Annonce
Billund

Cykelsti til fiskesøen bliver asfalteret

En kommende cykelsti til Filskov Fiskesø skal asfalteres. Det mener Billund Kommune, som gerne bruger lidt ekstra penge på en ordentlig løsning. Arkivfoto.
En stenmelssti er fin, men en asfalteret sti er bedre. Det mener politikerne i teknik- og miljøudvalget, som derfor har besluttet, at en kommende sti til Filskov Fiskesø skal asfalteres.

Hejnsvig/Filskov: En kommende sti mellem rundkørslen for enden af Amtsvejen og Filskov Fiskesø skal ikke være en stenmelssti, men derimod en asfaltsti. Det mener politikerne i teknik- og miljøudvalget, som dermed har besluttet sig for at hive nogle flere sedler op af lommen, så en kommende sti kan komme til at se ud præcis, som man ønsker den.

Billund Kommune har afsat fire millioner kroner om året til cykelstier. Politikerne har besluttet, at pengene i 2020 skal bruges på en cykelsti ved Hejnsvig. Det er en sti, som skal etableres på jernbanetracéet fra Boldingvej til jernbanetracéets afslutning syd for Katrinebjergvej. Herefter skal cykelstien føres langs med Bredgade til Hejnsvig.

Annonce

Det bliver kaldt en natursti, men i min verden kan sådan en også godt være lavet af asfalt.

Per Nyhus (DF)

Flere projekter

I 2021 vil pengene blive brugt til tre forskellige projekter i Filskov. Det drejer sig om en 1,5 kilometer lang cykelsti langs Omme Landevej. En sti, der vil forbinde cykelstien fra Filskov med stenmelsstien fra Sdr. Omme og dermed skabe en cykelforbindelse mellem de to byer.

Desuden bliver der lavet en 400 meter lang cykelsti langs Amtsvejen gennem Filskov og en 500 meter lang cykelsti fra rundkørslen for enden af Amtsvejen til Filskov Fiskesø. Det er denne sti, som ikke bliver en stenmelssti, som det oprindelige forslag ellers lød.

Sti bliver af asfalt

- Vi vil gerne have lavet den vej i asfalt i stedet for som stenmelssti. En stenmelssti kan være godt nok, men vi ved også, at den kan blive sværere at holde på sigt. Der kommer ukrudt i kanterne, og vi ved, at dem, der cykler med de meget smalle hjul, alligevel cykler på vejen, når der er en stenmelssti, siger Per Nyhus (DF), der er formand for teknik- og miljøudvalget i Billund Kommune.

At stien har et rekreativt formål betyder ikke, at den ikke kan være asfalteret, mener han.

- Det bliver kaldt en natursti, men i min verden kan sådan en også godt være lavet af asfalt, siger Per Nyhus.

At asfaltere stien koster en lille pose penge mere end at lave en stenmelssti, men det er håndører, siger udvalgsformanden.

Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Skampletten i Vejen

I Vejen ligger der en vej, som ingen har kunnet bruge i nu et år. 22. oktober er det nøjagtig ét år siden, at landmanden Martin Lund Madsen kørte bigballer og andet ind på Skovgårdsvej, der blev anlagt på hans jord, og spærrede den. Han har Højesterets ord for, at Vejen Kommune brugte den forkerte lovgivning til at ekspropriere den nødvendige jord til vejen, og med kommunens kritisable forvaltning in mente spærrede han altså det sorte asfalttæppe. Lige nu betaler borgerne i den nærliggende by Askov en meget høj pris for dette morads, for konsekvensen af lukningen er blandt andet, at tonstunge entreprenørmaskiner tvinges ind gennem byen til stor fare for bløde trafikanter. Spørgsmålet er, hvor længe vi skal være vidner til denne helt urimelige gidseltagning? Vejen Kommune er helt rigtigt blevet kritiseret for en amatøragtig sagsbehandling. Den private ejendomsret er ikke ukrænkelig, her er Grundloven meget klar. Når hensynet til almenvellet taler for det, kan man ekspropriere borgernes private ejendom, men man må synes, at det offentlige skal forberede sig bedre, end Vejen Kommune har gjort i den aktuelle sag. Ikke alene har man spildt skatteydernes penge, man har på et fejlagtigt grundlag foretaget en ekspropriation, der ikke var lovmedholdelig. Det er en skandale. Men man må også samtidig sætte kritisk lys på landmand Martin Lund Madsens rolle, for han er en del af gidseltagningen. Det vil være mærkeligt, hvis ikke Vejen Kommune får lov at ekspropriere til den allerede anlagte vej, hvis ellers man kan få gjort sit forarbejde ordentligt, for selvfølgelig skal det offentlige kunne anlægge veje, når behovet er tilstrækkeligt stort. Men det kommer til at tage år, hvis også denne proces - nu efter den rigtige lovgivning - skal hele retssystemet igennem, som man må forvente, at Martin Lund Madsen vil trække den, og imens holdes et helt samfund som gidsel. Skal det virkelig kræve ofre, før man som voksne mennesker sætter sig og forhandler en løsning på plads?

Annonce