Annonce
Udland

Coronavirusset kræver yderligere 116 liv i Hubei

China Daily/Reuters
116 dødsfald er det næsthøjeste antal døde på et døgn, siden virusset brød ud i december.

Yderligere 116 personer har mistet livet som følge af det nye coronavirus i den kinesiske Hubei-provins.

Annonce

Det oplyser provinsens sundhedskommission i sin daglige opdatering natten til fredag dansk tid.

Det bringer det samlede antal dødsfald for Hubei op på 1318 personer, mens antallet af dødsfald i hele Kina ligger på 1380, hvor der i alt døde 121 personer torsdag.

Det samlede antal dødsfald i Kina er fredag morgen dansk tid blevet revideret, da de kinesiske sundhedsmyndigheder oplyser, at nogle døde er blevet talt mere end én gang.

Samtidig er der blevet registreret 4823 nye smittetilfælde i Hubei, hvilket bringer det samlede smitteantal op på 51.986 i provinsen, hvor virusset har sit epicenter.

I hele Kina er der 5090 nye smittetilfælde, oplyser de nationale sundhedsmyndigheder.

Natten til torsdag tog udbruddet et hidtil uset hop opad, da der blev registreret 242 dødsfald på blot et døgn. Det var mere end en fordobling af det hidtil højeste antal døde registreret på 24 timer.

116 dødsfald er det næsthøjeste antal døde på et døgn, siden virusset brød ud i december og krævede de første liv i januar.

Antallet af nye smittetilfælde har de seneste to dage også været højt sammenlignet med tidligere. Men det havde sundhedskommissionen en forklaring på natten til torsdag.

Sundhedskommissionen er nemlig begyndt at inkludere smittetilfælde, der er blevet diagnosticeret ved hjælp af en ny, klinisk metode, oplyste den.

På verdensplan er over 64.000 mennesker smittet med coronavirus. Det viser en opgørelse fra John Hopkins University i Baltimore i USA natten til fredag dansk tid.

Langt de fleste af disse tilfælde er registreret på fastlandet i Kina.

Coronavirusset er foruden Kina registreret i 27 andre lande, herunder Thailand, Japan, Australien, Tyskland, USA, Frankrig, Canada, Italien, Spanien og Sverige.

I Japan døde den første person af coronavirus torsdag, mens virusset også har krævet to liv i Hongkong og Filippinerne.

/ritzau/Reuters

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kolding

Se billeder og video fra luften: Kolonihaver totalt oversvømmet

Leder For abonnenter

Forløb om udligning er uskønt

Selvom Danmark er et lille land, er der betydelig forskel på de økonomiske vilkår i de enkelte lokalområder. Derfor er det sund fornuft med kommunal udligning, så borgerne kan få i hvert fald nogenlunde ens levevilkår, uanset om de bor i et velhaverområde nord for København eller i en kommune, der for eksempel er udfordret af mange ældre, plejekrævende borgere og lave husstandsindkomster. Ordninger af denne karakter vil nødvendigvis skabe splid. Nogle kommuner vil føle, de skal aflevere for meget, mens andre oplever at modtage for lidt. Men for at acceptere ordningen er det i det mindste nødvendigt, at man lokalt kan forstå den. Her er det tilsyneladende gået helt galt med regeringens udspil til en udligningsreform. Flere borgmestre erkender, at de ganske enkelt ikke begriber resultaterne, selv om regeringen lidt efter lidt er rykket ud med flere detaljer og regnestykker. De frustrerede borgmestre får opbakning fra professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet Per Nikolaj Bukh, der kalder forløbet rodet og kaotisk. Bedre bliver det ikke af, at der undervejs havde sneget sig en regnefejl på 200 millioner kroner ind i udspillet. Fejlen er erkendt, undskyldt og rettet. Men ellers mener Socialdemokratiets finansordfører, Christian Rabjerg Madsen, at alt er i bedste orden. Processen har været som ved foregående udligningsreformer, og ingen tal bliver holdt hemmelige. Per Nikolaj Bukh mener til gengæld, at informationerne er kommet for langsomt og kun afleveret under pres. Han foreslår derfor, at den store reform bliver sat på pause. Ligefrem at standse et så omfattende projekt midt under forhandlingerne er nok at gå en kende for vidt. Men det ville klæde regeringen at erkende, at håndteringen har været uskøn, hvilket da også har fået De Konservative og Liberal Alliance til at forlade forhandlingsbordet på grund af manglende informationer, mens Venstre kun tøvende mødte op – ligeledes fordi partiet, følte de på forhånd vidste for lidt.

Kolding

Se læsernes vilde billeder af oversvømmelserne: Her plejer folk at gå og cykle

Kolding

Efter oversvømmelser: Central gade midt i Kolding åbner igen

Annonce