Annonce
Sønderborg

Dronningen tildeler Danfoss-arving fornem orden

Peter Mads Clausen har fået tildelt ridderkorset af 1. grad af Dannebrogordenen. Arkivfoto: Ludvig Dittmann
69-årige Peter Mads Clausen, formand for Bitten og Mads Clausens Fond er blevet tildelt ridderkorset af 1. grad.

Nordborg: Han sidder på toppen af familiens pengetank med en egenkapital på næsten 22 milliarder kroner og står mandag bag åbningen af det spektakulære ny hotel Alsik i Sønderborg.

Nu kan 69-årige Peter Mads Clausen, formand for Bitten og Mads Clausens Fond og søn af Danfoss-stifter Mads Clausen, tilmed glæde sig over at have fået ridderkorset af 1. grad af Dannebrogordenen.

Det lå i kortene, at Peter Mads Clausen, skulle hjælpe sine fire søskende med at løfte arven efter faderen Mads Clausen. Han startede derfor fra bunden og blev uddannet værkstøjsmager på Danfoss.

Derefter læste han til maskiningeniør, men en kran kom bogstaveligt talt på tværs.

- En vigtig rapport skulle afleveres. Jeg kørte ud, selv om det havde stormet hele natten. På Strandvejen i Aarhus stod en byggekran, der havde været lige ved at vælte flere gange. Og da jeg kørte forbi væltede den tilfældigvis lige ned i min Alfa Romeo, har Peter Mads Clausen fortalt ved en tidligere lejlighed.

Ulykken medførte, at Peter Mads Clausen siden har været bundet til en kørestol.

Annonce

Dannebrogordenen

Danmark har to kongelige ridderordener, Elefantordenen og Dannebrogordenen. Elefantordenen er den ældste og har rødder tilbage til 1400-tallet. Dannebrogordenen blev indstiftet i 1671 og havde dengang kun én grad – betegnet Hvid Ridder.

I 1808 blev den dog inddelt i flere grader, og kredsen af dekorerede blev udvidet til også at omfatte borgerligt fødte personer. Med en række mindre senere ændringer er bestemmelserne fra 1808 fortsat det formelle grundlag for Dannebrogordenens anvendelse.

Investerer tid og penge

Efter et års genoptræning endte han med at fuldføre uddannelsen til maskiningeniør i Sønderborg. Han startede langsomt op på Danfoss, kom hurtigt op på fuld tid og blev chef.

- Tro ikke at jeg fik tingene serveret på et sølvfad. Jeg måtte arbejde mig op. Hver gang der har været stillingsskift, måtte jeg gøre noget ekstraordinært for at markere mig. Det er hverken navnet eller handicappet, der gør forskellen. Jeg er blevet bedømt på mine gerninger, har Peter Mads Clausen sagt.

I 1981 kom han med i bestyrelsen for Bitten og Mads Clausens Fond, hvor han fra 1999 har været formand. Han stoppede som chef i 2009 og helliger sig nu et omfattende bestyrelsesarbejde.

- Min hobby er at starte små firmaer op, hvor jeg sidder i bestyrelsen og investerer i udviklingsarbejde. Det går der rigtig meget tid med.

Han er blandt andet bestyrelsesformand for MiniBOOSTER Hydraulics, Itools ApS, AqSep samt bestyrelsesmedlem hos PP Energy, Sønderborg Havneselskab, PP Techniq, SwipBox samt Mads Clausen Instituttet.

Peter Mads Clausen bor i Sønderborg med hustruen Anne-Dorthe Clausen. De har børnene Mads-Peter Clausen og Christina Clausen, der begge også er en del af Danfoss.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Spændende projekt med Tilflytterbolig

Det går op og ned for landsbyerne. Sådan er det rundt i landet, og sådan er det også her i Vejen Kommune. Et par eksempler fra den seneste tids artikler her i JydskeVestkystens Vejenudgave afspejler meget godt, at det står sådan til: I Hovborg er der et mål om at uddele velkomstkurve til de borgere, som flytter til landsbyen. Men den målsætning er blevet en udfordring, simpelthen fordi der flytter så mange til landsbyen, et det endog er svært at følge med at få uddelt velkomstkurvene. I den østlige ende af kommunen – i Andst – har landsbyens dagligvareforretning, Høkeren, mistet omsætning. Andst er ellers en af de landsbyer, hvor der også har været god gang i tilflytningen og byggeri af nye huse gennem de senere år. Hver sin landsby – med hver deres udfordringer. Men tilbage til Hovborg. Selv om det på jævnt vestjysk kan konstateres, at ”det egentlig går udmærket” i Hovborg, hvor der findes en brugsforening, en kro, virksomheder samt et aktivt foreningsliv, så bliver øjnene alligevel ikke lukket for, at der hele tiden skal gøres noget for ikke bare at fastholde tingene, som de er; nej, der skal også udvikling til. Lokalrådet i Hovborg har just afviklet et møde, hvor det netop handlede om, hvad der skal til for at skabe udvikling og fremdrift, der kan være med til at sikre landsbyens overlevelse. Et af udgangspunkterne for mødet er den statistiske kendsgerning – en træls én af slagsen – nemlig, at der rundt i landet de seneste ti år er flyttet 40.000 beboere fra de små samfund og ind til byerne. Det er tæt på, at tallet matcher indbyggertallet i hele Vejen Kommune. En del af lokalrådets møde kom til at handle om projekt Tilflytterbolig, som Hærvejsklyngen – Hovborg, Lindknud, Gjerndrup, Gesten og Bække – er langt fremme med. Ikke færre end 16 projekter er i gang rundt i landet, og her lokalt har Hærvejsklyngen planer om at købe den tidligere børnehave-ejendom i Lindknud og ombygge den til en Tilflytterbolig. En Tilflytterbolig er rettet mod familie eller par, der ikke er bosiddende i den pågældende landsby, men som af jobmæssige årsager ønsker eller overvejer at flytte tættere på sin nuværende eller kommende arbejdsplads. Tilflytterboligen giver mulighed for, at familien eller parret kan finde ud af, om et nyt lokalsamfund og et eventuelt nyt job er det rigtige valg, inden man investerer i en bolig i et område, man ikke kender. I disse år er der god gang i udviklingen af arbejdspladser i Vejen Kommune, hvilket skaber et potentiale for nye tilflyttere. Den tilflytterkampagne, som Vejen Kommune og UdviklingVejen har i gang, suppleres rigtig fint med projektet med en Tilflytterbolig. Det bliver derfor spændende at følge projektet i Lindknud, og om det efterfølgende lykkes at få en Tilfytterbolig i hver af de fem landsbyer i Hærvejsklyngen. GOD SØNDAG

Annonce