Annonce
Sport

Danmark er allerede på vej til VM i Qatar

Kasper Hjulmand så rigtigt. Han skiftede en svag Yussuf Poulsen ud og ind kom Andreas Skov Olsen med to scoringer på ingen tid. Her scorer Bologna-spilleren sit første mål. Foto: REUTERS/Leonhard Foeger
Efter 14-0 i tre indledende VM-kvalifikationskampe og en afklædning af medfavoritterne Østrig i Wien, så står Danmark med gode kort på hånden efter EM-slutrunden. Kasper Hjulmand har overbevisende taget over fra Åge Hareide

FODBOLD: Danmark kan roligt pakke kufferterne med kurs mod VM i Qatar, hvis ellers boykots fra alle verdenshjørner ikke regner ned over den korrupte oliestat.

Danmark har overraskende hurtigt sat kurs mod VM-slutrunden og i de første tre kvalifikationskampe vundet sammenlagt med 14-0 mod Israel, Moldova og Østrig, der var regnet for den værste rival om puljens direkte adgangsplads til VM-slutrunden.

Og hvad bedre er: Kasper Hjulmand har haft en overbevisende start som arvtager fra Åge Hareide og var både teknisk og taktisk østrigerne overlegne. 4-0 "und aus der Traum" må det hedde i alpelandets medier i dag.

Inden de gik bagud af valsen markerede østrigerne sig ellers allerede før kampstart med et enormt banner, som DBU muligvis har været misundelig over at skue. Her var danskerne med et par sætninger på opvarmningstrøjen mere ydmyge.

"Menschenrechte schüzten" stod der med reference til uhyrlighederne i Qatar, hvor alle landshold alligevel ender med at rejse hen til VM næste år.

Danmarks landstræner Kasper Hjulmand havde som ventet valgt præcis de samme elleve, som for en uge siden hentede sejren i Tel Aviv - og alle ti markspillere var fravalgt til startopstillingen mod de mere overkommelige moldovere midt i ugen i Herning, hvor B-landsholdet kunne vinde med 8-0.

Både Danmark og Østrig lagde forsigtigt ud. Danskerne spillede sikkert rundt i bagrummet og forsøgte sig så med diagonalafleveringer over mod Yussuf Poulsen og Daniel Wass på siderne af østrigernes tremands-forsvar.

Det blev varieret med direkte bolde op mod Martin Braithwaite, som var danskernes farligste mand med sine løb på tværs af østrigernes bagkæde.

I ti minutter var danskernes forholdsvis giftige og netop Braithwaite serverede efter et dybt løb og en tværpasning ind i østrigernes felt, hvor Joakim Mæhle forsøge at chippe bolden og den store chance i kassen. Mæhle havde det som højrebenet venstre back lige så svært som sine forgængere på den post. Og danskerne spillede ikke hurtigt nok til at fange værterne i ubalance.

Annonce

Poulsen skuffede

Halvlegens største skuffelser var Yussuf Poulsen, der havde det svært med teknikken og Christian Eriksen, som var underligt uskarp og ikke særligt kvik på fødderne.

Danskerne levede på det sikre centerforsvar, hvor Simon Kjær afviste alle tilnærmelser fra den frygtede tometer-mand fra VfB Stuttgart Sasa Kalajdzic.


Det blev varieret med direkte bolde op mod Martin Braithwaite, som var danskernes farligste mand med sine løb på tværs af østrigernes bagkæde.


Midt i første halvleg råbte østrigernes tyske træner Franco Foda - måske kendt af nørder som tidligere topspiller i 1. FC Kaiserslautern - frusteret ind mod sin anfører David Alaba, der er langt mere offensivt posteret end hos Bayern München.

Det blev mod slutningen af halvlegen til et par lovende wiener-omstillinger, men intet der for alvor truede Kasper Schmeichel, mens Østrigs keeper Alexander Schlager virkede mere vakkelvorn i sine bevægelser.

Det var også Schlager, der inddirekte havde serveret en gedigen skudchance til Braithwaite midt i den gode danske periode i en halvleg uden snapse til osten.

Men der var pæne 20 graders varme og man fik helt lyst til en tur i Prateren, som dog nok er lukket noget ned i denne periode.

Danmark gik til anden halvleg for at spille på både gyngerne og karrusellerne al den stund, at 0-0 var et brugbart resultat for Hjulmands tropper.

Hjulmand reagerede hurtigt på, at Yussuf Poulsen løb videre som på fakirens sømmåtte af en seng. Andres Skov Olsen kom ind på kanten i stedet.

Det gav pote. Schmeichels lange igangsættelse endte hos Jonas Wind, der var trukket ned i banen, mens en evigtarbejdende Thomas Delaney løb i dybden i stedet. Delaney fandt perfekt og fladt Andreas Skov Olsen ved den bageste stolpe - 0-1.

Østrigerne var splittet for alle vinde og gik omgående op i limningen. Lidt efter brændte Jonas Wind en enorm chance, men det var en stakket frist.  Trænerlegenden Ernst Happel må have vendt sig i sin grav og Delaney prikkede Mæhle fri til 0-2.

Østrigerne måtte satse, mens de skændtes indbyrdes orkestreret af anfører David Alaba, der er bedre vant. I en dansk omstilling kom målmand Schlager på skovtur mod Braithwaite, der også tumlede omkring, inden Braithwaite lagde på tværs til Højbjerg, der fandt åbningen i det tomme mål til 3-0 til Danmark.

Wienerbrødet smuldrede og en ny omstilling omsatte Andreas Skov Olsen brutalt til 4-0 og østrigernes valsede stille ud af lokalet og skal nok ikke bekymre sig om nogen form for boykot af Qatar. Det vil give sig selv.

KAMPEN KORT

VM-KVALIFIKATIONSKAMP, GRUPPE F, Østrig-Danmark 0-4 (0-0)

Mål: 0-1 Andreas Skov Olsen (58) sparker i nettaget ved bageste stolpe på Delaneys tværpasning, 0-2 Joakim Mæhle (63) spilles helt fri af Thomas Delaney og sparker sikkert bolden ind, 0-3 Pierre-Emile Højbjerg (67) scorer i stort set tomt mål, 0-4 Andreas Skov Olsen (73) sparker igen flot ind.

Advarsler: Jonas Wind, Danmark (60).

Østrig: (3-4-3) Alexander Schlager - Stefan Ilsanker (65. Valentino Lazaro), Gemot Trauner (82. Stefan Posch), Aleksandar Dragovic - Stefan Lainer, Marcel Sabitzer, Xaver Schlager (74. Ercan Kara), Andreas Ulmer (82. Marco Friedl) - Christoph Baumgartner, Sasa Kalajdzic (82. Adrian Grbic), David Alaba.

Danmark (4-2-3-1) Kasper Schmeichel - Daniel Wass  (77. Jens Stryger Larsen), Simon Kjær, Andreas Christensen, Joakim Mæhle- Thomas Delaney(77. Christian Nørgaard), Pierre-Emile Højbjerg- Yussuf Poulsen  (54. Andreas Skov Olsen), Christian Eriksen, Martin Braithwaite  (77. Kasper Dolberg) - Jonas Wind  (65. Joachim Andersen).

Bedste spillere: Østrig:  David Alaba Danmark: Thomas Delaney

Dommer: Artur Dias - Portugal - karakter: 10.

Tilskuere: 0

Næste kamp: 2. juni, venskabskamp Tyskland-Danmark, 6. juni, venskabskamp Danmark-Bosnien i Brøndby, 12. juni kl. 18.00, Danmark-Finland, EM-slutrunden i Parken.

KARAKTER: Kasper Schmeichel 7 - Daniel Wass 7, Simon Kjær 7, Andreas Christensen 7, Joakim Mæhle 7 - Thomas Delaney 10, Pierre-Emile Højbjerg 7- Yussuf Poulsen 00, Christian Eriksen 4, Martin Braithwaite 7 - Jonas Wind 02.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Erhverv For abonnenter

Esbjergs sidste kvotekonge skovler penge: Har tjent mere end en kvart milliard kroner de sidste ti år, men nu truer Brexit

Erhverv

Montører overfuses af vrede kunder på hjemmekontoret: Nu får de hjælp til at nedtrappe konflikterne

Sydjylland

Få overblikket over de nye rejseregler her: Hvornår må vi grænsehandle og rejse på ferie?

Sønderborg For abonnenter

Modstander undrer sig over byggeri af biogasanlæg: - Det er grove løjer

KIF Kolding For abonnenter

Se analysevideo: Kaloriefyldt KIF Kolding-sejr over skuffende SønderjyskE

Annonce