Annonce
Sønderborg

Danfoss vil købe børsnoteret amerikansk firma

Danfoss med Kim Fausing i spidsen har budt på den amerikanske teknologivirksomhed UQM. Arkivfoto: Timo Battefeld

Industrikoncernen vil denne gang erhverve sig virksomheden UQM Technologies med hovedkontor i Colorado.

Industrikoncernen Danfoss fortsætter med at opkøbe virksomheder rundt om i verden. Denne gang er det den amerikanske teknologivirksomhed UQM, som kommer på danske hænder. UQM er børsnoteret i USA og er ledende indenfor udvikling og produktion af højeffektive elektriske motorer og invertere til fly, biler, lastbiler og skibe.

Købet vil styrke Danfoss' position på markedet, skriver koncernen i en pressemeddelelse fra Danfoss.

- Det er en stor fornøjelse at annoncere denne transaktion med UQM, som vil positionere Danfoss endnu stærkere i markedet. Vi ser en hurtigt voksende efterspørgsel efter elektriske løsninger inden for busser og lastbiler, off-road køretøjer og det maritime marked som reaktion på de strengere emissionsregler, der pålægges på disse markeder, samt de effektivitets- og produktivitetsgevinster, som disse produkter har, siger koncernchef Kim Fausing.

UQM har mere end 50 års erfaring og har hovedkontor i Longmont, Colorado, USA. UQM bliver femte virksomhed, som Danfoss har købt indenfor kortere tid.

Annonce

Danfoss

Udvikler og sælger løsninger, der anvendes for eksempel inden for køling, airconditioning, opvarmning, motorstyring og mobile maskiner. Mads Clausen begyndte Danfoss i 1933 på Nordals, og i dag er den en markedsførende aktør med over 27.000 ansatte og kunder i over 100 lande. Koncernen er ejet af grundlæggerens familie.

Betaler over kursværdien

Ifølge UQM's hjemmeside erhverver Danfoss alle udestående aktier i firmaet for 1,71 dollar per aktie - i alt en transaktion værdiansat til cirka 100 millioner dollar.

Prisen per aktie er 52,5 procent over, hvad aktiens lukkekurs var den 18. januar 2019 og 71,4 procent over den gennemsnitlige handelspris udregnet over de sidste 60 dage.

- Vi mener, at UQM vil være et glimrende supplement til Danfoss, da vores produkter, forretningsmodel, strategi og fokus ligner hinanden meget. At være en del af en større global virksomhed vil i høj grad forbedre vores konkurrenceposition med andre internationale aktører, åbne døre til nye markeder og tilføre ressourcer til UQM, så vi kan fortsætte med at udvikle de højt udviklede elektriske fremdriftsprodukter, vi er kendt for i dag, siger UQM's administrerende direktør Joe Mitchell.

Købet er betinget af, at UQM's aktionærer takker ja til aftalen, og at den bliver godkendt af de amerikanske myndigheder. Den forventes gennemført i andet kvartal 2019.

Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Kommentar: Ku' vi andre ikke få sådan en p-billet?

De er slet ikke dumme, politikerne i byrådet. Når de holder møder, trækker tingene af og til i langdrag. Og pludselig bliver de nødt til at afbryde deres møder, fordi de skal til at stille p-skive i deres biler. De føler sig simpelthen generede både af at skulle rende og stille skiverne og så det, at det ofte kniber med overhovedet at finde ledige pladser i området tæt ved rådhuset. JydskeVestkysten fortalte historien i mandags, og mon ikke rigtig mange læsere kunne genkende den irritation, der blusser op i én, når man skal afbryde det, man er midt i, for at stille på den forbandede p-skive? For slet ikke at tale om det der med at tøffe rundt i sin bil for kun at opleve kantstenen tapetseret med parkerede biler, så man slet ikke kan finde en plads, med mindre man er klar på en halv Hærvejsmarch? Men historien bød så også - vi kalder overordnet genren for konstruktiv journalistik - på den helt rigtige løsning og viste vores byrådspolitikere som handlekraftige og løsningsorienterede mennesker. De har nemlig løst hele miseren på en måde, som byder til inspiration for kommunens øvrige borgere. I erkendelse af, at det simpelthen ikke dur det der med at skulle spæne frem og tilbage for at stille p-skiver - man bliver jo afbrudt hver anden time - har politikerne udstyret sig selv med en p-tilladelse til at holde på pladsen foran rådhuset. De fleste i hvert fald. 10 af byrådets 31 medlemmer må i forvejen holde i rådhusets egen p-kælder, og Hans Erik Møller fra Socialdemokratiet springer over, da han kan på grund af en øjensygdom dårligt se noget, så han kører ikke bil. Men resten har altså fået løst deres problem, og spørgsmålet er, om ikke man bare skulle udvide ordningen? Til at begynde med er der på rådhuset mange hundrede ansatte, der hver morgen indleder arbejdsdagen med øvelsen overhovedet at finde en plads i en stadig større periferi omkring rådhuset. Stik dem sådan et p-kort. Så er der alle os andre, som jo også af og til slås lidt med det parkering, ku' vi ikke også få sådan et p-kort? Som byrådspolitikerne selv har erkendt, er det altså forstyrrende at skulle forlade sit arbejde hver anden time for at stille p-skiven, ligesom der jo også om morgenen kan være rift om de pladser, der nu engang er til rådighed, men det ville hjælpe lidt på vores trængsler med sådan en tingest i forruden. Nogle af politikerne, som Socialdemokraternes gruppeformand Søren Heide Lambertsen, synes, at disse p-tilladelser lugter lidt af særligt privilegium - ja, hvor får han det fra? Det er ikke en "idé, der er groet i min have", siger han, der som medlem af økonomiudvalget i øvrigt er sikret en af de forjættede p-pladser i kælderen under rådhuset. Nej, det kan godt være, at idéen ikke er groet i socialdemokratiets rosenhave, men resten af partiets gruppe går nu lidt mere praktisk til værks og har ikke så fine fornemmelser, for de synes altså, det er irriterende med det løberi: Det blev derfor et stort ja-tak til de særlige politiker-tilladelser fra socialdemokraterne. Selv Enhedslistens Sara Nørris, der jo som partimedlem per definition elsker kollektiv trafik og ser privatbilismen som det næstondeste efter Djengis Khan, har strakt hånden frem, fordi hun af og til også bliver nødt til at hive bilen ud af garagen for at kunne nå alle sine gøremål: "Der er nogle, der bor så langt væk fra rådhuset, at det bliver besværligt for dem med offentlig transport, når de også skal passe deres almindelige arbejde før eller efter et udvalgsmøde", som hun siger. God søndag.

Annonce