Annonce
Kolding

Dårlig lugt præger boligområde i Vamdrup: Vi gør alt, hvad vi kan for at løse det

BlueKolding og Kolding Kommune har en formodning om, at lugtgenerne i boligområdet i Vamdrup kan skyldes spildevand fra blandt andet De Danske Gærfabrikkers afdeling i Lunderskov. Arkivfoto: Søren Gylling
Borgerne på Danmarksgade i Vamdrup har de seneste måneder været generet af dårlig lugt i området. Det har fået både kommunen, BlueKolding og gærfabrikken i Lunderskov til at gå sammen for at forsøge at afdække, hvor lugtgenerne stammer fra.
Annonce

Vamdrup: I løbet af sommeren har flere beboere på Danmarksgade i Vamdrup klaget over lugtgener fra det nærliggende rensningsanlæg, som både får leveret spildevand fra de mange hustande i Vamdrup, Jordrup og Lunderskov og fra slutningen af juni også fra gærfabrikken i sidstnævnte by.

De mange klager har fået både Kolding Kommune, BlueKolding, som håndterer spildevand i hele kommunen, og De Danske Gærfabrikkers afdeling i Lunderskov til at stikke hovederne sammen, og de har de seneste måneder arbejdet intensivt på at forsøge at dæmme op for lugtgenerne.

- Vi er selvfølgelig enormt trætte af, at der er nogle borgere, som er generet af dårlig lugt, så vi gør naturligvis alt, hvad vi overhovedet kan for at løse problemerne, og derfor er vi også hele tiden i tæt kontakt med både kommunen og fabrikken for at forsøge at afdække, dels hvor lugten stammer fra og hvordan vi kan få det løst, siger Per Holm, som er direktør i BlueKolding.


Vi er selvfølgelig enormt trætte af, at der er nogle borgere, som er generede af dårlig lugt, så vi gør naturligvis alt, hvad vi overhovedet kan for at løse problemerne.

Per Holm


Han forklarer, at man har en formodning om, at lugtgenerne kan stamme dels fra gærfabrikken og dels fra spildevand fra de private husstande i Lunderskov, og spørger man Christian Dahl Jacobsen, som er biolog i afdelingen for industri, jord og grundvand i Kolding Kommune, kan en del af problemet findes i den distance, som spildevandet transporteres.

- Når vandet pumpes fra Lunderskov og til anlægget i Vamdrup, er det via en kilometer lang trykledning, så det kan tage mange timer, før det er igennem, og når det er iltfattigt vand, så kan det altså gøre, at der udvikles dårlig lugt. Vi ved, at spildevandet fra gærfabrikken ikke i sig selv lugter, hvis man bare åbner for tanken, så vi mistænker, at der måske sker et eller andet under transporten, siger Christian Dahl Jacobsen.

Annonce

Flere forskellige løsninger

Gærfabrikken har tidligere skabt lugtgener for beboere i forbindelse med uheld på stedet, men det er ikke tilfældet denne gang. Derfor har man på fabrikken i løbet af de forgangne måneder både sat ind flere forskellige steder og har blandt andet monteret flere filtre på tankene, sikret a vandets pH-værdier er rigtig og senest i mandags implementeret seks gange beluftning af vandet.

- Spildevand skal helst beluftes så meget som muligt, og næste skridt kan så være, at vi belufter med ozon, som også kan være med til at mindske lugtgener, så selvom det ikke er sikkert, at lugten stammer fra os, så gør vi selvfølgelig alt, hvad vi kan for generelt at mindske dårlig lugt, for det skal ikke være sådan, at der er borgere, der er generet af det i deres hjem, siger Bent Hansen, som er fabrikschef på gærfabrikken i Lunderskov.

Fabrikken har indtil videre aftalt med BlueKolding, at man pumper spildevand til anlægget i Vamdrup om morgenen mellem klokken 06 og 10 hver dag i et forsøg på at overvåge, hvad der sker, når vandet bliver renset. BlueKolding har desuden allieret sig med flere borgere i Danmarksgade, som via en Facebook-gruppe giver tilbagemeldinger om, hvornår lugten er værst i området.

- Vi forstår godt, at borgerne kan føle sig magtesløse, så derfor har vi forsøgt at holde kommunikationen åben, så de i hvert fald føler sig inddraget i processen, siger Per Holm, direktør i BlueKolding.

Til trods for de mange forskellige tiltag tør han dog ikke komme med et bud på, hvornår lugtgenerne er løst i byen.

- Selvfølgelig er det frustrerende, at der ikke er kommet en løsning endnu, men det tager også noget tid fra de enkelte ændringer til, at man ser en eventuel effekt, og det er lidt et detektivarbejde, så jeg har desværre ikke umiddelbart en tidshorisont. Lige nu afventer vi i forhold til den øgede beluftning, om det har en effekt, og så justerer vi derfra, men jeg er dog optimistisk, for vi skal selvfølgelig have det løst, og vi stopper ikke, før det er sket, siger Per Holm.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce