Annonce
Udland

Danmark arbejder på at få 13 danskere ud af virusby i Kina

W. And W. Duplessis, E. Tjandra/Reuters
Flere lande evakuerer borgere ud af virusramt område i Kina, og Danmark vil forsøge at gøre det samme.
Annonce

De danske myndigheder arbejder på at få 13 danskere i den virusramte Hubei-provins væk fra området, men der er endnu ikke en løsning på plads.

Det fortæller Erik Brøgger Rasmussen, der er direktør i Udenrigsministeriets Borgerservice.

- Vi gør alt, hvad vi kan, for at få danskere ud. Det er desværre ikke så let, fordi området er lukket ned for at begrænse smittefaren.

- Kineserne vil ikke have nogen mennesker ud og ind af regionen. Derfor skal vi have lavet en model for, hvordan det alligevel kan lade sig gøre, om det så bliver med bus, tog eller fly, siger han.

Udenrigsministeriets Borgerservice har været i kontakt med 13 danskere i millionbyen Wuhan i Hubei-provinsen, hvor de første tilfælde af virusset blev opdaget.

Borgerservice har ikke et samlet overblik over, hvor mange danskere som er i området.

For et døgn siden havde ingen danskere meldt sig, så de danske myndigheders indsats har ikke mange timer på bagen.

- Danskerne i området er mere eller mindre spærret inde, men de har det omstændighederne taget i betragtning fint, siger Erik Brøgger Rasmussen.

Flere andre lande har allerede varslet, at de vil hente statsborgere hjem fra området.

Japan vil tirsdag sende fly til Wuhan for at hente japanske statsborgere hjem, og Frankrig har varslet en lignende plan, som vil blive gennemført i løbet af ugen. Tyskland overvejer også at hente statsborgere hjem.

Erik Brøgger Rasmussen fortæller, at de danske myndigheder arbejder på en model sammen med andre EU-lande - herunder Frankrig - der også har statsborgere i området.

Ud over at få statsborgerne ud af området er det også en opgave med at sikre, hvordan man skal håndtere de borgere, der bliver hentet ud. For eksempel om de skal i karantæne i en periode.

- Det er en kompliceret operation, vi har gang i, hvor der er mange ting, som skal falde på plads, siger Erik Brøgger Rasmussen.

Søndag blev den danske rejsevejledning for Hubei-provinsen ændret. Nu lyder den, at alle unødvendige rejser til området frarådes.

Mindst 80 mennesker har mistet livet som følge af virusset. Flere end 2700 er smittet.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Varde

22-årig var blevet afhængig af at true småpiger til sex-optagelser: Jeg er glad for, jeg blev anholdt

Esbjerg

Redderne fra Ribe er fundet: Familien til tysk turist siger tak efter hjælp ved voldsomt hjertestop

Annonce