Vejen: Vejen Kommune er den kommune i Danmark, hvor færrest virksomheder procentuelt har taget imod hjælp fra regeringens hjælpepakker. I alt 19 procent af virksomhederne i Vejen Kommune har benyttet sig af covid-19 -hjælpepakkerne, oplyser UdviklingVejen i sit nyhedsbrev med en DR-undersøgelse som kilde.
Af samme årsag har UdviklingVejen iværksat en undersøgelse, der kan give et klarere billede af årsagen.
- Overordnet klarede virksomhederne i Vejen Kommune sig rigtigt godt i 2020 og gik ind i 2021 med stor optimisme. Siden er en del blevet ramt af den nuværende nedlukning, siger direktør Ulrik Kragh fra UdviklingVejen.
Erhvervsstrukturen kan være en del af årsagen til, at virksomhederne i Vejen Kommune er blevet nådigere ramt og modtager mindre hjælp end andre kommuner.
- Vi har tre store sektorer indenfor fødevarer, byggeri og transport, og alle tre grupper har klaret sig godt gennem corona-tiden. Så man kan sige, at erhvervsstrukturen lige nu kommer os til gode på det punkt, siger Ulrik Kragh.
Ulrik Kragh, direktør i UdviklingVejenVi har tre store sektorer indenfor fødevarer, byggeri og transport, og alle tre grupper har klaret sig godt gennem corona-tiden. Så man kan sige, at erhvervsstrukturen lige nu kommer os til gode på det punkt.
Allerede under nedlukningen i foråret lavede UdviklingVejen et set-up med Erhvervshus Sydjylland, der kunne hjælpe medlemmer med at søge råd og vejledning.
- De fleste virksomheder har især fået hjælp til arbejdet via deres revisorer, siger Ulrik Kragh.
Nogle brancher bløder hårdere
Hos Martinsen Rådgivning & Revision i Vejen har statsautoriseret revisor Henrik Esmann også bidt mærke i tallet på de 19 procent.
- Vi har ikke ekstraordinært travlt. Om det er et tegn på, at virksomhederne er ekstraordinært dygtige og klarer sig selv, eller vi i kommunen er for sløve til at søge, det kan jeg ikke give et svar på. Det kan også have noget at gøre med erhvervsstrukturen. Men det er godt, temperaturen bliver taget, og det bliver undersøgt, siger Henrik Esmann og fortsætter:
- Jeg tror, det er meget branchespecifikt, og jeg tænker, hvis du går ind og undersøger restauranter og hoteller, så har nok 100 procent søgt hjælpepakker. Oplevelsesindustrien og detailhandlen er ramt, siger Henrik Esmann.
Henrik Esmann, statsautoriseret revisorJeg tror, det er meget branchespecifikt, og jeg tænker, hvis du går ind og undersøger restauranter og hoteller, så har nok 100 procent søgt hjælpepakker.
Når det gælder ansøgninger om lønrefusion, klarer virksomhederne det typisk selv. Revisorerne kommer ind, når det gælder refusion til faste udgifter.
En vis frustration
Hos Vejen Handelsstandsforening "Vejen for dig" har citymanager Flemming Simested fingeren på pulsen.
- Jeg tænker, at tæt på 100 procent indenfor detailhandlen modtager hjælpepakker her under en eller anden form. De ansatte er jo hjemsendte, siger citymanager Flemming Simested.
Og snart to måneders nedlukning i store dele af detailhandlen gør ondt.
- Min opfattelse er, at medlemmerne gør alt for at efterleve reglerne og ikke gradbøjer dem. men jeg kan godt mærke en vis frustration. Også fordi reglerne til pakkerne ændrer sig hele tiden og ikke altid er letforståelige, når det gælder, hvad vi må og ikke må. Der bliver bygget på de gamle regler og ikke altid rettet til, siger Flemming Simested.
Specielt nystartede detailhandlere er sårbare over for corona-restriktionerne.
- Heldigvis har de fleste ejerledede butikker i Vejen flere år på bagen og lidt på kistebunden. Men jo nyere, man er, jo mere sårbar er man, siger Flemming Simested.
Flemming Simested, citymanagerHeldigvis har de fleste ejerledede butikker flere år på bagen og lidt på kistebunden. Men jo nyere, man er, jo mere sårbar er man.
Det bliver de spugt om
I UdviklingVejens undersøgelse om brugen af hjælpepakker kan medlemmerne vælge mellem disse tre svar:
- Vi har ikke behov for kompensation, fordi vores virksomhed ikke er ramt negativt af covid-19.
- Vi vil gerne benytte kompensationsordningerne, men vi mangler hjælp til ansøgningsprocessen.
- Vi har benyttet kompensationsordningen.
UdviklingVejen vil den kommende uge dykke ned i tallene i afstemningen.