jeg har haft med de forskellige ceremonier, har været skiftende chefer, som hver har haft deres dagsorden. Men når de har været med en eller to gange, har de jo godt kunnet se, at det ikke er så ringe endda, sådan som det er.

Bent Juhler, seniorsergent

Elsker at være soldat

61-årige Bent Juhler fra Maugstrup er soldat, og han har elsket sit arbejde fra den dag, han som 20-årig begyndte. Gennem årene er han avanceret og blevet befalingsmand i først Fredericia og siden på Haderslev Kaserne med ansvar for uddannelsen af værnepligtige og erhvervspraktikanter. For ham har det altid været en ære at give de unge en god uddannelse og oplevelse, han har alle dage følt sig som en ambassadør for sit firma, forsvaret.

Udadvendt og let at snakke med var det derfor nok ikke en tilfældighed, at han 1. januar 1996 blev håndplukket til en helt ny stilling i informationssektionen - blandt andet med ansvar for det ceremonielle. Som kun 38-årig skulle han derfor første gang stå for afviklingen af mindeceremonien 9. april.

- Dengang var der 120 veteraner fra kampene i Haderslev med. I starten, må jeg ærligt indrømme, vidste jeg ikke, hvad jeg havde fat i, forklarer han.

Kammeratskab

Det ændrede sig, da han langsomt lærte veteranerne at kende. Under kampene var nogle af dem blevet såret, andre havde mistet nære kammerater, alle var præget for livet af den blodige begivenhed, der udspillede sig ved Sønderbro, Møllestrømmen og på Haderslev Kaserne i den tidlige morgenstund 9. april 1940.

- Det, de gjorde, var kæmpestort. Det var danmarkshistorie, siger han og husker tilbage på premieren af spillefilmen "9.april" i 2015.

- Det var noget helt særligt, stort, med syv-otte veteraner siddende på hæderspladsen i Kosmorama. Særligt interviewene til sidst i filmen, at høre, hvad de havde set og oplevet dengang. Det var som i Band of Brothers, kammeratskab, siger han med henvisning til den amerikanske tv-serie om soldaterkammerater i krig.

- Ja, jeg sidder og bliver helt rørt. Det er stærkt, de gjorde soldatens ypperste, forsvarede deres fædreland, på dansk jord, med våben og betalte den højeste pris.

Blå bog

Bent Juhler er 61 år, gift med Marianne Amtoft og bor i Maugstrup.

Han er far til tre børn, mens Marianne har to, og har fire børnebørn.

Han er født i Grønnebæk og vokset op i Hammelev.

1. august i år stopper han på Haderslev Kaserne efter 42 år i forsvaret.

Planen er at få et arbejde. Hvad er dog endnu uvist.

Bent Juhler er meget aktiv i sit lokalsamfund.

En tilfældighed

Veteranerne fra 9. april 1940 har aldrig fået officiel anerkendelse eller medaljer for deres indsats. Den sidste veteran, Vagn Baagø Jepsen, døde i 2018.

- Så det løb er kørt, men det er af respekt for veteranerne, at vi lægger kranse, siger Bent Juhler, der indirekte selv dog har været med til at hædre dem.

Omkring 2010-2012 ringede Nordisk Film nemlig. De gik med planer om at lave en film og havde hørt, at man i Haderslev markerede 9. april.

- Så jeg sagde, kom da herned og mød nogle af veteranerne. Det viste sig så, at de ikke anede, at der stadig var overlevende. Det var den 7. april, de ringede. To dage efter var de her, og de kom igen året efter for at lave interviews.

Interviewene endte med at blive til spillefilmen "9 April" med Pilou Asbæk i hovedrollen. En del af filmen er optaget i Haderslev, hvor man ifølge Bent Juhlers allerbedste overbevisning vil fortsætte med at mindes 9. april 1940, også selv om der ikke længere er overlevende fra dengang.

- Selvfølgelig, det er selvfølgelig lidt fladt uden veteranerne, men af respekt for dem, skal vi selvfølgelig bliver ved. Slaget ved Dybbøl markeres jo også endnu, og det er mere end 150 år siden, siger han.

Bent Juhler fra Haderslev Kaserne har computeren med hjemme, og telefonen står også åben. De daglige opgaver på kasernen passer han samtidig med at han arbejder derhjemme i Maugstrup. Der skal anlægges en ny terrasse. Det handler om at holde sig i gang, mentalt og fysisk. Det har han lært af veteranerne. Foto: Jacob Schultz

Holde sig i gang

Selv er Bent Juhlers dage i forsvaret snart ved at være talte. Til sommer stopper han 62 år gammel. Det bliver mærkeligt, og det bliver spændende. Han håber, at han kan finde et nyt arbejde. Erindringen om sin tid i forsvaret og de mange mennesker, han gennem årenes løb har mødt, tager han med.

Også mødet med veteranerne, hvis bedrifter og oplevelser, han har lært af. Samt ikke mindst den måde, nogle af de ældste holdt sig i gang på. De sidste var langt oppe i 90'erne, da de døde, og blev en inspiration for seniorsergenten.

- Der er ingen tvivl om, at hvis man skal blive gammel, skal man holde sig i gang både fysisk og mentalt; spille tennis, læse bøger, løse krydsord og gå ture. Jeg så det med veteranerne. I alder var de kun fem år fra hinanden, men nogle var lige som 80-årige, da de var 60, og da blev det tydeligt for mig, at dem, der holdt længst, holdt sig mentalt og fysisk i gang. Så den vej går jeg også.

Ind

Haderslev Garnison markerer hvert årsdagen for invasionen den 9. april 1940 og kampene i Haderslev. Seniorsergent Bent Juhler skulle i år have stået i spidsen for den traditionsrige markering for 25. gang. Coronasmitten betyder dog, at det traditionsrige arrangement er aflyst og kun afvikles i meget lille omfang. Arkivfoto: Jacob Schultz
Da Bent Juhler fik ansvaret for afviklingen af 9. april-højtideligheden i 1996 var der 120 veteraner. I 2018 døde den sidste veteran, Vagn Baagø Jepsen, som skulder ved skulder med Bent Juhler lagde en krans for sine faldne kammerater i 2017. Arkivfoto: Jacob Schultz
Passionen for haven deler Bent Juhler med sin hustru, børnehaveklasselærer Marianne Amtoft. Selv om arrangementet ikke bliver så stort, som det plejer, skal han dog afsted for at lægge kranse 9. april. Foto: Jacob Schultz
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Haderslev For abonnenter

'Emmas' far drak og kunne vende på en tallerken på et splitsekund: - Far er virkelig sød, når han er ædru

Erhverv

Barsk maj for Billund Lufthavn: Massefyringer og nedgang på 98,3 procent

Annonce