Annonce
Sport

Dagen før offentliggørelsen: Det ved vi allerede om de danske Tour de France-ruter

For næsten et år siden blev der på et pressemøde på Vejle Rådhus fortalt om, at Vejle ville blive startby på tredje etape i Tour de France 2021. Tirsdag er der pressemøde igen. Denne gang på Munkebjerg Hotel, hvor rutedetaljerne bliver offentliggjort. Arkivfoto: Peter Leth-Larsen
Tirsdag klokken 13 præsenteres detaljerne om de tre danske Tour de France-ruter i 2021. Ikke meget er sluppet ud, men der er dog enkelte elementer, vi kender til.

Danmark: 2., 3. og 4. juli 2021 får vi besøg af det helt store cykelkavaleri, når de tre første Tour de France-etaper kommer til at foregå på dansk jord.

Indtil videre er det på plads, hvor de enkelte etaper skal starte og slutte. Derudover er der ikke kommet mange detaljer om ruternes forløb. Men det bliver vi meget klogere på i morgen, tirsdag 4. februar, når de enkelte ruter præsenteres på et pressemøde på Munkebjerg Hotel ved Vejle.

Lidt kender vi dog allerede til ruterne. Da det for et års tid siden blev offentliggjort, at Danmark skulle stå for de tre første etaper, blev der nævnt enkelte detaljer. Siden da har arrangørerne drypvis afsløret elementer, som enten er valgt eller fravalgt under de respektive ruter.

Annonce

1. Første etape - hovedstaden vises frem

Målområdet til første etape bliver ved Rådhuspladsen i København. Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix

Første etape bliver en cirka 13 kilometer lang enkeltstart - også kaldet for prolog - i København. Den starter starter ved H.C. Andersens Boulevard og slutter på Rådhuspladsen.

Undervejs vil ruten gå gennem det centrale København og blandt andet passere forbi Amalienborg, Nyhavn og Christiansborg.

Omkring Rådhuspladsen vil der være lukket for trafik i fire dage i forbindelse med holdpræsentationer og enkeltstarten. På etapedagen er det også bekendt, at centrale trafikårer på Nørrebro og Østerbro vil blive påvirket.

2. Anden etape - vikingeskib, festival og sidevind

Hvis der bliver sidevind på Storebæltsbroen, kan der nemt opstå splittelser i hovedfeltet. Arkivfoto: Michael Bager

Næste dag skal der køres cirka 190 kilometer fra Roskilde til Nyborg. I Roskilde bliver der ifølge Sjællandske Medier oprettet en såkaldt rytterlandsby på pladsen foran Vikingeskibsmuseet med ryttere, officials og mediefolk. Derefter triller rytterne hen til Stændertorvet tæt ved Roskilde Domkirke, som er på Unescos verdensarvsliste, hvor løbet skydes i gang.

På en Tour de France-etape plejer de første kilometer at foregå i stille og roligt tempo, og ifølge TV2 Lorrys oplysninger vil rytterne køre i retningen mod Dyrskuepladsen, som på dette tidspunkt er indtaget af over 100.000 mennesker til Roskilde Festival.

Etapen kan med stor sandsynlighed få en spændende afslutning, idet rytterne skal køre på Storebæltsbroen, hvor muligheden for sidevind kan spille en afgørende rolle for etapens udfald. Når cykelstjernerne har forladt Storebæltsbroen, er der blot tre kilometer ind til målstregen på Storebæltsvej i Nyborg.

3. Tredje etape - flot arkitektur og Unesco-stoltheder

Vejle Kommune ønsker, at området ved Fjordenhus bliver en del af starten på tredje etape. Spørgsmålet er, om logistikken i dette område kan håndtere de mange mennesker, der forventes at dukke op. Arkivfoto: Mette Mørk

Den sidste danske etape bliver omkring 170 kilometer lang fra Vejle til Sønderborg.

Her er det et stort ønske, at etapen skal begynde ved prestigebyggeriet Fjordenhus på havnen i Vejle. Dette er endnu ikke bekræftet. Til gengæld er det bekræftet, at hverken Kiddesvej eller Vejlefjordbroen bliver en del af ruten.

Ifølge de franske arrangører ASO giver Kiddesvej ikke sportslig værdi til løbet, fordi den ligger så tidligt på ruten, og i forhold til Vejlefjordbroen er den udelukket, da det vil give for mange logistiske problemer at spærre den i flere timer.

Men vi ved dog, at rytterne skal forbi de berømte Jellingmonumenter, som er optaget på Unescos verdensarvsliste. På samme liste er også Christiansfeld, som også får besøg af Tour de France-feltet, har Region Syddanmark tidligere oplyst.

Ifølge byrådsreferater, som Politiken har gennemgået, har ASO - udover start- og målbyerne - indgået aftaler med Kolding og Haderslev kommuner, mens Aabenraa Kommune også har udtrykt interesse for at lægge asfalt til Tour de France. De har dog ikke modtaget nogle garantier fra arrangøren, men meget tyder på, at både Kolding, Haderslev og Aabenraa kan gøre klar til cykelfest i 2021.

Målstregens placering i Sønderborg er stadig hemmelig.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kolding

Se billeder og video fra luften: Kolonihaver totalt oversvømmet

Leder For abonnenter

Forløb om udligning er uskønt

Selvom Danmark er et lille land, er der betydelig forskel på de økonomiske vilkår i de enkelte lokalområder. Derfor er det sund fornuft med kommunal udligning, så borgerne kan få i hvert fald nogenlunde ens levevilkår, uanset om de bor i et velhaverområde nord for København eller i en kommune, der for eksempel er udfordret af mange ældre, plejekrævende borgere og lave husstandsindkomster. Ordninger af denne karakter vil nødvendigvis skabe splid. Nogle kommuner vil føle, de skal aflevere for meget, mens andre oplever at modtage for lidt. Men for at acceptere ordningen er det i det mindste nødvendigt, at man lokalt kan forstå den. Her er det tilsyneladende gået helt galt med regeringens udspil til en udligningsreform. Flere borgmestre erkender, at de ganske enkelt ikke begriber resultaterne, selv om regeringen lidt efter lidt er rykket ud med flere detaljer og regnestykker. De frustrerede borgmestre får opbakning fra professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet Per Nikolaj Bukh, der kalder forløbet rodet og kaotisk. Bedre bliver det ikke af, at der undervejs havde sneget sig en regnefejl på 200 millioner kroner ind i udspillet. Fejlen er erkendt, undskyldt og rettet. Men ellers mener Socialdemokratiets finansordfører, Christian Rabjerg Madsen, at alt er i bedste orden. Processen har været som ved foregående udligningsreformer, og ingen tal bliver holdt hemmelige. Per Nikolaj Bukh mener til gengæld, at informationerne er kommet for langsomt og kun afleveret under pres. Han foreslår derfor, at den store reform bliver sat på pause. Ligefrem at standse et så omfattende projekt midt under forhandlingerne er nok at gå en kende for vidt. Men det ville klæde regeringen at erkende, at håndteringen har været uskøn, hvilket da også har fået De Konservative og Liberal Alliance til at forlade forhandlingsbordet på grund af manglende informationer, mens Venstre kun tøvende mødte op – ligeledes fordi partiet, følte de på forhånd vidste for lidt.

Kolding

Se læsernes vilde billeder af oversvømmelserne: Her plejer folk at gå og cykle

Kolding

Efter oversvømmelser: Central gade midt i Kolding åbner igen

Annonce