x
Annonce
Billund

Coronavirus: Jydefesten i Sdr. Omme aflyses - måske mindre udgave senere på året

Årets Jydefest er som udgangspunkt aflyst på grund af coronakrisen, men måske bliver festen afviklet i en light-udgave. Arkivfoto: Martin Ravn
Komitéen bag De Glade Jyders Fest i Sdr. Omme har som udgangspunkt aflyst årets Jydefest. Måske gennemføres den i en light udgave. Stig Rossen og Venner kommer på et senere tidspunkt.

Sdr. Omme: Siden 1973 har De Glade Jyders Fest hvert år - uden undtagelse - været afviklet i Sdr. Omme.

I år bliver sandsynligvis det første år, hvor byen ikke holder Jydefest på grund af corona-krisen. Jyde-komitéen holdt møde tirsdag aften, og her blev det besluttet at aflyse årets Jydefest.

- Som udgangspunkt er årets Jydefest aflyst på grund af coronakrisen. Alt, hvad der koster os penge, prøver vi at komme ud af - hvis vi får lov til det. Men vi opretholder bemandingsplanen indtil videre, i tilfælde af at det bliver muligt at gennemføre senere. Men det bliver i så fald en light udgave med lokale bands, siger Dennis Lauridsen fra komitéen.

Stig Rossen og Venner skulle igen i år have underholdt ved den traditionsrige fest i Sdr. Omme, og den kontrakt kan arrangørerne, Sdr. Omme Borger- & Erhvervsforening og Sdr. Omme Idrætsforening, ikke komme ud af.

- De vil have deres penge, så vi får lov til at flytte den koncert til et andet tidspunkt, fortæller Dennis Lauridsen.

Annonce
Årets jydefest er som udgangspunkt aflyst på grund af corona-krisen, men måske bliver festen afviklet i en light-udgave. Arkivfoto: Martin Ravn

Superhelte-tema

Årets tema ved Jydefesten skulle have været superhelte, og deltagerne i Jydeoptoget har sikkert allerede brugt tid og kræfter på at udtænke kreative planer.

Det lokale band Cocktail Hounds skulle have varmet op for Stig Rossen og Vennerne, men måske får bandet en mulighed for at være med, hvis Jydefesten gennemføres i en eller anden form.

Jydefesten i Sdr. Omme er med de mange år på bagen fyldt med traditioner. Alt fra Jydemarchen torsdag formiddag til kagemanden søndag eftermiddag og de mange fester i både Sdr. Omme Idrætscenter og det populære Jydetelt har gennem årene været med til at gøre Jydefesten til en højt elsket event. Ikke kun i Sdr. Omme, men også i omegnsbyerne.

Således er der både folk i og omkring Sdr. Omme, der river fem dage ud af kalenderen, når startskuddet går onsdag før kristi himmelfartsdag.

Kun tiden vil nu vise, om det i år bliver muligt at afvikle Jydefest nummer 47 - og i givet fald hvornår.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar

Byens butikker skal bruges - også efter coronakrisen

Fredag eftermiddag blev jeg ringet op. Min frisør havde taget fat i sin kalender og var begyndt at kontakte alle de kunder, hun har eller rettere havde en aftale med i sin salon. Min yngste og jeg stod for tur lige før påske, men den tid kan i sagens natur ikke gennemføres, så min udmærkede frisør ville lige høre, om hun måtte ringe mig op på den anden side. På den anden side af coronakrisen. Lad frisøren være bare et eksempel af mange på, hvordan de selvstændigt erhvervsdrivende kæmper for deres forretninger i disse uger. Frisøren får assistance fra Folketingets hjælpepakker, så hun regner med at klare sig, men hjælpepakker gør det ikke alene. For ville kunderne også være hos hende efter coronaen uden et opkald? HERMED TIL BUTIKKERNE i Aabenraas gågade: Mange af dem ligger lukkede hen, enkelte har genåbnet, og flere gør sig samme overvejelse. I denne uge blev vi på redaktionen kontaktet af Gitte Jensen og Solvejg Jensen fra henholdsvis Tinzon House og Ole Chokolade. De ville gerne fortælle, at de var begyndt at samarbejde nærmest under mottoet - køb lidt hos den ene og få noget med fra den anden også. Dette budskab havde de fortalt på Facebook, men som de konstaterede, er de sociale medier ikke alt, og de ville da gerne have lidt hjælp af os gennem både vores trykte og digitale platforme hos Jysk Fynske Medier. Her i kommunen og landsdelen JydskeVestkysten og Aabenraa Ugeavis. DEN SLAGS GØRES under sædvanlige omstændigheder i annoncer, men her har jeg så valgt undtagelsen - ikke for at hjælpe de to forretninger alene. Eller specifikt, men for at lade Gitte og Solvejg og deres butikker være eksemplet på, at krisetider tvinger virksomheder, forretninger og alle andre selvstændige til at lede efter nye veje til indtægterne. Som Gitte Jensen fra Tinzon House formulerer det: - Jeg tænkte, at vi ville være et godt match. For Solvejg og Ole Chokolade er det højsæson i påsken, og hvis nu vi kunne gøre noget i fællesskab, løfte noget sammen, kunne vi måske holde hjulene i gang. For de to butikker og alle andre kan vi håbe, at det lykkes. At de også vil være her på den anden side. For der kommer en dag, hvor normaliteten vender tilbage. Formentlig i små bidder, men også til den tid skal vi huske, at forretningslivet i gaderne kun er der, hvis det bruges. Af os. I DENNE TID har vi opdaget, hvad det vil sige, og hvordan det føles, når gaderne forekommer at være søndagsforladte hele ugen. I flere uger. Der mangler noget. Byens butikker har også brug for dit lokale engagement efter coronaen. Eller som Solvejg Jensen formulerer sit ønske: - Fra kunder hører jeg, at de føler sig skræmte over, at der er så lukket. Sådan kunne det måske blive engang. Vores håb er, at de vil købe lokalt. Og min egen frisør - hun kan bare ringe. PAS PÅ HINANDEN

Annonce