Annonce
Livsstil

Cykeldrengene Emil og Nicklas gav konkurrenterne baghjul i  vildmarken

Emil Fammé Hansen og Nicklas Flenø Mikaelsen deltog i sæson 5 af Alene i vildmarken - og vandt. Pressefoto
DR-programmet Alene i Vildmarken blev vundet af de to eventyrere fra Fredericia Emil Fammé Hansen og Nicklas Flenø Mikaelsen i overbevisende stil. De klarede 32 dage. Nu er de klar til at stævne ud på nye eventyr, som kan bringe dem til enten Kilmanjaro på cykel eller over indlandsisen med cyklen på slæde.

Fredericia: De to fredericianske eventyrere Emil og Nicklas sejrede i kampen om at blive længst i den norske vildmark. 32 dage klarede cykel-drengene, som de kalder sig. Torsdag aften fulgte de sæsonafslutningen i tv-programmet Alene i Vildmarken sammen med familie og venner, og følelserne fik frit løb.

- Det var fedt at gense, og der røg nogle tårer. Det var så vildt at være der igen, siger Emil F. Hansen og Nicklas F. Mikaelsen i et fælles telefonopkald med Fredericia Dagblad.

I flere måneder har de to og deres familier skullet holde tæt med, at de tog sejren i årets udgave af Alene i Vildmarken. De deltog som det ene af seks par i sæson 5 af programmet.

Annonce

- Det har været sjovt at skulle tie stille. Jeg har prøvet at gøre det helt usikkert, om vi vandt, og da det så kom frem i går (torsdag, red.), så blev vi bare overvældet med beskeder og opkald. Det har været virkelig rørende, siger de to.

Torsdag aften kunne man i programmet følge dem modtage en hilsen hjemmefra via iPad, om at de havde vundet. På grund af coronarestriktionerne måtte deres familier ikke tage turen til Nordnorge for at overraske dem.

Snittet egen pokal

Men glædestårerne og jublen blev ikke mindre af den grund. Nicklas og Emil fandt således også den pokal frem, som de i hemmelighed havde skåret i en kævle under de 30 dages ophold.

- Den gik vi i gang med at snitte den dag, vi kom derop. Den var vores fysiske symbol på, at vi ikke skulle give op. Vi snittede på den hver dag. Vi var helt sikre på, at intet kunne få os til at trykke på knappen for at blive hentet hjem. Hvis vi skulle hjem før tid, så var det kun, hvis vi blev trukket ud af lægerne, fortæller de to glade eventyrere.

De var overbeviste om, at deres positive energi ville få dem gennem sult, kulde og storm.

- Vi går efter at se lyset for enden af tunnelen, og for os var det, at vi ville sejre. Vi vidste også, at vi skulle gøre os klar til vinteren fra starten, fordi vi ville blive tømt for energi, jo flere dage, der gik. Vi var forberedt til at kunne have klaret os længe, siger Nicklas Mikaelsen.

- Hvor henter i jeres positive energi?

- Den har vi bygget op sammen og gennem de udfordringer, vi har været igennem på vores cykeltur jorden rundt. Vi har et mantra, som vi bruger altid, når det ser svært ud: "Hold kæft, vi har det godt". Det virker, konstaterer de to, som lod seerne høre det mange, mange gange undervejs.


Hold kæft vi har det godt

Vildmarksdrengene Emil og Nicklas mantra


Annonce

Nye eventyr

Fisk er deltagernes eneste føde, og drengene havde stor succes med både at fange fisk og tilberede det. Da de to vendte hjem fra turen, stod familierne klar til at fejre dem.

- Min mor havde lavet laks, og jeg må sige, at fisk bare smager så mange gange bedre, når man kan krydre det og spise andet til, griner Emil Hansen.

Siden hjemkomsten har der været gang i planerne for nye eventyr.

- Vores største drøm er at lave et tv-program, hvor vi cykler jorden rundt og viser, hvor langt man kan nå med positiv energi. Vi har også en plan om at cykle op til toppen af Kilimanjaro med et tv-hold, og hvis det ikke lige kan lade sig gøre, så at cykle op langs Norges vestkyst, sejle over til Grønland og cykle mellem bygderne og slutte på indlandsisen, fortæller de.

Henholdsvis 20 og 15 kg lettere kom Nicklas og Emil hjem fra Nordnorge efter 32 dage i vildmarken. Torsdag aften blev deres sejr endelig afsløret, og fredag samlede de venner og familie til en sejrsfest på Streetfood i Gothersgade. Hverken familie eller venner tvivlede på, at de kunne stå distancen i det kolde nord - deres positive energi ville bære dem igennem, og de fik ret. Foto: Nana Hanghøj

Men inden så har vildmarksdrengene tænkt sig at fejre sejren med familie og venner.

- Det skal vi selvfølgelig i Fredericia, selv om vi i dag bor på Vestfyn. Vi er Fredericia-drenge, for det er der, vi er vokset op, gået i skole og været unge. Sådan er det bare, og det fik vi også gjort klart overfor produktionsselskabet i vildmarken, siger de, før næste samtale venter.

- Der er så mange, der skriver og ringer, og vi kan næsten ikke nå at svare på alle. Men vi er dybt taknemmelige for alle reaktioner, siger de.

Cykeldrengenes seneste eventyr

Klassekammeraterne fra Skjoldborgvejens Skole, Nicklas Flenø Mikaelsen og Emil Fammé Hansen, drog august 2018 afsted på en cykeltur, der skulle have taget dem verden rundt.

De cyklede til Hamborg, hvorfra de fløj til Indien. Herfra cyklede de gennem Indien, Sydøstasien, Australien og New Zealand, inden de tog til Sydamerika, hvor deres verdenstur blev stoppet af coronavirussen.

De meldte sig til DR-konkurrencen Alene i Vildmarken, som blev afviklet i efteråret. Makkerparret holdt skansen i 30 dage og vandt.

Du kan følge Cykeldrengene på en eller flere af deres kanaler:

Youtube: Cykeldrengene

Facebook: Cykeldrengene

Instagram: Cykeldrengene

Hjemmeside: Cykeldrengene.dk


Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce