Annonce
Debat

Danmark har brug for EU - Europa har brug for venstrefløjen

Karsten Hønge

EU skal være demokratisk, gennemskueligt og folkeligt. Elitens flugt over plankeværket med pengekassen til skattely skal stoppes, lønmodtagernes forhold skal forsvares gennem omfattende indsatser mod social dumping, sparepolitikken skal skrottes, finanspolitikken skal skabe jobs, virksomhedernes skattebetaling skal holdes i kort snor, forbrugernes interesser skal stå over firmaernes og kampen mod klimaforandringerne skal øverst på dagsordenen. Det kommer kun til at ske, når Europa har en stærk venstrefløj og fagbevægelse. Danmark har til gengæld brug for et progressivt EU.

Mange almindelige lønarbejdere er utrygge ved presset fra østeuropæiske lavtlønslande, især i byggeriet, landbruget og hotel- og restaurationsbranchen. Nu ser vi også en trafik af underbetalte lastbilchauffører fra 3.-lande som Usbekistan, Kasakhstan, Ukraine og Filippinerne. De snæversynede nationalister på højrefløjen lokker med nemme løsninger om udmeldelse af EU og had mod udlændinge. Jeg får ondt helt ned i tæerne, af at høre på dem. Svaret er fælles løsninger i EU, hvor rettigheder til lønmodtagerne skal stå over hensynet til markedet.

Har Storbritannien vist vejen? De rigeste gnider sig i hænderne, mens uligheden galoperer derudaf, og de hårdtarbejdende betaler. Der er god grund til, at den britiske fagbevægelse begræder situationen. Det var en forunderlig oplevelse at se Enhedslisten og Dansk Folkeparti danske selvsving af glæde over Brexit. Den perspektivløse parole er, at Danmark skal ud af EU, ud til et væld af problemer og få løsninger. Selv om verden har forandret sig fundamentalt, står de fast på gamle støvede holdninger. Undergraver vi nationalstaternes suverænitet i EU? Suverænitet forsvinder ikke, men er noget landene i afmålte mængder giver til hinanden. På den måde får fællesskabet, og herunder Danmark, muskler. Internationalt samarbejde i Nordisk Råd, Europarådet og FN er godt, men det er i EU det forpligtende samarbejde foregår. Jeg kan forstå, at nationalisterne på højrefløjen ikke bryder sig om EU, men det giver ikke meget mening på venstrefløjen.

Som medlem af en fagforening afleverer man noget personlig beslutningsret til organisationen, som på afgrænsede områder kan handle på vegne af medlemmerne. Men alle bliver stærkere af det. Danmark afleverer også suverænitet, når vi er en del af internationale aftaler og konventioner på f.eks. flygtninge og menneskeretsområderne. Men det er nødvendigt, for at have en international retsorden.

Når landene i national selvforelskelse går i forsvarsposition, og ruller sig sammen om sig selv som pindsvin, har den snæversynede nationalisme sejret. Som venstreorienteret vil jeg en anden vej. Vi skal bestemt ikke lægge os fladt ned for alt muligt, men Danmark har brug for at være en del af det forpligtende samarbejde i EU. Om kursen for EU bliver rød-grøn afhænger af politisk styrkeforhold. Det er noget rundforvirret sludder, når EU udstilles som en konstruktion, der i sit dna er forprogrammeret med liberalisme og føjelighed over for store virksomheder og lobbyister. Den politiske og faglige kamp afgør retningen. Når man spørger efter alternativer til EU, synger den yderste venstrefløj en sang fra de varme lande. Om at være åbne til alle sider, og med fuld suverænitet til hvert enkelt land. Men det er netop ved at give suverænitet til et fælleskab, at samarbejdet får de nødvendige muskler, potens og vilje.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Genforeningen vækker stadig følelser

Det socialdemokratiske medlem af byrådet i Sønderborg, Bjørn Allerelli Andersen er stødt, fordi det tyske mindretal lægger op til en fejring af 100-året for grænsedragningen i 2020 og ikke af Genforeningen. Han bliver også krænket, når tyske tekster sætter ordet genforening – Wiedervereinigung - i citationstegn. Sagen viser, at der fortsat er store følelser i spil. Den tyske jurist Klaus Alberts fra Kiel har netop udgivet en bog om situationen i 1920. Han anfægter brugen af begrebet genforening, fordi Slesvig heller ikke før 1864 var en del af kongeriget. Argumentet viser, at nogle sager er for komplicerede til, at de kan overlades til videnskaben. Statsretslig er udsagnet korrekt. Men det anfægter ikke, at de dansksindede sønderjyder i 1920 kom hjem til det land og det folk, de så sig som en del af. Så i den følte realitet var der naturligvis tale om en genforening. Derfor skal vi danskere have lov til både at bruge ordet og glædes over Genforeningen. Men vi skal ikke pådutte andre det. Til gengæld skal tyskerne respektere vores holdning. Det tyske mindretal har ligeledes al mulig grund til at glæde sig over Genforeningen. Den forskånede dem i vidt omfang fra at blive en del af Tysklands rædselsfulde historie mellem 1920 og 1949. Ganske vist dumpede mange i mindretallets rækker med et brag, da deres loyalitet blev sat på prøve efter den 9. april 1940. Men de lærte lektien og formulerede i 1945 en formel erklæring om troskab over for den danske stat og 1920-grænsen. Samfundskontrakten holder den dag i dag. Eneste tabere i 1920 blev de danske syd for den nye grænse. De måtte betale en skrækkelig pris med undertrykkelse og senere død på nazisternes fronter. Men skønt ikke alt er glemt, er grænselandet nu en model for det harmoniske samliv mellem flere nationaliteter. Det skal vi fejre i 1920 og så ikke strides om ord. Som danskere i Damark skal vi feste for Genforeningen. Så må andre gerne fejre en af de få stabile grænser, Tyskland nogensinde har haft.

Team Esbjerg For abonnenter

En præstation til topkarakter: Team Esbjerg pillede totalt pynten af russisk storhold

Annonce