Annonce
Kolding

Coronasmitte på plejehjem: 15 medarbejdere venter på svar fra deres test

En medarbejder på det kommunale plejehjem Teglgårdsparken blev mandag testet positiv for coronasmitte. Efterfølgende blev alle 30 plejehjemsbeboere og 50 medarbejdere testet. Ingen beboere er smittede. 35 medarbejdere har også fået at vide, at de ikke er smittede, mens man afventer svar på de sidste 15 tests. Foto: Google Streetview
En medarbejder på plejehjemmet Teglgårdsparken fik mandag besked på, at hun er smittet med coronavirus. Hun havde ingen symptomer. Alle plejehjemsbeboere er testet raske. 15 af hendes 50 kolleger venter svar på deres test.
Annonce

Kolding: En medarbejder, der arbejder på det kommunale plejehjem Teglgårdsparken i Kolding, fik mandag at vide, at hun er smittet med coronavirus.

- Medarbejderen har ikke været syg og er ikke syg, alligevel tog hun mod tilbuddet om at blive testet i podeteltet ved Kolding Storcenter. Testen var positiv, men hun har ikke haft en chance for at vide, at hun var smittet, fortæller seniordirektør Annette Lund fra Kolding Kommune.

Medarbejderen, der ikke har direkte kontakt med plejehjemmets beboere, er sendt hjem.

- Hun kommer først på arbejde igen, når hun har en negativ test, og hun kan testes igen om syv dage, siger Annette Lund.

Hun fortsætter:

- Da vi fik besked om smitten, ringede vi straks til Statens Serum Institut, for at høre hvordan vi skulle forholde os for at være sikre på at gøre det rigtige. Og Statens Serum Institut opfordrede til, at alle plejehjemmets beboere og medarbejdere blev testet. Alle borgere blev testet mandag, og tirsdag middag fik vi svar på, at ingen er ramt af corona-smitte. Alle medarbejdere, på nær ganske få, der bor langt væk fra Kolding og ikke var på arbejde, blev også testet mandag, og de sidste er testet tirsdag morgen.

I alt er 30 borgere og 50 medarbejdere testet. 35 medarbejdere har allerede fået at vide, at de ikke har corona-virus i kroppen, så nu mangler kun de sidste 15 svar.

- Jeg er optimist. Det er en kæmpe lettelse, at ingen beboere er smittede. Medarbejderne kan vi sende hjem, hvis de er syge, det er straks værre, når coronasmitten kommer inden for plejehjemmets fire vægge, siger seniordirektøren.

Medarbejder smittet

En medarbejder fra det kommunale plejehjem Teglgårdsparken er testet positiv for corona-smitte mandag.

Hun har ikke direkte kontakt til beboerne.

Smitten blev fundet, efter hun havde sagt ja tak til en frivillig test.

I alt 2600 medarbejdere fra senior-, social- og fritidsområdet er blevet tilbudt at blive testet.

Mandag blev der for første gang siden den 24. april registret nye tilfælde af coronasmittede i Kolding Kommune.

Den daglige leder af testcentret ved Kolding Storcenter, Peter Ivan Andersen, skønner at en eller to ud af 800 test vil være positive.

Annonce

Lukket for besøg

Kolding Kommune har skrevet ud til de pårørende og orienteret dem om situationen.

- Både plejehjemsbeboere og medarbejdere har været meget positive i forhold til det her. Beskeden fra dem har været, at de synes, det er rart at blive testet, når der er mistanke om coronasmitte, fortæller Annette Lund.

Mens Kolding Kommune venter på, at de sidste testsvar kommer i hus, er der lukket ned for besøg på Teglgårdsparken.

- Skulle det vise sig, at flere er smittede blandt personalet, så vil vi gøre nøjagtig det samme, som vi gjorde i forhold til personalet på Vonsildhave, siger seniordirektøren.

Coronaudbruddet på Vonsildhave var voldsomt. Her er syv beboere afgået ved døden med coronasmitte i kroppen, og i alt 11 borgere og otte medarbejdere blev konstateret smittet.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Sønderjyske Fodbold

Riddersholm: - Jeg deler spillernes følelse. Vi er enormt skuffede

Annonce