Annonce
Aabenraa

Dambruger har solgt sit livsværk: Fiskepark slog til

Efter halvandet år er det lykkedes Jens Fürst Sørensen at få solgt sit dambrug. Arkivfoto: Erik Petersen
Efter næsten 40 år har Jens Fürst Sørensen skilt sig af med sit dambrug. Rødekro Fiskepark er den glade køber.
Annonce

Hellevad: - Jeg er mega glad for, at driften fortsætter. Det er det vigtigste for mig.

I halvandet år har den 73-årige Jens Fürst Sørensen forsøgt at få solgt Hellevad Mølles Dambrug. Det skyldes ikke mindst, at fysikken ikke længere var egnet til at passe et dambrug, efter at han blev ramt af to blodpropper sidste år. Samtidig blev det heller ikke bedre af, at der i år gik koldbrand i hans højre fod.

- Jeg har fået fjernet alle tæer på højre fod og er lige nu i gang med at genoptræne, siger Jens Fürst Sørensen.

Heldet har dog også tilsmilet Jens Fürst Sørensen, for det er netop lykkedes at finde en køber til hans dambrug, som han har opdrættet ørreder i siden 1981.

Køberne er indehaverne af Rødekro Fiskepark, Kurt og Anette Lassen, og det er Jens Fürst Sørensen godt tilfreds med.

- Jeg har det utrolig godt med det og føler, at jeg har aftjent min værnepligt. Tiden var kommet til at sælge. Jeg kunne ikke klare det længere rent fysisk, siger han.

Annonce

Tid til at finde et hus

De nye ejere af Hellevad Mølles Dambrug, der blev etableret i 1930'erne, overtager hele pakken. Det vil sige 21 runde bassiner, en gårdbutik, et fiskerøgeri samt et parcelhus på 160 kvadratmeter.

Det betyder, at Jens Fürst Sørensen og hustruen nu skal på udkig efter en ny bopæl.

- Vi kan blive boende frem til årsskiftet, og det betyder, at vi nu har god tid til at finde et hus i Aabenraa, siger han.


Jeg har det utrolig godt med det og føler, at jeg har aftjent min værnepligt.

Jens Fürst Sørensen, dambruger


Med salget kan Jens Fürst Sørensen nu endelig også få opfyldt en livslang drøm, som ikke kunne realiseres, mens han stadig var dambruger.

- Min drøm er stadig at komme en tur til Canada og fange laks. Det skal nok lykkes nu, siger Jens Fürst Sørensen, der ikke ønsker at afsløre salgsprisen, men blot konstaterer, at han er godt tilfreds.

Det er ejendomsmægler Evald Møller fra Aabenraa, der har stået for salget, og han er også godt tilfreds.

- Jeg er glad for, at det er lykkedes at få dambruget solgt, og at køberne er fra lokalområdet. Det blev sat til salg for cirka halvandet år siden, men nu er alt på plads, siger Evald Møller.

Annonce

Passer ind i konceptet

For de nye ejere er købet af Hellevad Mølles Dambrug sket ud fra strategiske grunde. Ægteparret Kurt og Anette Lassen grundlagde Rødekro Fiskepark i 1986, og den er gennem årene vokset sig større og større. Det betyder, at der er brug for masser af fisk.

- Købet af dambruget passer ind i vores koncept, fordi vi netop har vores egen fiskepark. Hovedparten af fiskene fra dambruget skal da også bruges i fiskeparken, hvor vi hvert år har brug for omkring 35 tons, siger Kurt Lassen.

Det er indehaverne af Rødekro Fiskepark, Anette og Kurt Lassen, der har købt Hellevad Mølles Dambrug. Arkivfoto: André Thorup

Da Kurt og Anette Lassen først var kommet med et bud, gik det stærkt.

- Handlen varede kun en måneds tid, så det er gået hurtigt, siger Kurt Lassen.

Kurt og Anette Lassen har ikke planer om at flytte fra deres nuværende bolig og ud til huset ved dambruget. I stedet er der fundet en anden løsning, som både Jens Fürst Sørensen og Kurt Lassen kalder for optimal.

- Den nuværende medarbejder i Hellevad Mølles Dambrug overtager vi, og han flytter ind i huset med sin samleverske, siger Kurt Lassen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Esbjerg

Spærring af rute 11 i Ribe påvirker lastbiltrafikken: Lastbiler uden ærinde skal ud på den store omkørsel

Trekantområdet

Tre ledere er udpeget: I morgen bliver hele løsningen for hjemmeplejedistrikt præsenteret

Annonce