Annonce
Danmark

Danmark under vand: Rekordvådt efterår har druknet jordbunden

Kvinde vader gennem gaderne i Holstebro, hvor vandet er kommet strømmende fra Storåen. Foto: Morten Stricker
Et usædvanligt vådt efterår og en februar måned, der truer med at sætte nedbørsrekord, er blandt årsagerne til, at man i disse dage oplever oversvømmelser i Jylland, forklarer klimatolog ved DMI. Klimaforandringer spiller også en rolle.

Oversvømmelse: Vandpumperne har de sidste dage arbejdet på højtryk i Jylland, hvor vandstanden i åer og søer flere steder er steget voldsomt.

I Holstebro er Storåen blevet til en flod, i Horsens måtte man evakuere et boligområde i nærheden af en dæmning, og i både Kolding og Vejle har man oplevet markante oversvømmelser.

Ifølge Mikael Scharling, klimatolog ved DMI, ser man i det centrale og sydlige Jylland lige nu resultatet af et meget vådt efterår, der har mættet jordbunden for vand.

- De meget store mængder vand, vi har set den sidste uges tid, tæt på 20 millimeter regn på landsplan og meget mere i dele af Jylland, kan åerne og vandløbene simpelthen ikke klare. Vandet kan ikke på nogen måde trænge ned i jorden, siger han.

Annonce

Rekord efter rekord

1. Efteråret slog nedbørsrekord

Med 348,9 millimeter nedbør blev efteråret 2019 det vådeste siden 1967, hvor der faldt 327 millimeter vand.

2019 tangerede rekorden for det mest nedbørrige kalenderår i 1999 med 905 millimeter regn.

2. Måske den vådeste februar

Februar måned er som regel en relativt tør fornøjelse, men allerede efter 18 dage indtager 2020-udgaven en foreløbig ottendeplads for den vådeste af slagsen i Danmark.

Førstepladsen tilhører februar 2002 med 109 millimeter nedbør. Ifølge prognoser vil 2020 sandsynligvis nærme sig rekorden.

3. Rekordvarm vinter

Med en estimeret gennemsnitstemperatur på 5 grader i hele landet er vinteren 2019/2020 foreløbigt den varmeste vinter siden 2006/2007.

Gennemsnitstemperaturen for vintermånederne imellem 2006 og 2015 ligger på 1,8 grader.

Kilde: DMI

Februar slår måske rekord

Ifølge DMI er der faldet 75,5 millimeter regn de første 18 dage i februar måned.

- Lægger man prognosen for dagene indtil udgangen af februar oveni, kommer vi sandsynligvis op i nærheden af rekorden på 109 millimeter for en februar måned, siger Mikael Scharling.

Nedbøren falder ifølge Mikael Scharling særligt over det centrale og sydlige Jylland, fordi kraftige lavtryk over Nordsøen rammer Vestjylland og den jyske højderyg.

- Den her meget våde luftmasse stiger til vejrs og kaster en masse vand af sig på det første sted, den rammer. Det er et helt typisk billede, at der falder mere nedbør i Jylland, når de her lavtryk kommer fra vest, siger han.

Klimaforandringer spiller rolle

Ifølge Mikael Scharling kan de aktuelle oversvømmelser rundt omkring i landet ikke direkte tilskrives klimaforandringer.

- Vejret svinger fra år til år, og det giver nogle helt naturlige rekorder. Vi har slået rigtig mange varmerekorder indenfor de sidste 30 år, men vi har slået ingen kulderekorder, siger han.

Som udgangspunkt betyder mere varme mere fugtig luft. Det fører til kraftigere lavtryk, der giver mere regn. På den anden side kan mere varme også føre til længere perioder med tørt vejr.

Mikael Scharling kan dog ikke med 100 procents sikkerhed sige, at de mange rekorder på både varme- og nedbørsområdet skyldes klimaforandringer.

- Men det er iøjnefaldende, at det sker nu. Det er helt sikkert, at klimaforandringerne spiller en rolle og giver et forspring, der gør, at vi slår rekorder lige nu, siger Mikael Scharling.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Sydjylland

Se de nyeste tal: 77 indlagte corona-patienter i Region Syddanmark

Danmark

Live: Nu har 179 personer med coronavirus mistet livet i Danmark

Esbjerg

Esbjerg løber sammen og hver for sig

Sydjylland For abonnenter

Politiet i opråb: Uklare GDPR-regler forsinker opklaring af kriminalitet

Annonce