Annonce
Sønderborg

Coronaen truer sommerrevy på livet

Der er meget uvished for tiden, fortæller Leif Maibom. Udover uvisheden er han også ked af det på Jeanne Boel og Klaus Kristensens vegne, da i år var første år, hvor de skulle stå på egne ben, siger revykongen. Arkivfoto: Timo Battefeld
Sønderborg Sommer Revy træder vande, mens der ventes på en afklaring, om den kan spille i år, og om den kan blive omfattet af statens hjælpepakker.
Annonce

Sønderborg: Der er krise at spore i Sønderborg Sommer Revy. Uvisheden over om den kan spille, hvornår holdet kan øve og den økonomiske situation er nogle af de udfordringer, man står med, fortæller Leif Maibom, som grundlagde Sønderborg Sommer Revy.

- For tiden tjener vi ikke en krone. Mange af de selskaber, som kommer med bus, er også afbestilt. Normalt er det mere et spørgsmål, om de kommer en eller to busser. Det vi har gang i nu er, at vi skal finde ud af, hvordan vi undgår at tabe så mange penge, at vi må lukke, siger Leif Maibom og peger på flere udfordringer end de økonomiske:

- Der er mange tvivlsspørgsmål, som mangler at blive afklaret. Helt konkret ved vi ikke, hvordan man definerer en større forsamling, siger Leif Maibom, som også fortæller, at man for tiden er udfordret af, at man ikke kan øve.

- Vi skulle have forpremiere og premiere i slutningen af maj, men da vi ikke kan samles mere end 10, så kan vi ikke øve.

Sønderborgs revykonge fortæller, at man havde haft en nødplan, hvor man kunne have spillet for et mindre publikum, men den blev aflyst, da regeringen forlængede forbuddet mod større arrangementer til udgangen af august.

- Jeg har også mine tvivl om, at folk har lyst til at sidde 498 mennesker i en teatersal, hvor det kan være svært at holde afstand, siger Leif Maibom.

For tiden tjener vi ikke en krone. Mange af de selskaber, som kommer med bus, er også afbestilt. Normalt er det mere et spørgsmål, om de kommer en eller to busser. Det vi har gang i nu er, at vi skal finde ud af, hvordan vi undgår at tabe så mange penge, at vi må lukke.

Leif Maibom

Annonce

Ledigt teater

Udover udfordringerne med at forsamles og øves, så er er der også udfordringer med, hvornår teatersalen er ledig.

- Vi har kontrakt på teatersalen til 1. august. Jeg har været i gang med at kigge, om vi så kunne spille i september, men der er flere teaterforeninger, som har booket sig ind. De har godt nok en mobil scenografi, som tager kort tid at stille op, men vores tager jo flere uger at stille op og pille ned, så det er umuligt, lyder det fra Maibom.

Maibom forklarer også, at Sønderborg Sommer Revy ikke er omfattet af de hjælpepakker, som allerede er blevet vedtaget i Folketinget. Han håber dog, at der vil komme en løsning på et tidspunkt.

Annonce

Klar til hjælp

Han fortæller, at man siden midten af marts kun har modtaget afbud, og at der ikke har været gang i billetsalget siden da.

- Revyen er en stor del af kulturlivet i Sønderborg, og jeg er faktisk ikke i tvivl om, at dem der kommer langvejs fra bruger mange penge i kommunen, når de lige skal se Dybbøl Mølle inden de skal se revy, siger Maibom.

Det er noget som formand for kulturudvalget, Stephan Kleinschmidt (Slesvigsk Parti) er enig i. Han er også klar til at hjælpe Sønderborg Sommer Revy.

- Nu har vi modtaget en henvendelse fra støtteforeningen til Sønderborg Sommer Revy, og så tager vi den derfra. Vi skal finde ud af, hvilke udfordringer det er, som vi kan hjælpe med, siger han, og understreger, at der er ikke nogen tvivl om, at Sønderborg Sommer Revy er en stor del af kommunens kulturelle infrastruktur.

Kleinschmidt har endnu ikke noget bud på, hvordan man kan hjælpe revyen, men han vil fortsætte drøftelsen, når der skal være møde i kulturudvalget i maj og juni.

Maibom solgte i 2017 store dele af Sønderborg Sommer Revy til Jeanne Boel og Klaus Kristensen, som siden har overtaget mere og mere ansvar.

- Jeg synes, at det er synd for Jeanne og Klaus, som stod foran deres første revy, hvor jeg bare skulle være med på sidelinjen. De har rykket deres teltpæle op og satset alt ved at flytte herned, siger han.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce