Tønder: Coronavirussen har stadig tag i Tønder Kommune og viser sig også i lokale institutioner. Onsdag fik en medarbejder i børnehaven Nyskoven i Skærbæk konstateret coronavirus, oplyser Jan Præstholm, der er direktør for Børn og Skole og Pleje og Omsorg i Tønder Kommune.
- Det havde ingen konsekvenser, fordi medarbejderen ikke har været på arbejde de seneste dage. Så der er ikke nogen, der skulle sendes hjem, fortæller han.
Torsdag blev en elev på overbygningsskolen i Tønder så konstateret smittet med coronavirus.
- Der er hjemsendt 18 elever og to lærere, fortæller Jan Præstholm.
40 smittede på syv dage
Tønder Kommunes coronatal har udviklet sig en smule i den forkerte retning, så der nu er konstateret 40 tilfælde de seneste syv dage. Det giver et incidenstal - antallet af smittede per 100.000 indbyggere i løbet af syv dage - på 107,2.
- Det er højt, men når jeg ser rundt på de andre kommuner, så er der andre, der er højere end os. Og generelt så er tallene høje. Det er jo skræmmende tal, vi ser, siger Jan Præstholm.
Han peger på, at der er en lille opmuntring i torsdagens tal på landsplan - det viste 860 nye smittede.
- Det er selvfølgelig positivt. Og alt andet lige så kan man håbe, at de her restriktioner, der nu er meldt ud fra Statsministeriet, de kommer til at hjælpe. Det kan vi krydse fingre for, lyder det fra Jan Præstholm.
Jan Præstholm, direktør for Børn og Skole, Pleje og Omsorg i Tønder Kommune.Det er højt, men når jeg ser rundt på de andre kommuner, så er der andre, der er højere end os. Og generelt så er tallene høje. Det er jo skræmmende tal, vi ser.