Annonce
Udland

Danmark har mange fjender i første ministerduel om EU-budget

Philippe Huguen/Ritzau Scanpix
Den rabat, som Danmark hidtil har fået på EU-budgettet, skal væk, mener et stort flertal af EU-lande.

Danmark har en håndfuld ægte venner, når det gælder om at sikre et stramt EU-budget på 1,00 procent af bni, som er regeringens mål.

Men i et samarbejde med næsten 30 medlemmer er der også plads til mange fjender - eller modstandere.

Og det har Danmark, før EU-landenes udenrigs- og europaministre tirsdag eftermiddag tager det første ministerielle tovtrækkeri om et kompromis, som det finske EU-formandskab fremlagde i sidste uge.

En af udenrigsminister Jeppe Kofods tre prioriteter inden mødet er, at Danmark som nettobidragyder skal bevare en rabat i budgettet.

Rabatter er et betændt spørgsmål. Det har kun tilslutning fra de lande, som har dem. EU-formandskabet har fremlagt et kompromis, hvor man slet ikke tager stilling til, om rabatterne skal fortsætte.

- Der skal være rimelighed i det, så derfor er det vigtigt med de korrektioner, der er, så store nettobidragydere som Danmark, Tyskland, Sverige og andre får en korrektion (rabat, red.), siger Jeppe Kofod (S) før mødet.

Udover de tre nævnte drejer det sig om Holland og Østrig.

Forhenværende statsminister Helle Thorning-Schmidt forhandlede før den nuværende budgetperiode sig til en rabat på cirka en milliard kroner årligt.

Frankrig, som også er nettobidragyder, er et af de lande, der betaler prisen for rabatten, og Frankrig kæmper indædt for, at den skal ophøre.

- Frankrig arbejder sammen med 17 andre lande på at sløjfe rabatterne, efter at Storbritannien ikke længere er med i EU. Det nuværende system er blevet ulæseligt og umuligt at forsvare politisk, siger Frankrigs europaminister, Amélie de Montchalin, tirsdag i avisen L'Opinion.

Hun siger på vej ind til mødet, at oplægget fra Finland er et brugbart udgangspunkt for forhandling. Men der er punkter, der for Frankrig "er helt uacceptable".

Det samme siger Sveriges europaminister, Hans Dahlgren, som ikke kan leve med Finlands kompromis for budgetrammen på 1,07 procent af bni.

Sverige, Østrig, Danmark og Holland står sammen på, at budgettet ikke må overstige 1,00 procent. Tyskland er en nært allieret.

- De lande, der er nettomodtagere, kan ikke bare forvente, at vi giver mere og mere, siger Jeppe Kofod.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Hvad bilder ministeriet sig ind?

I 2014 besluttede et flertal i Folketinget, at man ville have 14 års dansk indsats i Afghanistan undersøgt med særlig vægt på det civilt-militære samarbejde. Forsvarsakademiet, Dansk Institut for Internationale Studier samt et konsulentfirma skulle står for opgaven, men nu viser aktindsigter til Berlingske, at man i Forsvarsministeriet langt hen ad vejen ikke var tilfreds med især en række kritiske passager i udkastet til den endelig rapport. 14 kritiske passager er enten blevet fjernet eller ændret, således at slutresultatet tegner et mere rosenrødt billede af den danske indsats i Afghanistan, end det oprindeligt var tiltænkt, inden Forsvarsministeriet kom med forslag til, hvor man skulle have slettelakken frem. Nu bliver der i denne verden helt generelt lavet alt for mange rapporter, men denne havde dog det ædle formål at orientere Folketinget om, hvad der var gået godt og skidt. En rimelig idé, skulle man synes, al den stund, at danske soldater sendes ud i livsfarlige missioner, ligesom det danske samfund bruger milliarder af kroner på disse opgaver. Men Forsvarsministeriet syntes åbenbart ikke, at det var nødvendigt for vores folkevalgte eksempelvis at få at vide, at et fælles sekretariat mellem Forsvarsministeriet og Udenrigsministeriet ikke fungerede. Ej heller skulle det frem, at velkendte indretninger som offentlige udbud, der på vores breddegrader er med til at forhindre korruption, faktisk gjorde det modsatte i Afghanistan. Folketinget er altså blevet forholdt væsentliger oplysninger, og det er en skandale, også selv om ministeriet meddeler, at man jo bare kom med forslag til, hvad der skulle ændres eller slettes. Den har man hørt før, og den bliver ikke mere sand af at blive gentaget. Denne sag vidner om, at Forsvarsministeriet og nogle ansatte der har haft mere travlt med at pleje eget ry og karrierer end at oplyse Folketinget sandfærdigt om, hvad der er foregået i Afghanistan. Det er ikke bare uhæderligt, det er at sætte sig over landets øverste parlamentariske forsamling.

Kolding

Vej spærret: Store mængder regn giver problemer i Kolding

Annonce