Covid-19: Weekenden har budt på en større stigning i antallet af nysmittede med corona i Syd- og Sønderjylland.
Fra fredag til mandag steg det samlede antal med 40. I to kommuner er tallet det samme som fredag, mens tre kommuner har oplevet et mindre fald. Til gengæld har smittetallene taget et godt nøk opad i Tønder, Varde og Esbjerg kommuner. Sidstnævnte topper listen i landsdelen med 191 nye smittede de seneste syv dage per 100.000 indbyggere.
Ud over Fanø, der siden sidste uge ikke har registreret en coronasmittet, ligger Billund Kommune lavest i landsdelen med 94 smittede per 100.000 indbyggere.
På landsplan er 1239 personer bekræftet smittet det seneste døgn ud af 55.706 prøver. Begge tal er på niveau med søndagens tal.
Antallet af indlagte covid-19-patienter er steget de seneste dage. Mandag var der 920 indlagte. Af dem er 138 indlagt på intensiv, og 88 personer er i respirator.
27 personer er døde med virussen i det seneste døgn.
Smittetal
Tallene viser, hvor mange der netto er blevet konstateret smittet med coronavirus de seneste syv dage. (I parentes er tallene for fredag den 8. januar)
Varde: 83 (72) - det svarer til 166 smittede per 100.000 indbyggere
Esbjerg: 221 (200) - det svarer til 191 smittede per 100.000 indbyggere
Fanø: 0 (0) - det svarer til 0 smittede per 100.000 indbyggere
Billund: 25 (26) - det svarer til 94 smittede per 100.000 indbyggere
Vejen: 53 (53) - det svarer til 124 smittede per 100.000 indbyggere
Kolding: 163 (156) - det svarer til 175 smittede per 100.000 indbyggere
Haderslev: 83 (89) - det svarer til 149 smittede per 100.000 indbyggere
Tønder: 69 (58) - det svarer til 185 smittede per 100.000 indbyggere
Aabenraa: 83 (89) - det svarer til 141 smittede per 100.000 indbyggere
Sønderborg: 125 (122) - det svarer til 169 smittede per 100.000 indbyggere
Kilde: Statens Serum Institut
Vacciner på vej
Der er dog også godt nyt for Region Syddanmark, som tirsdag forventes at modtage 5000 vaccinedoser fra producenten Moderna. Mandag eftermiddag havde koncerndirektør i regionen Kurt Espersen ikke flere informationer om leverancen. Han glædede sig dog over, at 2500 borgere i regionen inden længe kan få første af to vaccinestik. Det vil formentlig gå til særligt udsatte borgere og muligvis også personer ansat i sundhedssektoren, forklarede Kurt Espersen.
Siden den sidste plejehjemsbeboer i fredags fik det første af to stik, har vaccinationsudrulningen stort set ligget stille, da regionen i stil med de øvrige i landet mangler vacciner.
Lørdag og søndag blev der således kun givet omkring 50 vacciner i hele Region Syddanmark.
- Vi tripper efter flere leverancer. Vi er helt klar, og har masser af borgere, som står i kø for at få vaccinen, lød det mandag fra Kurt Espersen.
Myndighederne understreger, at borgere ikke selv skal kontakte egen læge eller sygehuse for at blive vaccineret, men at alle får besked, efterhånden som der kommer vacciner nok.