Annonce
Danmark

Danmark giver 385 millioner til lande der nægter samarbejde

Bax Lindhardt/Ritzau Scanpix
Danmark giver i 2019 stort millionbeløb i bistand til lande, der ikke vil modtage tvangsudsendte asylansøgere.

En række lande i Mellemøsten, Asien og Afrika modtager hundredvis af millioner kroner i dansk u-landsbistand. De samme lande afviser samtidig at modtage egne statsborgere, der har fået afslag på asyl i Danmark.

Det skriver Kristeligt Dagblad.

Alene i år sender Danmark 385 millioner kroner i humanitær bistand til lande, hvor tvangsudsendelser ifølge Rigspolitiet ikke i øjeblikket er muligt.

Dertil kommer andre former for dansk u-landsbistand, eksempelvis langsigtet udviklingshjælp og penge, der kanaliseres gennem FN- og EU-systemerne.

Ifølge en aktindsigt, som Kristeligt Dagblad har fået fra Rigspolitiet, nægter 12 lande i øjeblikket at samarbejde om at modtage tvangsudsendte asylansøgere.

Af disse sender Danmark humanitær bistand til seks lande: Irak, Iran, Sudan, Congo, Syrien og Myanmar.

De nyeste tal fra Rigspolitiet viser desuden, at 624 afviste asylansøgere ikke kan sendes hjem fra danske asyl- og udrejsecentre. Det skyldes, at de er i en ”fastlåst” position.

Det begreb dækker i langt de fleste tilfælde over, at myndighederne i hjemlandene ikke vil samarbejde om at hjemtage dem.

Hos Dansk Folkeparti kalder udenrigsordfører Søren Espersen tallene for ”rystende”.

- Der er ingen rimelighed i, at vi sender hundredvis af millioner til lande, der ikke vil tage deres egne afviste asylansøgere hjem. Det er chokerende, og ministeren skal selvfølgelig sørge for, at det stopper øjeblikkeligt, siger Søren Espersen til Kristeligt Dagblad.

Han og Dansk Folkeparti vil nu afkræve minister for udviklingssamarbejde Rasmus Prehn (S) svar på, hvor meget det totale beløb for u-landsbistand til de pågældende lande løber op i.

Dansk Folkeparti vil desuden have Danmark til at indstille al hjælp til landene.

Hos SF kalder udviklingsordfører Halime Oguz det for ”fuldstændig uacceptabelt, når lande ikke vil modtage afviste asylansøgere”.

Rasmus Prehn afviser i et skriftligt svar til Kristeligt Dagblad at stoppe for humanitær bistand, hvis lande ikke modtager tvangsudsendte asylansøgere.

Den mere langsigtede udviklingshjælp kan dog ifølge ministeren godt komme i spil, skriver Kristeligt Dagblad.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Sydjylland

134 klager på fem måneder: Tolkefirma har spændt ben for politiet i Syd- og Sønderjylland

Leder For abonnenter

Danmark skal hænge sammen

Kan man forestille sig en situation, hvor det offentlige dropper investeringen i vejnettet i dele af landet, så borgerne selv må i gang med asfalteringen? Nej selvsagt ikke. Men faktisk er det nogenlunde en parallel beslutning, vores regering har truffet ved at ikke at afsætte midler til bredbåndspuljen i sit udspil til finanslov. Danmark er på vej til at blive næsten 100 procent digitaliseret. Det rummer mange fordele. Både i dialogen med myndighederne og i privatlivet kan det meste hurtigt og bekvemt ordnes via nettet, der samtidig giver adgang til et uendeligt univers af information og underholdning. Forudsætningen for at være en del af det moderne Danmark er hurtigt, stabilt internet. Imidlertid er det fortsat steder i landet, hvor borgerne ikke har denne mulighed. Hermed er de berørte koblet af en central del af infrastrukturen. Konsekvenserne er logiske. Unge familier vælger landet fra, hvis der ikke er net af tilstrækkelig kvalitet. Man skubber således yderligere på den affolkning, der allerede er sat ind af andre årsager. Kreditinstitutternes uvilje til at yde lån til boligkøb i den knap så tæt befolkede del af landet er i forvejen et problem. Men er der heller ikke netforbindelser af en antagelig kvalitet kan boliger på landet blive usælgelige. Samtidig er det svært at drive virksomhed uden bredbånd. Både det lille mekanikerværksted i landsbyen og den moderne landmand er afhængig af computeren. Ansvaret for netforbindelser kan man ligeså lidt som byggeri af veje eller broer pålægge den enkelte. Et eksempel fra Fyn viser således, at det kan koste privatpersoner op til godt 270.000 kroner at få etableret en individuel forbindelse med fibernet. Naturligvis skal staten være sparsommelig. Men en pulje på 100 millioner kroner er ingen kæmpepost på statens samlede udgifter, der i 2018 var på næsten 700 milliarder kroner. For borgerne kan hurtig adgang til nettet til gengæld gøre en verden til forskel. Danmark skal hænge sammen.

Annonce