Annonce
Sport

Danmark kan være klar til VM-semifinale før næste kamp

Mikkel Hansen blev topscorer med syv mål, da Danmark lørdag slog Ungarn ved VM.

Hvis Norge slår Egypten og derefter taber til Sverige, er Danmark klar til semifinalen ved VM i håndbold.

Lørdag aften åbnede Danmark mellemrunden ved VM i håndbold med en sejr på 25-22 over Ungarn og har dermed seks sejre for lige så mange kampe i turneringen.

Holdet har maksimale seks point i mellemrunden og har altså kurs mod den semifinale, som er holdets mindstemål.

Nu mangler holdet at møde Egypten mandag og Sverige onsdag, men faktisk kan Danmark være videre til semifinalerne allerede inden de to kampe i Herning. Det er endda ganske sandsynligt.

Af de seks hold i mellemrunde 2, der kæmper om to pladser til semifinalerne, er Ungarn og Tunesien allerede ude af det spil efter nederlagene lørdag.

Det samme er Egypten, hvis holdet søndag taber til Norge i opgøret, der begynder klokken 20.30.

I så fald vil kun Danmark og Sverige - begge med seks point - og Norge med fire point være tilbage i spillet om de to pladser.

Hvis Norge så taber til Sverige i mandagens klokken 18-kamp, vil Norge maksimalt kunne nå seks point, hvis holdet i den sidste kamp besejrer Ungarn.

Men da Norge tabte til Danmark i gruppespillet, er Norge svagest indbyrdes og vil ikke kunne overhale Danmark i tilfælde af pointlighed.

Så hvis altså Norge søndag slår Egypten og efterfølgende taber til Sverige mandag, er Danmark klar til semifinalerne, inden holdet går på banen til den anden mellemrundekamp mod Egypten mandag klokken 20.30.

Den slags talnørderi optager dog ikke landstræner Nikolaj Jacobsen.

- Det er slet ikke i mine tanker. Nu skal jeg hjem og se video af Egypten, siger Jacobsen med henvisning til Danmarks næste kamp.

Danmark har hviledag søndag, men har en lukket træning i Herning fra klokken 17.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Ordnet Brexit er langtfra sikret

Torsdag var der grund til at drage et lettelsens suk, da den britiske premierminister Boris Johnson på Twitter meddelte, at der var forhandlet en aftale på plads om Brexit. Det er godt nyt ikke blot for Storbritannien, men også for alle os andre. EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, bekræfter, at parterne er blevet enige om en aftale, han betegner som retfærdig og balanceret aftale for EU og for Storbritannien. Naturligvis er det grundlæggende trist, at briterne nu er på vej ud af det europæiske fællesskab. Om det på sigt vil være en fordel for nationen kan der også sættes et stort spørgsmålstegn ved. Det sagt er der dog grund til at glæde sig, fordi skilsmissen nu forhåbentlig kan gennemføres i mindelighed. Det modsatte kunne have medført omfattende kaos med nye handelsbarrierer i Europa. Markedet reagerede da også prompte på meldingen, der fik kursen på det britiske pund til at stige. Dog er det forhastet allerede nu at glæde sig over udsigten til et ordnet Brexit. Om britisk politik kan man kun forudsige, at den er uforudsigelig. Johnsons forgænger som premierminister, Theresa May, fik jo ligeledes forhandlet sig til rette med EU for blot efterfølgende at blive ydmyget i det hjemlige parlament. Man kan frygte, at det scenarie gentager sig. Den britiske regerings nordirske støtteparti har allerede vendt tommelen ned for aftalen. Hos de øvrige partier er velviljen over for Boris Johnson samtidig uhyre begrænset. Måske kan lysten til at smække premierministeren en politisk lussing vise sig større end den sunde fornuft, som en aftale ville være udtryk for. Den danske regering har nærlæst aftalen. Efter det forklarede statsminister Mette Frederiksen, at hun er villig til at strække sig meget langt for at få tingene på plads. Man kan kun håbe, at samme besindighed vil indfinde sig i parlamentet i Westminster Palace. Sikkert er det imidlertid ikke. Så nok er EU og Storbritannien nået et nødvendigt skridt videre. Men i mål er vi ikke.

Annonce