x
Annonce
Udland

Coronavirus kræver yderligere 100 liv i Hubei på et døgn

China Daily/Reuters
I alt er 58.182 personer smittet med coronavirus i Hubei-provinsen med 1933 nye tilfælde det seneste døgn.

Coronavirusset har søndag krævet yderligere 100 liv i Hubei-provinsen, hvor virusset har sit epicenter.

Annonce

Det oplyser provinsens sundhedskommission i sin daglige opdatering mandag morgen lokal tid. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Det samlede antal dødsfald i provinsen stiger dermed til 1696 personer, siden virusset brød ud i midten af december og krævede sit første liv i januar.

I alt er 58.182 personer smittet i provinsen med 1933 nye tilfælde de seneste 24 timer.

Dermed er antallet af nye tilfælde steget med næsten fem procent i forhold til døgnet før. Til gengæld er antallet af dødsfald faldet i forhold til lørdag, hvor 139 omkom.

Det samlede antal døde af coronavirusset for hele fastlands-Kina er nu oppe på 1770 personer med fem nye dødsfald uden for Hubei-provinsen i Kina søndag.

Det samlede antal smittede for hele Kina overstiger 70.000, oplyser kommissionen. Således er 70.548 personer smittet.

Hubei-provinsen er blevet beskyldt for ikke at reagere tilstrækkeligt tidligt på virusudbruddet og dermed give det lov til at udvikle sig.

Kommunistpartiets ledere i både millionbyen Wuhan og i Hubei er blevet afsat.

Søndag har Hubei sat en række hårde nye tiltag i værk for at håndtere epidemien.

Således er der blevet indført vejblokader for alle private biler i flere byer. Samtidig er landsbyer og flere boligområder blevet bedt om at kontrollere befolkningens færden på streng vis.

Det skriver Reuters.

Coronavirusset er foruden Kina registreret i 28 andre lande, herunder Thailand, Japan, Australien, Tyskland, USA, Frankrig, Canada, Italien, Spanien, Sverige og senest i Egypten.

Her er en 33-årig person af "udenlandsk herkomst" blevet smittet, meddeler Egyptens udenrigsministerium ifølge nyhedsbureauet dpa.

Dermed er der ifølge dpa tale om det første kendte tilfælde af det nye virus i Afrika.

Verdenssundhedsorganisationen (WHO) har i flere uger arbejdet på at forberede en respons på virusset fra lande med svage sundhedssystemer i Afrika.

Det står stadig ikke helt klart, præcis hvor dødelig sygdommen Covid-19 er.

Eksperter vurderer dog, at dødeligheden for mennesker, der er smittet med coronavirus, ligger under tre procent.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Sydjylland

Farvel til Tønder Festival, Vorbasse Marked, genforeningsfest, ringridning og alle de andre

Tønder

Tønder Festival 2020 er aflyst

Danmark

Live efter statsministerens pressemøde: Få overblikket over planerne her

Annonce