Smittespredning: Et nyt coronaudbrud kan være på vej i Syd- og Sønderjylland, selvom landsdelen indtil nu har været forskånet for høje smittetal.
Sådan sagde koncerndirektør i Region Syddanmark, Kurt Espersen, torsdag til JydskeVestkysten. Og måske får han ret.
Fredag er antallet af sygedomstilfælde således steget en anelse i to af landsdelens kommuner. Det viser coronaopdatering fra Statens Serum Institut.
Så mange nye smittede er der i din kommune
Tallene viser, hvor mange der netto er blevet konstateret smittet med coronavirus de seneste syv dage. (I parentes er gårsdagens tal)
Varde Kommune: 3 (2)
Esbjerg Kommune: 9 (7)
Fanø Kommune: 0 (0)
Billund Kommune: 0 (0)
Vejen Kommune: 5 (5)
Kolding Kommune: 4 (4)
Haderslev Kommune: 0 (0)
Aabenraa Kommune: 0 (0)
Sønderborg Kommune: 0 (1)
Tønder Kommune: 0 (0)
Kilde: Statens Serum Institut
Det gælder Esbjerg Kommune, hvor antallet af smittede personer er steget fra syv til ni siden torsdag. I Varde Kommune er antallet af smittede gået fra to til tre. Samtidig er der nu ingen nye tilfælde af corona i Sønderborg Kommune, hvor tallet torsdag lå på en. I de øvrige syd- og sønderjyske kommuner er der netto ingen nye smittetilfælde de seneste syv dage.
Vejen Kommune har flest sygdomstilfælde per 100.000 indbyggere. Tallet er her 11,7 tilfælde, men det skal op på over 30 smittede per 100.000 indbyggere, før myndighederne anser det som kritisk.
Krav om mundbind
Siden torsdag er yderligere to smittede med corona blevet indlagt. Dermed er antallet af indlagte på landsplan steget til 22, hvoraf en ligger på intensiv og i respirator.
71 personer er på landsplan bekræftet smittet med coronavirus ud af 17.770 testede siden torsdag. Antallet af nye smittetilfælde er det laveste antal daglige tilfælde, der er oplyst i august. Der er ikke sket nye dødsfald.
71 personer er på landsplan bekræftet smittet med coronavirus ud af 17.770 testede siden torsdag. Antallet af nye smittetilfælde er det laveste antal daglige tilfælde, der er oplyst i august.
Fra lørdag bliver det et krav at bære mundbind i al offentlig transport herunder bus, tog, færger, flextrafik og taxi.
Hvis man afviser at bære mundbind i offentlig transport, så personale bliver nødt til at tilkalde politiet, kan det koste 2500 kroner i bøde, oplyste transportminister Benny Engelbrecht (S) fredag på et pressemøde.