Foranlediget af jobskifte udnævner regeringen nu to nye formænd for klimapartnerskabet for energi og forsyning og klimapartnerskabet for produktionsvirksomheder.
Mads Nipper, Ørsteds nye topchef, bliver ny formand for klimapartnerskabet for energi og forsyning og overtager dermed posten fra Henrik Poulsen, tidligere topchef i Ørsted.
Kim Fausing, topchef i Danfoss, bliver formand for klimapartnerskabet for produktionsvirksomheder, og overtager posten fra Mads Nipper.
- Ambition i klimapartnerskabet er, at Danmark skal levere verdens første klimaneutrale produktionsindustri i 2030. Det cementerer billedet af Danmark, som grønt foregangsland og viser, at den grønne omstilling samtidig er en god forretning. Det vil skabe stærkt øget grøn eksport, vækst og beskæftigelse i Danmark. Mange virksomheder i produktionssektoren er allerede i dag godt på vej med stærke klimamål. Med de rette politiske beslutninger kan vi nå hele vejen til klimaneutral produktionsindustri i 2030, siger Kim Fausing.
Næste fase i arbejdet
Som led i den danske klimaindsats har regeringen etableret 13 klimapartnerskaber med erhvervslivet samt et Grønt Erhvervsforum. Formålet er at styrke dialogen mellem regeringen, erhvervsliv og fagbevægelse om muligheder og barrierer i erhvervslivets grønne omstilling.
Regeringen lægger nu an til næste fase i arbejdet med Klimapartnerskaberne. Først og fremmest skal der gøres status på de foreløbige resultater fra arbejdet, når regeringen og de 13 klimapartnerskaber i 2021 afleverer deres sektorkøreplaner.
Kim Fausing, koncernchef i DanfossAmbition i klimapartnerskabet er, at Danmark skal levere verdens første klimaneutrale produktionsindustri i 2030.
Sideløbende med det arbejde, etableres der nye samarbejder og partnerskaber, der går på tværs af forskellige sektorer og industrier. I den forbindelse skal der sættes tempo på foreløbigt fire konkrete indsatser blandt andet grønne kompetencer og klimavenlig kost.
- Jeg ser frem til samarbejdet på tværs af klimapartnerskaberne og til at fortsætte partnerskabet for produktionsvirksomheds vigtige arbejde, siger Danfoss' topchef Kim Fausing.